Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 26/04/10

Mød verdens bedste kok

  • Foto: Scanpix Foto: Scanpix
Noma er verdens bedste restaurant. Mød manden, der startede med at sidde og spise på jorden i Makedonien og 25 år senere trak alverdens førende og rigeste gastronomer til Christianshavn.

Anne-Sophie Pic har meldt sin ankomst. Den eneste kvindelige trestjernede franske kok og seneste led af Pic-slægten, som i tre generationer næsten konstant har haft max score i den forjættede franske Michelin guide. Men Pic er langtfra alene om at valfarte til Noma, tout le monde lægger i disse dage vejen forbi christianshavnerrestauranten for ved selvsyn at konstatere, om unge René Redzepi og hans naturlige nordiske køkken virkelig er den nye aftager af den gastronomiske trone efter elBulli og Fat Ducks molekylære gastronomi, eller om det hele bare er hype.

Det er slet ikke unormalt, at halvdelen af restauranten er fyldt med internationale gastronomer, som udover kokke og restauratører tæller journalister, bloggere og rejsende foodies, som for det meste er mandlige madører, der spiser solo, for at kunne koncentrere sig fuldt ud om oplevelsen.
I løbet af de dage, jeg interviewer Redzepi, møder jeg både Allan Roe, ejer af et landskabsarkitektfirma i London, som har spist mere end 30 gange på Noma, og bankeren Ali Kurshat Altinsoy fra samme by, der begge – hver for sig – spiser tre gange på Noma den pågældende uge.
»Det lægger et konstant pres på mig. Selv om det for eksempel kunne være dejligt lige at gå en tur i byen i dag med min kone Nadine, så jeg er simpelthen nødt til at være i restauranten. En mand som Kurshat Altinsoy kommer jo ikke bare for at spise fem retter. I går fik han 14 retter til frokost, som alle var over tre år gamle og til aften fik han 21 retter, som var maksimum tre uger gamle. Til frokost i dag må han kun få retter med højst tre forskellige ingredienser,« siger Redzepi, og forklarer, at han har været så presset den forgangne uge, der bl.a. bød på et gæstespil i Stockholm i anledning af, at han modtog den førende svenske White Guides internationale hæderspris, at han ikke har haft tid til at barbere sig.

Det forklarer, hvorfor han pludselig ligner den fundamentalistiske Balkan-kriger, jeg ved, han ikke er. Måske tjener det også som en slags undskyldning for at Rezepi har været en uge om at svare på mine mails og smser. En egentlig undskyldning skal man dog ikke regne med at høre fra Redzepis mund, dertil er han simpelthen for stolt.

Verdens hippeste
End ikke den mest optimistiske brugtvognsforhandler ville have forudsagt, at en københavnsk restaurant i dag ville være klodens hippeste gastronomiske rejsemål. Men ikke desto mindre spår flere internationale gastronomer, at Noma vil gå yderligere frem fra sin nuværende 3. plads, når restauranternes verdensrangliste, Worlds 50 Best 2010, offentliggøres i morgen aften i London.

Og Redzepi stortrives tydeligvis på de bonede, internationale gulve. Støder man på ham til en af de hjemlige prisuddelinger, virker han mest af alt, som om han, mentalt set, går rundt i hjemmetøfler og halvsover. På den internationale scene, som for eksempel det årlige award show i forbindelse med Worlds 50 Best, er det som om han vågner op og bliver en helt anden og mere beleven person.

Redzepi besidder et internationalt gen, der har gået som en rød tråd gennem hele hans karriere, og utvivlsomt også udgør sin del af forklaringen på, at lige netop han skulle blive den første danske kok til et få globalt gennembrud. I stedet for at »spilde« tiden på den hjemlige andedam, har Redzepi stort set fra starten af tænkt sin karriere – og sin restaurant – i internationale baner.

