Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 28/10/10

Mr. Champagne

  • Jørgen Christian Krüff. Foto: Morten GermundJørgen Christian Krüff. Foto: Morten Germund
5. november åbner Jørgen Christian Krüff sammen med Nimb i Tivoli en champagnebar, og godt to uger senere er han manden bag den stor årlige Top 20 champagne-smagning og -middag med kostbare årgangschampagner og fri champagnebar. AOK har mødt byens festligste vinnørd på Nimb, hvor november bliver skyllet ned med champagne.

Jørgen Krüff rejser sig og siger goddag. Han er lys og høj, også her i Nimbs bar, hvor der er højt til loftet. Hans bevægelser er rolige, velovervejede. Som hans ord.

Vi mødes en mandag klokken 17, hvor han har holdt møde med Nimbs vinchef Jacob Kocemba, der står bag Nimbs vinklub, som sammen med Jørgen Krüff arrangerer den månedlige champagnebar, som har premiere 5. november.

Fra den dag kan både vinnørder og nysgerrige novicer oplever champagnernes magi den første fredag i måneden fra klokken 16 til 20.

Jørgen Krüff arrangerede sin første vinsmagning som 11-årig for sin kusine med flasker han hentede i sin onkels kælder. Sin første professionelle vinsmagning holdt han på Sølyst i 1985, og siden har han, for blot at nævne et par af de store vin-begivenheder, stået bag en vinsmagning af de dyreste bourgognevine på L’Education Nationale i Pisserenden, holdt en champagnemiddag med harpespil i D’Angleterres palmehave og fået nordens tre bedste michelinkokke til at flyve ind og lave en middag, hvor 44 biodynamiske vinproducenter var med til bords.

»Jeg har en champagne med, som jeg tænkte, vi skulle smage blindt,« foreslår AOKs udsendte. Jørgen Krüff er kendt for sin evne til at smage.

»Glimrende. Jeg har også taget et par flasker med,« siger Jørgen Krüff og smiler et sigende smil.
For mange i vin- og restaurationsbranchen er det en yndlingssport at gætte, hvilken vin, de får serveret. Ikke for Jørgen Krüff.

»Når man gætter på, hvilken vin, der er i glasset, forsøger man at få virkeligheden til at passe ind i nogle forudbestemte billeder, og det mindsker evnen til at sanse,« forklarer han.

Vi får den første champagne serveret.

Hver fredag, hvor champagnebaren er åben, holder Jørgen Krüff klokken 17 en special-smagning, hvor han kommenterer og fortæller om de champagner, man smager fra månedens champagnehus.

Her kan man opleve Jørgen Krüff som champagnenørden og -nyderen. Den danske vinmager Peter Sisseck fortæller i telefonen fra Spanien, hvor han laver Pingus-vinen, som Jørgen Krüff forhandler i Danmark, om Champagneentusiastens boblende talent.

»Jørgen er Mr. Champagne. Han er en af de mest velrenommerede champagnesmagere i verden, men jeg tror ikke helt, danskerne ved, hvor dygtig han er. Han er unik i verden,« siger Peter Sisseck.

Tjeneren kommer ind med glas nummer to. Når man smager vin professionelt og ikke vil sløve sine sanser, spytter man vinen ud, når man har gurglet den rundt i munden og smagt på den. Jørgen Krüff spytter ikke. Det gør AOK’s udsendte heller ikke.

Henrik Lehmann fra spisestedet og kaffebaren Ingolfs på Amager et par gange smagt vin med Jørgen Krüff i forbindelse med den rock’n’roll-inspirerede vinklub Backstage Wine, som Jørgen Krüff leverer til.

