De fine Molskro, opført i 1923 af arkitekten Egil Fischer, har efterhånden haft et par tunge kokke bag gryderne siden badehotellet blev restaureret i 1998: Jesper Koch, Jens Peter Kolbeck, Wassim Hallal og nu altså Tommy Friis, som tidligere på året vandt Året Kok, der kan sidestilles med et slags danmarksmesterskab for kokke.

Vi har med andre ord med en knivskarp konkurrencekok at gøre – et folkefærd som sjældent går af vejen for at vise hvad det kan. Og sådan er det også med Friis, ambitionsniveauet er tårnhøjt: På papiret tæller kroens menu 6-retter (850 kr.) - som alle kan købes a la carte – men i realiteten viste det snarere at være ti højt elaborerede serveringer.

Vi startede med et glas biochampagne - Marie Courtin – meget tør og crisp. Og så en ordentlig røvfuld snacks, et klart forvarsel om kroens ambitionsniveau.

I en udhulet træstamme i bordstørrelse befandt sig diverse knasende sprøde chips: Flæskesvær, friterede løgringe, sprøde hvedeflager med eddikepulver og dild og papirtynde chips af tørret øllebrød – sidstnævnte var en herlig maltsmagende overraskelse, som jeg ikke lige kan huske at have set før.

Til at dyppe i, røget yoghurt med ærter og et tapenadeagtigt mix af svampe, ansjoser og trøffelolie. Ved siden af en pose med sherrystegte mandler og så en Noma-agtig anretning med radiser, trøffel og diverse spædt grønt stikkende op af en »jordbund« af mayonnaise, som det var skønt at skovle ind med store tykke flager af sommertrøffel.

Til gengæld var jeg ikke så glad for den ødsle brug af den dominerende trøffelolie, som gik igen i nogle bon-bon’er som befandt sig i et lille rør.

Så kom endelig første forret, underskøn at skue i sarte pastelfarver med blomster og hvid, gravad helleflynder, en grøn urteolie, om blev skilt med fløde, citroncreme og så desværre også en müsli med trøffelolie, der var så gennemtrængende, at den totalt overdøvede både retten og vinen, en noget tam roero fra Bruno Giacosa.

Mere trøffel i næste ret: Denne gang ledsagende skindstegt multe med blomkålscreme og flere blomster fra haven – bestemt glimrende. Vinen var en rias baixas fra Valminor.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010

Næste ombæring bar titlen »fattigmandsmarv« – stegt skorzonerrod var placeret i en flækket marvpibe sammen med tynde skiver melon og stykker af hummer. Melonen var herligt læskende og stod rent smagsmæssigt godt til hummeren, men retten led dog under det svære problem at være markant oversaltet. Vinen var en rosé champagne fra Charpentier.

Så fulgte prehovedretten, sød og brun i aromaerne: Et stykke stegt foie gras var ledsaget af en tæt glace med kantareller, syltede løg og endnu mere müsli – spiser de overhovedet andet ovre i Jylland? De dybe, karamelliserede aromaer var ledsaget af en colheita port 1975 fra Burmester.
Fint nok, men måske en rigelig tungt og brun indledning til hovedretten, ikke mindst taget i betragtning at dette var den varmeste dag i 14 år.

Hovedretten bar titlen kylling som danoise, hvilket er kokkesprog for den gode gamle momorkyllingesteg. Her i form af en fint soigneret bjælke af brystfilet belagt med bl.a. kråser, søkogte rejer, og mere granulat. Tanken var sådan set fin nok, men igen var problemet at retten var alt, alt for salt.
Vinen var korrekt nok rød bourgogne, en fin version af den ellers ofte noget rustikke Mercurey-appellation fra Michel Juillot.

En mand med Tommys Friis energi og ambitionsniveau serverer selvfølgelig ikke bare osten helt uledsaget, her var en de to oste fra Arla’s innovationsserie, som er forbeholdt restauranterne, rød løber og kornly garneret med henholdsvis karamelcreme og en rulle af rygeostecreme omviklet med rødbedegele.

Salt virker som bekendt som smagsfremmer, også når det gælder søde sager, så det har i nogen tid ikke været usædvanligt at bruge en anelse salt i desserterne. Og det må bestemt også siges at være tilfældet på Molskroen.

Oversaltningen truede desværre også med at ødelægge oplevelsen af desserterne – ærgerligt ikke mindst fordi saltkoncentrationen bygger sig op i ganen, så man til sidst næsten ikke kan få en bid ned.

Synd, for desserterne var ellers fine, henholdsvis kærnemælksis med små marengstoppe og den marcipanssmagende urt, skovmærke, samt karse. Og endelig hvidchokolade med peanutpuré, hytteost, hyben og sprøde havreflager – hertil to østrigske dessertvine 09 sauvignon auslese fra Tschida og en rød 06 trockenbeerenauslese på bl.a. blaufränkisch fra Goldenits.

Ved vejs ende måtte vi desværre erkende at oversaltningen endte med at sætte sit præg på aftenen, som trøffelolien havde gjort det i starten. Der er slet ingen tvivl om, at køkkenet med den ambitiøse Tommy Friis i spidsen, hvad både håndværk og nytænkning angår, har potentiale til at score fuldt hus. Men først må man altså lige lære at smage på maden før servering – og i den sammenhæng er det ikke unådigt sluppet, at vi klipper én stjerne.

Hvad: Molskroen
Hvor: Hovedgaden 16, Ebeltoft, tlf. 86 36 22 00
Hvor meget: Hovedret 295 kr. og seksrettersmenu 850 kr.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010