Historien om den nu verdenskendte kok starter da også i udlandet, først i 1970’erne, hvor den unge Ali Rami Redzepi i landsbyen Tetova i Makedonien læste i den lokale avis, at der var arbejde at få i Danmark. Ali ville gerne se verden og tog chancen, i Danmark indledte han den klassiske indvandrerkarriere som grønthandler, taxa- og buschauffør.

Et par år efter, at han var kommet til Danmark, arbejdede den 24-årige Ali som opvasker på kaffebaren Espresso i Nørrevoldgade (der hvor Nørreport Netto ligger i dag), og mødte her den otte år yngre Hanne, som stod ved kassen. Hanne var flyttet hjemmefra som kun 16-årig, fordi hun ikke ville med til Odsherred, hvor hendes far havde fået job som cheflaborant i NTK. Og et år senere var hun pludselig gravid med tvillinger – René og hans bror Kenneth – så der blev aldrig hverken råd eller tid til at studere, selv om hun – ifølge René - havde det i sig.

»Mine forældre har altid haft de jobs, de havde, af ren nød. Vi boede fire mennesker i en lejlighed på 63 kvadratmeter – da min oldemor blev syg, boede hun der også. Lønnen rakte kun lige netop til husleje og mad, så hvis vi børn ville have noget, skulle vi selv arbejde for det. Jeg og min bror havde ti avisruter tilsammen, og jeg arbejdede også for pakistaneren nede på hjørnet ved at køre ud med vin og sprit til de gamle drankere. Vi betalte husleje af egen fri vilje, fordi vi gerne ville hjælpe til. I mange år delte min bror og jeg alt, også når han tjente mere end jeg. Men jeg har ikke lidt. Det kan godt være, at være aftensmaden bare bestod af pasta med brunet smør eller ristet kyllingelever, men der stod altså én og lavede det. Det kom ikke fra mikroovnen. Og det kan godt være, at vi ikke havde legetøj, men så fandt vi bare på noget selv. I dag ser jeg det som en fordel, at jeg ikke har brug for særlig meget – jo mere man omgiver sig med, jo mere afhængig bliver man af det.«

Læs også


Manden fra Markedonien
Makedonien fylder meget i Renés opvækst. Hvert år indtil borgerkrigen i 1992 tog de ned for at besøge farens familie i sommerferien, som kunne blive forlænget op til fire måneder. Renés mor underviste børnene, så de ikke kom bagefter i skolen hjemme i Danmark.

Når jeg tænker på de gode stunder, så er det Makedonien, jeg husker. Det var et meget tilbagestående samfund, men folk var jo lykkelige. De boede sammen flere generationer i samme hus. Det var fantastisk at være sammen med de andre børn om aftenen, at drille de vilde hunde og løbe op i bjergene og samle bær. Især afskedsscenerne, når vi skulle hjem til Danmark, står meget skarpt, hele familien, 15-20 mennesker med fætre og kusiner - står linet op, tante og bedstemor græder, og de vinker med lommetørklædet indtil vi er væk.

»I dag synes jeg bestemt, at det er en gave at have det med i bagagen, men som barn lød det knap så godt, når man efter sommerferien skulle fortælle de andre, som havde ligget ved swimmingpool i Spanien eller Italien, at vi – ganske som året før - havde siddet der på gulvet og nærmest spist med hænderne fra fælles fade. Selv om jeg elskede at være der, var det ikke ligefrem noget, som gav prestige.«

Renés far, som i dag er skilt fra moren, er praktiserende muslim, men René har aldrig følt noget pres fra hverken ham eller moren.
»Makedonien har altid været moderat i sin udøvelse af islam. Hvis vi havde valgt islam, ville min far helt sikkert have været blevet glad og have hjulpet, men hvis ikke det kom naturligt, så skulle det ikke være det,« siger Redzepi, som husker, hvordan han fik læst hyggelige historier op fra Koranen, når børnene lå og skulle sove i de små hytter, familien havde bygget i vandmelonmarkerne op til høsten, så de kunne vogte over den kostbare afgrøde.