»Jørgen er fantastisk. Han kan bedøve mig med ord, så jeg synes, at al hans vin smager godt. Han er jo en nørd, og man falder næsten i søvn, når han snakker, fordi han ved så meget om vin. Efter 30 minutter, hvor han har talt om skråninger og skyggesider, er man kørt ud på et sidespor, hvor kun de, der virkelig ved noget om vin, kan være med. Når vi har smagt vin i vores garage sammen med både murmestre og musikere som min ven Jesper (Binzer fra D:A:D, red), har vi siddet og drukket vin sammen med Jørgen til klokken 3 om morgenen,« fortæller Henrik Lehmann.
Læs mere om vinklubben på dens eget website, hvor du kan se den playliste, som Jesper Binzer anbefaler til de aktuelle vine.

På Nimb er vi nået til den tredje champagne.

»Det er en ældre sag,« konstaterer Jørgen Krüff efter at have duftet og smagt.

»Fleury?«

Jeg nikker. Den er købt i hans kælder for et par år siden, og er fra en af de første biodynamiske champagneproducenter, som Jørgen Krüff begyndte at sælge næsten ti år før bio-vin blev den nye trend i vinbranchen.

Klokken er næsten 19.30 og et almindeligt interview ville for længst være forbi. Jørgen Krüff ser på sit ur og siger:

»Er du sulten? Måske skulle vi tage lidt at spise?«

Vi sætter os ned i Nimbs brasserie. Jørgen Krüff har fået en ny tallerken brisler, fordi den første var stegt for lidt. De tre åbne flasker champagne er som af en usynlig hånd blevet bragt ned i restauranten, og Jørgen Krüff har fået tjeneren, som han kalder ved fornavn, til at give os de gode Riedel-glas oppe fra baren i stedet for brasseriets fra Holmegård.

Jørgen Krüff lever kva sit job en del af sit liv på byens toprestauranter. Hvert år fejrer han en forsinket nytårsaften med Peter Sisseck, fortæller vinproducenten fra Madrid.

»De middage kan godt gribe lidt om sig; sidste år begyndte det med frokost på Noma og sluttede med middag på Søllerød Kro. De senere år er jeg gået tidligere hjem end Jørgen, selvom han er ældre en mig,« siger Peter Sisseck.

Men Jørgen Krüff kan ikke kun træffes på byens toprestauranter som Noma og Søllerød Kro.
»Jeg sætter stor pris på, at man kan bevæge sig frit i terrænet,« som han formulerer det.
Siden Jørgen Krüff var ung, er han kommet på Andy’s Bar, når alt andet end festen var lukket.

Dengang i islænder. Senere i kjole og hvidt eller smoking eller jakkesæt efter en vinsmagning, middag eller fest. Og ofte bænket sammen med musikere, forfattere som Henrik Nordbrandt, måske en bankdirektør og andre festlige mennesker i natten.


Foto: Morten Germund

»Jeg leverer aldrig kun én type champagne til Andy’s, for vi skal jo have lidt at vælge mellem, når vi kommer forbi, efter alt andet er lukket,« siger Jørgen Krüff. Han fortæller om engang han og et selskab var havnet på det nu lukkede diskotek Fellini efter en stor middag på Sølyst.

»Klokken omkring 2.30, da et par af kvinderne sagde, at de undrede sig over, at de ikke følte sig berusede, selvom de udmærket var bevidste om, at de ikke havde gjort så meget andet end at spise og drikke i mange timer. Men når man drikker god vin, som er i balance, bliver man ikke beruset men føler sig mere klar,« forklarer Jørgen Kruff, der som ung blev fascineret af vinens duft, og var nærmest irriteret over vinens berusende egenskab.

Ikke alle synes at dele opfattelse af klarhed ved indtagelsen af god vin. Efter en smagning og middag med en række af Bourgognes dyreste vine fra Domaine de la Romanée-Conti, skrev en vinskribent til Jørgen Krüff et par dage efter: »Nu er jeg endelig kommet ned på jorden igen, men jeg ved stadig ikke, hvordan jeg kom hjem.«

Romanée-Conti-smagningen blev holdt på den folkelige, franske restaurant L’Education Nationale i Larsbjørnsstræde, hvor Jørgen Krüff så, at personalet havde åbnet rub og stub af de kostbare vine, inden de vidste, hvor mange flasker, der skulle bruges. Skældte han ud?

