Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 14/01/13

Mikrobryggeri klar med mikrosprut

  • Foto: Malte Kristiansen Foto: Malte Kristiansen
Mikrobryggeren Mikkel Bjergsø – manden bag Mikkeller – er røget på sprutvognen og laver nu beer brandy, rom og vodka.

...

Man tager Danmarks stærkeste øl, kaldet Black – en imperial stout gæret med champagnegær på 17,5% – og destillerer den. Derefter får man fat på et gammelt godt brugt fad fra USAs førende kult producent af bourbon, Pappy Van Winkle, og lader destillatet ligge på tønden i ét år i en bunker på Amager og vupti, så har man den første beer brandy á la Mikkeller.

Mikkel Bjergsø, som står bag Danmarks mest eksporterede og internationalt velestimerede mikrobryggeri, Mikkeller, blev inspireret til at forsøge sig ud i spiritussens verden under sine rejser i USA.

Mikrodestillerierne

- Øl-kulturen i USA oplever i øjeblikket sin anden revolution og mikrodestillerierne er blevet en del af den – der er vel 600-700 af dem i dag. Tendensen er dog endnu ikke for alvor kommet til Europa, der plejer jo gerne at gå 10-20 år, ligesom vi så det med mikrobryggerierne, siger Mikkel Bjergsø.

Mikkeller er et »fantombryggeri«, hvilket vil sige, at Bjergsø ikke selv har et anlæg at brygge på, men låner sig ind på andre bryggerier rundt omkring i verden – især i USA og Belgien. På samme måde er det med Mikkeller Spirits, som den nye spirituslinje hedder. Foreløbig bliver den destilleret på Braunsteins mikrodestilleri i Køge, men Bjergsø er temmelig sikker på, at han også kommer til at lave spiritus med folk i udlandet i fremtiden.

- Det vigtigste er, at destillatet bærer Mikkellers fingeraftryk, det vil sige, at det enten er lavet på basis af øl eller tilsat humle, siger Mikkel Bjergsø.

Siden det første forsøgsdestillat på Papy van Winkle-fade, som i dag sælges i en særlig gaveæske inklusive glas (995 kr.), er Mikkel gået over til at lagre Black-destillatet på tre forskellige slags fade i legetøjsstørrelse (30 liter) for at modningsprocessen kan gå lidt hurtigere. Der er tale om aflagte fade fra henholdsvis rom-, sherry- og bourbonproduktion.

Selv om destillationen normalt udvisker det meste af smagen af det, man destillerer, er det lykkes at få den bitre let urtede humlearoma med i brandyerne, og den fornemmes især i eftersmagen. Umiddelbart virker »Rum Cask« mest tiltalende. Det er i hvert fald den af de tre, hvor fadets ophav træder mest igennem. Faktisk er der en lille romagtig tone med ananas og vanilje i den relativt frugtige næse.

»Oloroso Cask« og »Bourbon Cask« er lidt mere diskrete og skal stå et stykke i glasset, før de træder i karakter. »Oloroso« virker umiddelbart mest potent med karamelliserede romagtige noter, mens »Bourbon« er mere subtil.

Indtil videre er det udelukkende stout’en »Black« som danner udgangspunkt for Mikkellers beer-brandyer, men fremover er det tanken, at Mikkel også vil forsøge sig med at destillere andre øltyper f.eks. et røget bryg. Hvor det forekommer indlysende at drikke disse beer-brandyer, som sælges på ½ flaske til 395 kr. solo – evt. som sidevogn til en god øl – har Mikkeller også lavet en stribe hvide spirituosa, som har fået et par af de københavnske cocktailbarer til at melde sig på banen.

Læs også: Ølbar Mikkeller

Vi starter med at smage »White Dog«, som er en hvid, ikke fadlagret bourbon lavet på majs, rug og byg, en genre, som havde sin storhedstid som moonshine liqour under forbudstiden. Her er det en meget frugtig spiritus med oplagte kvaliteter som både mixer og digestive.

Mere krydderi og karakter er der på »Dry hop Simcoe« vodka, som er lavet på hvede, og derefter tørhumlet med amerikanske simcoe humle, hvilket vil sige, at humlen har trukket i den færdige vodka i teposer. En interessant krydret oplevelse, som dufter af hostesaft og schweiziske urtebolsjer.

- De første humlede vodkaer, vi lavede, blev alt for bitre, fordi vi dosserede humlen ligesom, når vi laver øl. Det sjove er, at det er nogle andre smagsnuancer, som bliver trukket ud af humlen her, i forhold til når man laver øl. Det er min våde drøm at lave fem forskellige vodkaer humlet på forskellige vis, så man kan smage dem op mod hinanden, siger Mikkel Bjergsø.

»Botanical Gin« er det sidste destillat i serien, en uhyre aromatisk gin, hvor de traditionelle krydderier er blevet suppleret med simcoe humle. Udover selvfølgelig enebær og koriander er det især kardemomme, som træder heftigt igennem her, ikke mindst i eftersmagen.

Jeg prøver at mikse den botaniske gin med Fentimans tonic, hvilket resulterer i en hysterisk parfumeret og karakterfuld, næsten psykedelisk G&T til følge. Så mangler der bare en akvavit.

- Jo, det er jo oplagt, og den kommer sikkert også engang, måske op til næste jul, siger Mikkel Bjergsø.

Mikkeller Spirits sælges gennem HJ Hansen/Vinspecialisten, Kihoskh og Shop.mikkeller.dk

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester