Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 12/09/14

Mikkellers nye brewpub restaurant bliver en revolution

  • Øl opkaldt efter tanks, røg og masser af militær jargon kommer til at spille hovedrollen på Mikkellers nye Warpigs i Kødbyen. Foto: ERIC VIDALØl opkaldt efter tanks, røg og masser af militær jargon kommer til at spille hovedrollen på Mikkellers nye Warpigs i Kødbyen. Foto: ERIC VIDAL
De gale bryggere fra Mikkeller har snart en kæmpe brewpub klar i Kødbyen. Her går de amok med ét ton kød om dagen, røg i lange baner og medlemskaber med stramt militærhierarki.

Den verdenskendte øl-brygger Mikkel Borg Bjergsø har med Mikkeller for længst sat Danmark på verdenskortet og opnået international hæder. Og det stopper ikke her.

Nu starter han nemlig en revolution, der kommer til at give genklang jorden rundt.

Der er ikke sat præcis åbningsdato på det komplekse projekt, men forhåbningen er, at Warpigs på Flæsketorvet 25 i Kødbyen åbner engang i starten af 2015.

"Det er et stort sats det her, men jeg tror virkelig på det. Det bliver fuldkommen anderledes end noget andet, man tidligere har set, med nogle helt nye ideer og koncepter," fortæller Mikkel Borg Bjergsø. Mere om dem senere.

To tunge drenge
Warpigs (som er opkaldt efter et nummer af Black Sabbath) bliver en såkaldt brewpub, hvor to af verdens helt tunge øl-brygger-drenge, danske Mikkeller og amerikanske Three Floyds, sammen åbner et 1.000 kvm stort paradisland for alle øl- og kød-elskere.

"Lokalerne bliver rigtig Kødbyen-agtige, altså meget råt, slidt og tungt træ, for det hele er jo næsten fredet herude, og man må ikke røre det alt for meget," fortæller han.

Kvart million liter øl om året
Warpigs beholder derfor de gamle metalbaner i loftet, indretter med langborde og højborde og har plads til 180 gæster i stueetagen og 50 udenfor. I kælderen er der fyldt med masser af tønder og vil primært blive brugt til smagninger direkte fra tønderne og andre arrangementer.

De kommer til at producere 200 - 250.000 liter øl om året, og have 20 haner i restauranten, hvoraf de 5 er faste hus-øl, der ikke skifter.

Læs også: De her restauranter åbner lige om lidt

"De faste øl bliver meget US inspirerede i stilen og opkaldt efter militærtanks. De andre haner kommer til at skifte, og der brygger vi bare amok, ligesom vi plejer," forklarer han.

"Warpigs bliver et brand, hvor vi selvfølgelig bruger deres måde at lave øl på, og vores måde at lave øl på og så sætter dem sammen til en ny måde at lave øl på."

Kød og bajere
Èn ting er at brygge øl, og som alle ved, har Mikkeller og Three Floyds allerede rimelig godt styr på den del af forretningen.

Noget andet er maden, som de kommer til at servere. Her har Mikkeller for nyligt åbnet Øl & Brød, en moderne smørrebrødsrestaurant, som hurtigt har lagt sig godt til rette i toppen med de bedste herhjemme.

Warpigs bliver noget helt andet.

"Altså kort fortalt skal vi brygge øl og spise røget kød. Det bliver sådan et sted med gang i den med masser af svin og masser af bajere. Vi har bestilt to kæmpestore af de bedste smokers fra USA, så vi faktisk kan ryge ét ton kød om dagen, hvis det er. Det bliver fuldstændig Texas-håndholdt stil med masser af brisket, turkey og ribs, som vi har røget i 12-14 timer, så det falder fra hinanden."

Platicbestik og metalbakker
Restauranten bliver meget afslappet og uden servering. Oppe ved en disk vælger man sit kød, som nogen så skærer ud. Så vælger man 'sides', altså chilli beans, mac 'n' cheese og lignende som kommer i flamingo skåle, op på sin metalbakke, betal og med nogle store fadøl i hånden ned til langbordene.

"Vi overvejer faktisk også plasticbestik i øjeblikket, for restauranten skal være i øjenhøjde og ikke fancy på nogen måde. Men selvom stemningen er nede på jorde, har vi rigtig høje krav til, hvordan BBQ skal laves rigtig. Vi prøver at starte en revolution indenfor BBQ, og går i samme stil som Rasmus Oubæks Barbie, som jeg synes er helt vildt godt," fortæller ølbryggeren.

Burgere og steaks på to pund er også på tegnebrættet, men hovedfokus er og bliver på røget kød.

International genklang
Når to af verdens bedste bryggerier sådan går sammen om en restaurant, så lytter branchen, og Warpigs har allerede fået folk til at løfte øjenbrynene.

Denne uge har Mikkel Borg Bjergsø et møde med en anerkendt BBQ konkurrencekok fra Florida, der uopfordret sendte en ansøgning, så snart han hørte rygter om projektet.

Er du den nye Warpigs general?
Og så tilbage til de nye og anderledes koncepter.

Warpigs er tænkt som et sted for alle, og for at sætte en streg under det, kommer de til at tilbyde en form for loyalitets-medlemskab på steroider, så gæsterne får en form for ejerskabsfølelse over det nye sted.

"Vi laver simpelthen en Warpigs Club, hvor man kan opnå forskellige grader af militær rang. De enkelte hierarkiske lag og priser er ikke helt på plads endnu, men vi forestiller os, at man kan f.eks. blive rekrut for omkring 100 dollars for et år. Det er entry-level, og så bliver man inviteret til specielle smagninger, får rabatter og andre fordele."

Man kan også næsten lave en militærkarriere bare ved at smage øl og komme højere op i graderne. F.eks. kommer der måske plads til 50 sergenter, 20 løjtnanter, 10 majorer og 3 oberster. Eller den helt vilde: General.

"Vi forstiller os, der kun er én Warpigs general. Det koster så måske 500.000 kr. i engangssum, men så får man også sit navn på brygkedlen og får brygget sin egen øl, ligesom man får egen stol og en gratis øl hver dag resten af livet. Vi har regnet på det, og hvis man kommer hver dag i 30 år og får sin øl, så har man faktisk drukket for 700.000 kr., så det er ren overskud at blive general," fortæller Mikkel Borg Bjergsø.

Mesterlokale
Der er også et gammelt 13 kvm 'mesterkontor' i midten af lokalet, hvor chefen førhen sad bag glasvinduer, og det indretter de også efter alle kunstens regler - selvfølgelig med egen ølhane - og her har generalen selvfølgelig også fortrinsret til at sidde.

"Der er meget lidt jantelov over sådan en idé. Det, at man kan købe sig til ting og fordele, er ikke noget, vi har set så meget herhjemme. Og så må vi ikke glemme mulighed for det enormt seje i, at man kan gå rundt og blære sig med sin titel," siger han.

Der bliver også lavet mønter, så man kan flashe sin rang i Warpigs.

"Dem fra Three Floyds er helt vilde med rollespil, og de elsker også sådan noget her. Nick (en af stifterne af Three Floyds, red.) har jo skumsværd og skjolde stående på sit kontor. Det bliver super fedt."

Hvad: Warpigs
Hvor: Flæsketorvet 25, Kødbyen
Hvornår: Ikke fastsat, men planlagt til primo 2015.