»Nej, jeg tog en flaske La Tâche og satte den for munden og tog nogle gode slurke,« svarer Jørgen Krüff.

»Der er megen snobberi omkring vin. Snobberi er, når man ligger under for værdier, som man ikke er på højde med,« siger Jørgen Krüff. Og tilføjer:

«Man skal jo starte et sted, og så længe nysgerrigheden overtrumfer, går det an.«
At Jørgen Krüff skulle handle med vin var ikke en del af planen.

»Jeg læste filosofi og var vikar på Sølvgades skole, og jeg brugte stor set alle mine penge hos vinhandlerne omkring Kongens Nytorv og Bredgade. Fordi jeg kom så tit og købte meget, fik jeg lov at kigge blandt deres ukurante og ellers glemte vine. Med tiden fik jeg opbygget en så stor vinsamling, at jeg kunne stille den som garanti, da jeg i 1983 lånte penge til at tage den store årgang 1982-årgangs 1. og 2. Cru-vine hjem fra Bordeaux. Dengang var det sædvanligvis kun de dårligere og dermed billigere årgange, der kom til Danmark, men takket være en gunstig kurs og en årgang, der skulle vise sig at blive en af de helt store, blev det køb det økonomiske fundamentet for mine efterfølgende handler,« forklarer Jørgen Krüff, som i følge vennen Elvio Milleri er med til at give byen liv.

Jørgen er essentiel for en by som København, hvor man på grund af klimaet ikke går så meget ud eller holder så mange private fester som folk sydpå, siger Elvio Milleri, som ejer michelinrestauranten Era Ora. Han mener ikke, at god vin er lavet til at blive drukket derhjemme.

»Vin er skabt til at gå ud i byen og nyde sammen med andre mennesker,« siger Elvio Milleri. Allerede i studentertiden, hvor Jørgen boede over Hviids Vinstue og i Grønnegade, var han et omdrejningspunkt for festen.

»Nogle gange når det ringede på, og jeg åbnede døren, gik mine venner direkte hen og åbnede køleskabet, hvor vinene lå på køl. Andre styrede mod telefonen og ringede til deres venner og råbte: »Så er der fest!«

Klokken er over 23. De tre flasker er næsten tømt. Restauranten er stille, bortset fra lyden af gryder, der bliver hængt på plads og tjenere, der gør klar til at lukke, og Jørgen Krüff, der taler om sine to næste projekter: Champagnebaren og den årlige Top 20-champagne-smagning og -middag, som han holder for 12 år i træk.

Hvad: Champagnebar
Hvor: Baren på 1. sal i Nimb
Hvornår: Første fredag i hver måned kl. 16-20, smagning kl. 17. Første gang 5. nov.
Hvordan: Reservation af bord og pladser til smagning på vinklub@nimb.dk
Hvor meget: Entre: 100 kr. inkl. et glas champagne (gratis for medlemmer af Nimbs vinklub).
Smagningen koster 400 kr.
 

Top 20 Champagne i Nimb - første etape
Hvad: Smagning af 20 topchampagner fra 1996 inkl. Krugs kostbare enkeltmarks-champagne Clos d’Ambonnay
Hvor: Vinterhaven på 1. sal i Nimb
Hvornår: Lør. 20. nov. kl. 14-17
Hvordan: Tilmelding på email@esprit-du-vin.com
Hvor meget: 5.000 kr.

Top 20 Champagne i Nimb - anden etape
Hvad: Middag med årgangschampagner og efterfølgende fri champagnebar
Hvor: Rotunden og baren på 1. sal i Nimb
Hvornår: Lør 20. nov. kl. 18
Hvordan: Tilmelding på email@esprit-du-vin.com
Hvor meget: 2.495 kr.

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

parajumpers norge

Mr. Champagne - Restaurant og café | AOK
parajumpers norge http://www.inntre.no/admin/jakke.asp