Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 06/06/17

Mikkeller åbner syndig morgenmads- restaurant

  • Foto: PR Foto: PR
Dessertkok fra 3-stjernet Michelin-restaurant serverer hjemmelavede bagels, donuts med passionsfrugtglasur og kaffestout fra morgenstunden.

Morgenstund har.... øl i mund.

I hvert fald hvis det står til Mikkeller. Fredag 9. Juni kl. 7.30 slår han nemlig dørene op til sin nye morgenmadsrestaurant - den hedder Hyggestund og ligger i Viktoriagade, samme adresse som Mikkellers smørrebrødsrestaurant - Øl & Brød. De to steder kommer til at dele køkken.

Læs også: Strandvejen har fået sin største isbutik med stor terrasse

»Jeg ville skabe et sted, som jeg mener mangler i København. Et sted hvor man kan få virkelig god, anderledes morgenmad i super hyggelige omgivelser. Ingen brunch med laksemousse og drænet yoghurt, men simple, lækre og 'forbudte' retter. Et sted hvor man kan synde efter en tur i byen eller bare hænge ud med familien,« fortæller Mikkel Borg Bjergsø.

Så han hev fat i Milton Addison Abel - en guru udi syndige sager. Milton har blandt andet haft ansvaret for desserter og brød på både Noma, Amass og den trestjernede Michelinrestaurant The French Laundry i Californien.

»Jeg har længe haft en drøm om at åbne et amerikansk morgenmadssted og har været draget af Mikkeller, lige siden jeg mødte min kone på Mikkellers første bar her på Viktoriagade. Mikkellers øl matcher min egen indstilling til, hvordan man opnår success – nemlig, at det kræver en stor mængde flid, fokus og engagement, og det gælder uanset, hvilket område, du arbejder indenfor,« siger Milton Addison Abel.

Læs også: Vild gourmet-restaurant lukker

Hyggestund serverer hjemmelavede biscuits, donuts og andre amerikanske delikatesser som Mikkel Borg Bjergsø har savnet i København.

»Lækre, hjemmelavede bagels med den helt rigtige konsistens er stort set umulige at opdrive andre steder end i USA, og donuts med passionsfrugtsglasur eller simple biscuits med hjemmelavet honningsmør har jeg heller ikke oplevet andre steder i København eller Europa for den sags skyld«.

Foto: PR

Og man kan ikke skrive Mikkeller uden også at nævne øl, så Hyggestund har selvfølgelig også den del på plads. Deres ikoniske kaffestout Beer Geek Breakfast bliver serveret fra en specialfabrikeret Madam Blå kande, så man kan få lidt procenter med sin morgenmad.

På åbningsdagen er der for øvrigt fra kl. 7.30-15 gratis Beer Geek limfjordsporter og Gammel Dansk eller Fernet Branca til din morgenmad.

Læs også: Guide: Her kan du spise i Kødbyen

Når morgenmad slår over i frokost sætter Hyggestund kalorierne lidt til side og sætter lidt lettere og grønnere frokost på kortet fra kl. 12. Det er f.eks. Spicy Chicken med hjemmelavet kimchi og aioli eller måske Fried Chicken & Waffle. Juicen er fra Bar’ Djus, sodavandene fra Macarn og filterkaffen i den bedste kvalitet fra svenske Koppi.

Hvad: Hyggestund
Hvor: Viktoriagade 6, Vesterbro
Hvornår: Fredag d. 9. Juni kl. 7.30-15
Hvor meget: Gratis Beer Geek limfjordsporter og Gammel Dansk eller Fernet Branca til din morgenmad

AOK Tjenester