Ifølge Redzepi var der absolut ingen tegn i hans opvækst på, at han skulle ende som kok, men ikke desto mindre er han i stand til genkalde sig alle barndommens smage fra Makedonien med mundvandfremkaldende nøjagtighed.

»Jeg kan huske, når det var kastanjesæson, og man vågnede, og éns far havde stegt kastanjer - de sprøde varme kastanjer med den kolde mælk, malket dagen før, det er den bedste morgenmad, der findes. Eller kyllingen, der blev tilberedt over åben ild med risene nedenunder, så fedtet dryppede ned til risen. Tomaterne, som i Danmark var helt ens og runde, var nærmest deforme i Makedonien, men de smagte eksplosivt,« husker Redzepi.

Når han gad, havde René efter eget udsagn ret let ved skolearbejdet. Problemet var bare, at han sjældent var motiveret. Hvor broderen gik i gymnasiet og derefter læste jura, var René allerede skoletræt efter 5.-6. klasse og ville hellere være vild og hænge ud. At han endte på Hotel- og Restaurantskolen efter 9., var et rent tilfælde og skyldtes udelukkende, at han koblede sig på vennen Michael, der omvendt altid gerne ville have været kok.

Allerede den første uge blev de to drenge involveret i en konkurrence på skolen og vandt med deres cashew-kylling med vilde ris prisen for bedste anretning. Førstepladsen for smag gik dog til en slagterelev, som havde lavet en perfekt skinkesalat. René var straks tændt, og de to 15-årige drenge grundlagde på stedet en madklub, hvor de hver uge udforskede forskellige retter. Fra da gik det slag i slag med kogeriet.

Skrevet i stjernerne
Læretiden fandt sted på den dengang nyåbnede restaurant Pierre-André, som hurtigt fik en Michelinstjerne. Eller rettere det meste af læretiden, for indehaveren Phillipe Houdet hjalp den fremmelige René til en plads på den tre-stjernede Jardin des Sens ved Montpellier, allerede inden han var udlært. Hvor Redzepi, som er opfostret med hårdt arbejde – i barndommens Makedonien kendte man ifølge René end ikke til begrebet ferie -  aldrig har haft problemer med den fysiske del af kokkearbejdet, så blev det psykiske arbejdsklima på den sydfranske restaurant for meget.

Stemningen var ond i køkkenet, hvor chefen havde opsat kameraer, så han kunne overvåge medarbejderne fra sit kontor, og partierne bekæmpede åbenlyst hinanden, ved for eksempel at stjæle kogegrejet.

»Jeg kan leve med, at køkkenchefen bliver sur og ind imellem smadrer en tallerken, men her var det bare alles kamp mod alle. Jeg var decideret ved komme op at slås to gange, for det kan godt være, at jeg er lille, men jeg er ikke bange.«

Bedre gik det på Renés næste arbejdsplads, elBulli i Catalonien, som dengang i 1998, hvor René først besøgte stedet som gæst, endnu ikke havde opnået den massive berømmelse, det har i dag. For René var det en øjenåbner, at der fandtes en gastronomisk verden udenfor Frankrig, og han faldt straks for den nærmest kultagtige energi, som hviler over stedet. Han gik direkte hen til universets største kok, Ferran Adria, og bad om et job, og et par uger senere lå en der en kontrakt i postkassen for sæsonen 1999.

»Det var et fantastisk år – der var en frihed og energi i det køkken. Man knoklede virkelig fra  7.30 om morgenen og kom to-halv tre og natten i mange dage i træk. Men det var ikke sådan, at jeg at fyldte en hel notesbog med Bulli-opskrifter,« siger Redzepi, som på trods af elBullis mange revolutionerende påhit ikke nødvendigvis følte, at selve smagen var så nyskabende.

Hjemkommet fra Catalonien startede Redzepi på Kong Hans, men var endnu ikke helt færdig med at rejse. I 2001 tilbragte han fire måneder i køkkenet på USA’s førende restaurant, den trestjernede French Laundry i Napa Valley, og blev efterfølgende tilbudt kontrakt, men takkede nej.

