Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 29/08/17

Nørrebro-burgerbar bliver til vegetarisk bistro

  • Foto: Rasmus Kramer Schou Foto: Rasmus Kramer Schou
  • En ikonisk ret fra moderskibet, VeVe. Foto: Rasmus Kramer Schou

    En ikonisk ret fra moderskibet, VeVe.

    Foto: Rasmus Kramer Schou
  12  
Nørrebro får et nyt vegetarisk hotspot på Fælledvej, hvor der er knald på smagen og lækker indretning.

Da Henrik Yde åbnede restauranten VeVe på Østerbro, sparkede han for alvor døren ind til det vegetariske køkken i København.

Snart kom anmelderne flyvende og tyrede kødfri stjerner efter ham - f.eks. gav Berlingskes anmelder fuldt hus med seks styk.

Læs også: Anmeldelse: VeVe er legesygt, opfindsomt og overskudsagtigt

En af de små genistreger, som har gjort Henrik Yde til en af de bedste restauratører i byen, er hans udnyttelse af både gourmet og øjenhøjde-genren. Michelinrestauranten Kiin Kiin har take-away biksen Aroii i kælderen, og de to komplimenterer hinanden - også på bundlinjen.

Tirsdag 29. august udfører han igen den klassiske Yde-finte - VeVe får nemlig en lillesøster, der henvender sig til folk, der måske ikke lige har lyst til at lægge et fire-cifret beløb en tirsdag aften, men stadigvæk gerne vil have rigtig god mad.

Læs også: Billedserie: VeVe - et grønt gourmetkøkken

VeVe Bistro betyder stadigvæk Vegetarisk Verdenskøkken, og man kan således komme jorden rundt herinde, godt flankeret af den knowhow som storesøster VeVe har oparbejdet.

Lokalerne har tidligere huset Ydes burgerjoint, Burger & Bun, men han har læst skriften på væggen og satser altså på grønt frem for kød.

Snacksene herinde starter ved de 45 kr. og kunne f.eks. være løgchips med kikærtemos. Her er også en lille håndfuld mindre retter at vælge imellem - måske kunne brøndkarsesuppe med ravioli og gedeost friste.

Hovedretter står i 125 kr. og kunne både være tarteletter med majs og kantareller eller måske saltbagt selleri gratineret med ost og trøfler. Retterne er flotte, gennemtænkte og er ikke mindst proppet med smag.

Læs også: Michelinkok sætter nye standarder for vegetarmad med sin nye VeVe

Den hyggelige kælder på Fælledvej 9 står, som altid når det kommer fra Ydes hånd, knivskarpt rent indretningsmæssigt med designermøbler og lækkert touch, og man skylder næsten sig selv et besøg forbi for selv at smage, hvor langt det vegetariske køkken har rykket sig de seneste år.

Vinkortet har et mindre udvalg af både bobler, hvid, rød, rosé, orange og dessertvine at sætte til sin mad.

Hvad: VeVe Bistro
Hvor: Fælledvej 9, Nørrebro
Hvornår: Åbner tirsdag 29. august