...
Man kender det fra musikverdenen. Store stjerner hiver klassikerne frem fra bagkataloget og giver publikum de største hits. Det koncept har michelinrestauranten Formel B kopieret i forbindelse med deres 10 års jubilæum.
Rune Jochumsen og Kristian Møller åbnede nemlig 1. marts 2003 deres ambitiøse restaurant.
”Der blev kigget lidt skævt til os og løftet et øjenbryn eller to i branchen, da vi for ti år siden, fulde af selvtillid og tro på egne evner, proklamerede, at vi ville skabe en restaurant i international topklasse med en stjerne i Michelin-guiden. I år kan vi fejre tiårs fødselsdag og med stolthed kigge tilbage på, at vi har nået vores ambitiøse mål. Men vi er først og fremmest stolte over alle de gode oplevelser, vi har været med til at give de mange gæster, som har besøgt os igennem årene,” siger Rune Jochumsen.
Og i hele marts måned er de største signaturretter så genindsat på menuen, så nytilkomne kan få lov til at smage, hvad der har givet Formel B en Michelin-stjerne siden 2004.
”Vi hviler på ingen måde på laurbærrene, men for os er det ikke så afgørende, om vi beholder vores Michelin-stjerne eller ej. For os er det gode måltid, den gode vin og først og fremmest den gode, uhøjtidelige stemning afgørende. Det har vi opnået, og sådan skal det også være de næste ti år og frem på Formel B.”
Jubilæumsmenuen består af:
Champagne til velkomst
Jomfruhummer a la Nage med gulerodspuré og Lammefjordsgrønt
Vesterhavspighvar med persille/hvidløgssauce og braiserede kalvehaler
Stegt due med beder, rålakrids, confit af låret og marineret grønkål
Vieux Comté med sort vintertrøffel, croutons og spæde salater
Havtorn en surprise
Efterfølgende kaffe/the med petit four og mineralvand under hele middagen
Hvad: Formel B's 10 års jubilæum
Hvor: Formel B, Vesterbrogade 182
Hvornår: Hele marts måned
Hvor meget: 1.200 kroner
Skriv en kommentar