Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 21/12/15

Mikkellers nye japaner ligner et ægte ramen-hit

  • Foto: Rasmus Kramer Schou Foto: Rasmus Kramer Schou
Den kendte ølbrygger har kastet sin kærlighed på simpel japansk hverdagsmad - det virker som en god idé.

'Irasshaimase!!', bliver der råbt af kokke og tjenere, når man træder ind på Ramen to Biiru på Nørrebro. Det betyder velkommen til butikken på japansk - og så er man ligesom i gang.

Ølgiganten Mikkeller har nemlig kastet sig over den japanske yndlingsspise: ramen.

Alle i Japan spiser ramen - en nudelsuppe, serveret i en intens suppefond lavet på kød eller fisk. Det hele toppet op med soja eller miso samt fyld; svinekød, æg eller hvad ramen-udøveren nu mener giver verdens bedste ramen. For ramen kan drejes i uendelige smagsretninger.

Ramen og øl - match made in heaven. Foto: Rasmus Kramer Schou

'Jeg har været i Tokyo mange gange og elsker Japan og japansk mad,' forklarer bagmanden, Mikkel Borg Bjergsø og fortsætter:

'Ramen-barer er uhøjtidlige og effektive, men samtidig serverer de pissegod mad. Det er kvalitets-fastfood med masser af arbejde og hjerte bag. Og jeg kan rigtig godt lide, at man kan nyde en skål ramen alene på vej hjem fra en hård arbejdsdag, eller slubre den i sig stående med sine venner ti minutter inden biograffilmen starter.'

Kombinationen med øl lå lige for, da det er japansk tradition at drikke øl til ramen.

'Samtlige ramen-barer i Japan serverer øl. Og da vi jo først og fremmest er et ølfirma, er det oplagt at kombinere de to ting. Vi kommer til at servere iskold øl med masser af karakter og fylde, som er brygget særligt til 'Ramen to Biiru', og som kommer til at stå i kontrast til de varme nudler.'

Så Mikkeller har allieret sig med japanske Daisuke Uki, der i forvejen driver den japanske restaurant Bento på Helgolandsgade, Vesterbro. De har fået fløjet køkkenchefen Takuro Otani til Danmark fra Sapporo, Japan, og han brugte flere måneder i Danmark på at forfine grundsupperne (shio, shoyu og spicy miso) til restauranten.

For at gøre hele oplevelsen så japansk som muligt, er der selvfølgelig også importeret en bestillingmaskine, som hænger lige når man kommer op af indgangen. Her vælger man sin ramen-variant - 6 forskellige at vælge imellem - vælger sin drikke og trykker på en knap, som så udløser en madbillet, man tager med op til skranken.

Ramen-bestillingsmaskinen - også kendt som den japanske Mensa-test. Foto: Rasmus Kramer Schou

Hvis der er en rødt kryds over nogle ting på maskinen betyder det, at de er udsolgt.

'Vi bliver endnu mere japanske, med tiden. Vi vil gerne have vending-machines op med åndsvage ting i på væggene. Slik eller dametrusser,' fortæller Louise Rolfsted, der sammen med Patrick Tvener styrer gulvet. De har begge læst asiatisk linje på CBS samt boet i Japan, Patrick er halvt japaner.

De er begge søde til at tålmodigt forklare det indspiste japanske koncept til 'die dumme dänen', som ikke har været i en ramen butik før. F.eks. hjælper de flere gange gæster med at åbne Ramen to Biirus sodavand - en japansk udgave, hvor man skal skille proppen af i flere dele, hvorefter man med en del kraft skal skyde en glaskugle ned i selve flaskehalsen, før man kan drikke den. Det giver ingen mening, men sådan er det i Japan - og det er sjovt.

Selve deres ramen er et lille mesterværk - fløjlsblød, indtagende og kraftig. Hvert komponent er gennemarbejdet og tilfører til helheden, selvom:
'vi som udgangspunkt har forsøgt at lave en suppe, der smager godt nok i sig selv til, at man vil købe den. Alle ekstratingene er jo så bare bonus,' forklarer køkkenchefen, mens han giver de obligatoriske peacetegn.

Køkkenchef Takuro Otani er hentet til Danmark fra Sapporo, Japan, for at give københavnerne ramen. Her fanget i den autentiske peace-posering, som er obligatorisk i Japan. Foto: Rasmus Kramer Schou

Stemningen herinde er afslappet, meget sving forbi, få lidt ramen og nogle øl - som selvfølgelig er specialudviklet til konceptet af Mikkeller, og hyg dig. Der er et fælles langbord i midten, ellers kan man sidde ved højborde ved vinduerne.

'Arigatou Gozaimasu', bliver der råbt, når man forlader restauranten igen; tak.

Ramen to Biiru åbnede d. 5. december 2015.

Hvad: Ramen to Biiru
Hvor: Griffenfeldsgade 28