»Jeg elsker selve landet Nordcalifornien, der er alt: Skove, bjerge, kyster, dejligt klima og små geniale producenter af grøntsager, men jeg må indrømme, at jeg fik et kulturchok i mødet med amerikanerne,« siger Redzepi, som fandt den amerikanske væremåde meget anderledes end den mere nære omgangsform, han kendte fra Europa.

Læs også


Mødet med Meyer
I december 2002, hvor Redzepi arbejdede som souschef på Kong Hans, ringede Claus Meyer og inviterede ham til møde om det, der sidenhen skulle blive Noma. Meyer var blevet tilbudt at drive restaurant i det gamle pakhus på Nordatlantens Brygge, hvor Grønland, Færøerne og Island har deres repræsentationer. Madentreprenøren havde først Paul Cunningham i tankerne som køkkenchef, men han var på det tidspunkt allerede ved at åbne sin restaurant i Tivoli og pegede i stedet på Bo Bech og Redzepi.

Meyer tog et møde med begge og fandt, at hvor Bech var mest optaget af at få fuld løn og indflydelse, så var Redzepi den mest ydmyge over for selve opgaven, at realisere den hidtil usete tanke om en restaurant, som udelukkende baserede sig på nordiske råvarer og traditioner.
På trods af sine kun 25 år var Redzepi på det tidspunkt allerede blevet tilbudt flere køkkenchefposter såvel i udlandet som herhjemme, hvor der havde været bud fra den dengang tostjernede restaurant, Kommandanten, men følte sig tiltrukket af selv at kunne være med til at forme et nyt sted helt fra grunden af.

»Jeg havde ikke mødt Claus før og kendte ham kun som TV-kok. Jeg vidste ikke, at han havde et stort firma med flere hundrede ansatte, hvilket bestemt fik mig til at tænke mig om. Jeg kan huske, at vi mødtes på Claus’ kaffebar (Estate Coffee på Gl. Kongevej, red.), og at han havde småkager med. Jeg syntes, han var en mega fed fyr, positiv og fyldt med energi. Det gav absolut mening at arbejde med nordiske råvarer, jeg havde ikke noget problem med at skulle undvære for eksempel foie gras, som jeg aldrig har været den store fan af. Men på det tidspunkt var konceptet endnu ikke helt skarpt defineret, og jeg kan huske, at Claus sagde, at hvis vi fik lyst til at bruge aubergine, så gjorde vi bare det, og så slappede jeg lidt af.

Jeg sagde dog først ja, da jeg så stedet. Det gjorde mig ret begejstret, at huset stod der alene ved vandet, midt i byen, men alligevel med masser af lys og luft og ro omkring stedet. Jeg har altid ledt efter et sted, hvor man ikke står og kigger ind i en mur, mens man hakker løg, men hvor man kan opleve verden udenfor.«

»Sælpuleren«
»Hvor Nomas åbning af gastronomiske iagttagere, som for eksempel denne artikels forfatter, blev imødeset med både stor spænding og høje forventninger - på grund af både Meyers nordiske idégrundlag og Redzepi og hans medkok Mads Reflunds status som to af de absolut største talenter på byens restaurantscene - er Redzepis egen erindring om den første tid væsentligt mindre positiv. Anmeldelserne, som typisk lå i lejet omkring fem stjerner ud af seks eller fire kokkehuer ud af fem, opfattede den ambitiøse kok som »halvlunkne«, mens kollegerne gjorde grin med konceptet. Redzepi forsømmer ikke en lejlighed - som for eksempel takketalen, da Noma modtog sin tredjeplads ved Worlds 50 Best sidste år – til at nævne, at hans tidligere chef før åbningen kaldte Noma »Restaurant Sælpuleren«, stedet hvor man serverer hvalpenis.

