Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 08/09/17

Ny Nørrebro-café går amok i milkshakes

  • Foto: PR Foto: PR
  • Foto: PR Foto: PR
  • Foto: PR Foto: PR
Aktiver mundvand. Ny cafe har koldskåls- og avocado/habanero-shakes, irish coffee-shake, vodka/lakrids-shake, lumumba-shake og bourbon sour-shake.

Hvis du godt kan lide kaffe, milkshakes og sprut, så er Mudhoney på Nørrebros Guldbergsgade dit nye yndlingssted.

Deres slogan er nemlig 'Coffee, shakes & booze', og de har pakket denne succestrio ind fra top til tå i alskens farver og retro-nostalgi fra de amerikanske diners i 60'erne samt USAs sydligste forpost, Key West.

Læs også: Michelin-restaurant rykker teltpælene op og flytter til ny bydel

Oveni alle de pastelfarver og bling bling er der tilmed fyret op under 50 forskellige lamper designet i 70’erne af hhv. Claus Bolby og Werner Schou.

Yes, Mudhoney ligner ikke helt de andre caféer.

Foto: PR

Folkene bag kommer fra pladeselskabet Crunchy Frog samt spillestedet og natklubben RUST, som ligger lige nede af gaden. Det betyder selvfølgelig også, at musikprofilen vil have enddog rigtig mange tanker bag sig, inden den når ud igennem højttalerne.

Læs også: Guide: Her er Malmøs bedste restauranter

Herinde kan man fra morgenstunden bestille hjemmelavede croissanter, brød og müesli samt en morgencomplet, der burde dække det meste.

Det hele kan skylles ned med kaffe fra amar'kanske Copenhagen Coffee Lab, hvis man da ikke hellere vil hoppe ombord i deres store udvalg af milkshakes lavet på The Mudhoneys specialimporterede, mintgrønne Hamilton Beach DM-40 milkshake maker fra 50’erne - du kender den fra film, når du ser den.

Foto: PR

Den kan ryste mælk, så det vil noget, og nogle af de kombinationer, man blandt andet kan fornøje munden med er koldskåls- og avocado/habanero-shakes, eller man kan lege voksen og bestille de alkoholiske varianter som Irish coffee-shake, vodka/lakrids-shake, lumumba-shake og bourbon sour-shake.

Læs også: Cofoco opgraderer populære restauranter til version 2.0

Når maven ikke kan tåle flere shakes, kan man skifte til normal alkohol, her er nemlig både vine fra Vinhanen, Rå på fad fra Tuborg og udvalgte flaskeøl fra Mikkeller, samt et udvalg af cocktails, ikke mindst dem, som indeholder kaffe.

Der er sol det meste af dagen, og man kan selvfølgelig hænge ude foran.

Hvad: The Mudhoney
Hvor: Guldbergsgade 22, Nørrebro
Hvornår: Åbnede 7. september 2017