»Jeg kan huske, at Niels Lillelund (Jyllands-Postens madanmelder, red.) kom og sagde: »Jeg er skuffet, hvor er hvalen henne?«.Hele branchen grinte af os samtidig med, at de også var misundelige, for de troede, at alle mulige producenter af frosne skaldyr havde sponsoreret det hele, fordi Claus Meyer var inde over. Også rent idémæssigt befandt vi os i ingenmandsland, i starten gik konceptet på det Det Nordatlantiske Køkken og på en eller anden måde føltes det mere begrænsende end i dag, hvor vi tager udgangspunkt i det helt nære,« siger Redzepi.

Også beslutningsstrukturen på restauranten voldte problemer. Refslund forlod køkkenet efter få uger, to chefer i køkkenet var for meget. Og det gik også Redzepi på, at gæsterne de første par år opfattede køkkenet som Claus Meyers. De spurgte ofte, om den kendte TV-kok stod ude bag ved og rørte i gryderne, eller om Meyer måske havde udarbejdet opskrifterne, som Redzepi så rørte sammen på komfuret.

»Det har aldrig været sådan, at Claus ringer og siger, at den og den ret skal på menuen. Hvis det var sådan, var jeg gået med det samme, for jeg er alt for stædig og enerådig til at blive dikteret. Vi havde vores kampe i starten, og jeg har været meget direkte i min måde at sige tingene på. Claus er en meget stærk og karismatisk person, og når han var inde over dengang, følte jeg det nogle gange som om, han ville lægge sig som en tung dyne over det hele. Men nu har tingene med Claus og resten af bestyrelsen udviklet sig ret sundt. De lytter til mine betragtninger, og der er ligesom opstået en konsensus om, at hvis det er min holdning, så går vi efter det.

Claus kan være utrolig inspirerende og et geni på mange punkter, men han er ikke ekspert, når det gælder elaboreret restaurantmad. Når det kommer til udviklingen af selve smagen på Noma, har jeg altid følt, at jeg stod rimeligt meget på bar bund og alene her. Mange har haft gode råd til, hvordan maden skulle rykke sig – også Claus – men som regel kunne jeg ikke bruge dem, fordi de trak i retning af noget allerede eksisterende. Når Claus spiste frokost her og mente, at der skulle lidt mere eddike i en sauce, så kunne det godt forvirre mere end hjælpe mig,« siger Redzepi.

Læs også


Kunsten at finde sig selv

Der kom til at gå et par år, før Nomas køkken fandt sig selv. Hvor der det første år bestemt var mange gode indslag, så var der også ting som landede mindre heldigt, ikke mindst når man partout skulle tages ud på en rejse gennem hele Nordatlanten. Pludselig var det dog som det hele faldt plads. Redzepi fandt sit ståsted i det nordiske køkken.

»På et tidspunkt lærer man at tage nogle beslutninger. I stedet for at tænke på, hvad vi ville have gjort på elBulli eller Kong Hans, begyndte jeg at lytte mere til mig selv og spurgte, hvad jeg selv gerne ville opleve, hvis jeg kom her som gæst på restauranten: En fornemmelse af tid og sted. Vi er ikke i Sao Paolo, New York eller London, men i København i Sydskandinavien, de fleste af vores råvarer er fra Sjælland og Skåne, og vi skal følge sæsonen.

Det første år var virkelig, virkelig en hård periode. Jeg følte mig meget alene i verden, og der var tidspunkter, hvor jeg følte, at jeg var ved at gå ned. Men siden dengang har jeg aldrig været i tvivl om, hvad der er det unikke i det, vi gør lige nu, og hvordan og i hvilken retning, vi skal arbejde et par år frem i tiden.«

Ifølge Redzepi selv var det, som han ser som en halvlunken modtagelse herhjemme i starten, med til at få ham til at kigge i retning af udlandet. I maj 2005 kom der hul igennem, Redzepi blev inviteret til London af den gastronomiske mæcen Enzo Caldarelli for at kokkerere på linje med Ferran Adria, Heston Blumenthal, Andoni Aduriz og alle de andre førende, moderne kokke.

»Det var en milepæl, ved den middag startede vi med at blive anerkendt. De internationale kokke og journalister begyndte at komme hertil, og lige pludselig var der en anmeldelse i The Guardian,« siger Redzepi, som husker, at han gik rundt ved middagen i London og samlede folks visitkort ind, og lige siden har han holdt forbindelsen med denne vigtige gruppe af meningsdannere.

Ligesom han i øvrigt har været god til at vedligeholde værdifulde kontakter til mange af de kokke, han mødte på Jardin des Sens, elBulli og French Laundry. Alt i alt et internationalt netværk, som utvivlsomt har været nyttigt i Nomas opstigen blandt andet på Worlds 50 Best.  

René på kogepunktet
Mest kendt herhjemme er Redzepi dog blevet på dokumentarprogrammet »Noma på Kogepunktet«. Her fulgte et TV-hold fra DR livet i køkkenet over fire måneder og endte med at redigere sig frem til et billede, som var stærkt domineret af episoder, hvor Redzepis temperament kogte over i køkkenet.

»Det gik helt amok: telefonen kimede og det væltede ind med hademails, mange af dem racistiske i stil med »Skrid hjem til Balkan, din køter!« eller: »Det er typisk jer fremmedarbejdere, at I kommer her og ødelægger de gode danske drenge!«. Uden for restauranten stod BT-journalisterne og ventede som hyæner, for at komme til at tale med mig.

»Vi holdt krisemøde i bestyrelsen, og de andre sagde, at jeg måtte gå til TV-avisen for at blive renset. Men jeg var ret cool, og sagde nej til at tale med nogen, for det hele var kørt af sporet, det var ikke til at komme igennem med et fornuftigt budskab. Der var gået fagforening i den, og jeg havde ikke lyst til at tage det hele på skuldrene for alle de andre sure køkkenchefer. Jeg mente, vi måtte tage den op igen, når folk var faldet ned og blevet mere rationelle.

Havde du spurgt mig dengang, havde jeg nok fortrudt min medvirken, men det gør jeg på ingen måde i dag. Når jeg ser dokumentaren i dag, synes jeg, det er ekstremt, at folk er blevet så ophidsede på grund af det. Det er mærkeligt, at folk ikke forstår, at det er en redigeret virkelighed, når disse raseriudbrud fylder 50% af udsendelsen, for det gør de jo ikke hverdagen. Men omvendt er det jo en del af branchen, og jeg synes, det er fint, at det er kommet frem til debat. For vores vedkommende har det betydet, at vi har fået sat gang i nogle processer, så jeg er blevet aflastet noget mere, for det er jo altid, når man er presset, at det sker. Det er jo ikke fedt, når man er sur på folk på den måde, man bliver frygteligt ked af det bagefter, specielt efter at jeg har fået barn, kan jeg virkelig blive bedrøvet,« siger Redzepi.

Noma som nomade
Redzepi er uhyre bevidst om, at den internationale fokus på Noma, også for København generelt som madby, har åbnet et vindue ud til verden, som skal udnyttes, før det risikerer at lukke i igen.
»Vi har en unik chance lige nu for at være med i det helt store billede. Man ved ikke, hvor længe de vil finde det interessant i udlandet at skrive om grøntsager fra Lammefjorden og flytter fokus til et andet område som Benelux. Derfor er det meget vigtigt, at vi udnytter dette lille vindue, som nu er åbent ud til verden, så vi kan overbevise dem om, at vi har en masse talent, så det her køkken kan blive stående og København i fremtiden bliver et gastronomisk rejsemål og ikke kun en by kendt for smukke tårne og design.

»Jeg ved nu, at på seks år kan alt ske. På den tid er vi gået fra at være Sælpuleren til at være restaurant Noma, som er på verdenskortet, så hvorfor skulle København ikke kunne gå fra at være Warszawa til San Sebastian i folks bevidsthed?«, siger Rene Redzepi, der f.eks. har sagt nej til flere lukrative tilbud fra det store udland om at åbne Noma-fillialer.

»Det ville i sagens natur ikke kunne lade sig gøre at åbne en restaurant ved navn Noma (som står for nordisk mad, red.) i London. Det er muligt, at man kunne lave noget andet – Restaurant Nomaden for eksempel – men foreløbig er jeg overhovedet ikke gået i dybden med det, for det er meget vigtigt, at vi holder fokus og ikke udvander det hele på grund af grådighed, nu hvor vi har hele verdens opmærksomhed«.

Jamen, hvorfor ikke profitere lidt på brandet og lave en bistro-agtig Noma light-kæde med lidt smørrebrød a la Aamann og lignende, enkle eksporterbare ting? Jeg mener, Gordon Ramsay havde da i hvert fald to Ferrari’er før krisen?
»Det dér tænder mig slet ikke, jeg har ikke engang et kørekort. Men det er klart, at vi har tænkt lignende tanker, men jeg har altså indtil videre fået bestyrelsen til at indse, at det ikke kan blive lige nu, hvor vi er i gang med at tage den store kamp.«   

Paris, New York, ??
Redzepi ser stadig hver eneste dag på Noma som en opdagelsesrejse. Men han er også meget bevidst om, at der kan komme en dag, hvor gnisten er væk, og at det er begrænset, hvor længe han kan give projektet sin tid fra kl. 9 morgen til 1-2 om natten fem dage om ugen. Derfor har han og konen Nadine givet Noma 10 år +/-.

»På et tidspunkt er jeg ikke længere på Noma. Jeg tror, det vil være svært at blive ved med at give sig selv så meget. På et tidspunkt bliver jeg udtømt rent kreativt her - jeg tror på, at man kan reboote sig selv, men så skal det være med noget andet et nyt sted. Måske gourmet, måske noget helt andet,  måske Færøerne, måske New York,« siger Redzepi.

Var Noma ikke blevet Renés foreløbige skæbne, tror han at han ville have haft sin egen Michelin-restaurant, for det har altid været drømmen, formentlig enten i Paris eller New York, som er hans to yndlingsbyer.      

Føler du dig som dansker?
»Som barn kunne der være perioder, hvor jeg følte mig makedonsk, men sådan er det ikke i dag. Jeg føler mig som dansker, og jeg er også skandinav. Jeg elsker min lejlighed her midt i hjertet af København, jeg synes her er smukt, og at vi har en masse dejlige råvarer, men har jeg tilbragt så meget tid i andre lande, at der også er noget i mig, som ikke er dansk. Jeg ser ofte tingene anderledes end nogle af mine venner, som er 100% danske og ikke har boet og arbejdet i udlandet. Det er som om, skandinaver opfatter deres måde som den eneste rigtige, hvor man måske nogle gange kan komme lidt længere med mere ydmyghed uden nødvendigvis at blive selvudslettende.
Jeg ser absolut mig selv bo i udlandet på et tidspunkt. Jeg tror afgjort ikke, at jeg bliver her de næste 20 år. Jeg føler en stor trang til komme videre, og heldigvis har jeg en kone, som ser det på samme måde. Nu, hvor jeg har fået børn, vil jeg gerne give dem den samme mulighed for at se tingene på flere måder, sådan som jeg selv har fået det. Men Sverige bliver det nok ikke – det er for tæt på.«

sof@berlingske.dk

PS:  Anne-Sophie Pic var i øvrigt begejstret over sin aften på Noma. I en overstrømmende takkemail skriver hun til Redzepi, at det var hendes største måltid, siden hun midt i halvfemserne spiste hos Michel Bras, et måltid, som dengang forandrede hendes køkken. »En af vores Top 10 mest tilfredse kunder hidtil,« noterer René Redzepi.  

Læs også

 

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Makedon apo Shqiptarë

Unë kam menduar se ti ke gjak shqiptari dhe isha plot krenari përderisa lexova se ti e ke ndjer veten si makedon, këtu filloi zhgënjimi imë.

 

AOK Tjenester