Forestil dig en cremet risotto med jordskokker, hjemmelavet italiensk pølse og pecorino-ost og et glas stor, italiensk rødvin, som du nyder, mens Damiano og hans kæreste pusler om gæsterne, og cykler og biler suser forbi udenfor på det yderste, mest forblæste stykke af Vesterbrogade. Sådan kan en almindelig tirsdag tage sig ud på kanten til Frederiksberg, hvor den italienske kok og sommelier Damiano Alberti siden 2009 har drevet vinbaren og det italienske spisested Enomania.

Eno betyder vin på oldgræsk og mania er en sygelig opstemthed eller optagethed af noget. Sygelig opstemthed er en præcis beskrivelse af den følelse, en vinelsker får, når øjnene løber ned over vinkortet, der tæller italienske topvine og en imponerende samling fuldbolds-bourgogner. Vinene har hovedrollen, menuen er minimalistisk og enkel. Regn med 800 kroner per mund for menu med vine, men du kan gøre det meget billigere, hvis du blot skal have en risotto og et enkelt glas.

Rugby er for rigtig mænd, og det er Mêlée, der er opkaldt efter den klynge, hvor otte mand kæmper om rugbybolden, også. Restauranten åbnede på en sidevej til Gammel Kongevej i 2009. I køkkenet står den selvlærte kok Jens Vestergaard, som før drev en-mandsrestauranten Luns i Øster Farimagsgade. Han har en dommerfløjte om halsen, som han blæser i, når retterne er klar, så Helge eller Dan kan servere dem for gæsterne.

Da Mêlée-holdet, som selvfølgelig er klædt i stribede rugbytrøjer, bare tæller de nævnte tre mand, er restauranten kun åben fire dage om ugen. Valgmulighederne er overskuelige, og en menu på fire herreretter, som for eksempel kan være lam med skysauce, hvide bønner, selleri, peberfrugt og syltet appelsin og bagt æble og syrnet fløde rørt med puddersukker til dessert, koster 375 kroner. Bordene uden dug står tæt, men her er hyggeligt, og om sommeren kan du spise på den lille terrasse uden for restauranten.

Når solen skinner på Kongens Have og København, er Restaurant Orangeriet, hvor gourmetrestauranten Geranium engang lå, et fantastisk sted at spise frokost, fordi de hvidmalede, småsprossede vinduer sidder tæt og lukker masser af lys ind. Er det for varmt til at sidde inde, kan du søge skygge under parasollerne på terrassen, hvor Orangeriet dækker op med udsigt til det grønne fra 1. maj.

Smørrebrødet er klassisk, men med det moderne køkkens lethed og gode råvarer. To stykker er nok til at mætte en lille kontorsult, og ligger prismæssigt ikke langt over, hvad en burger lavet af en studerende med tømmermænd på en af byens caféer koster. Du kan også få lune frokostretter og en middag på tre retter til 345 kroner om aftenen. Det gælder dog ikke søndag, hvor menuen udelukkende står på smørrebrød og kager. Men ret beset: Hvem har brug for mere?

Kokken Christian F. Puglisi er sandsynligvis godt træt af at blive kaldt ex-Noma-kok, selv om han har været souschef hos René Redzepi, for den mad, han laver på Restaurant Relæ i Jægersborggade på Nørrebro sammen med en masse unge kokke, er helt hans egne kompositioner. Når det alligevel sker, er det fordi tonen på tallerkenen er lys og let – nogle vil måske sige feminin – som den er på Noma, omend i en mere rustik tilvirkning og anretning.

Her er ingen dug på bordet, indretningen og servicen er minimalistisk (du finder selv kniv og gaffel i skuffen under bordet) og bordene står tæt. Her kommer man for at opleve nytænkt gastronomi og få en lufttur på tallerkenen. Glem alt om comfort-food og tag din Dr. Livingstone-nysgerrighed på, for du bliver en opdagelsesrejsende i nye smage. Det gælder også i vinglasset. For 345 kroner får du fire retter, hvad enten du vælger den grønne, vegetariske menu eller den med kød.

Da restauranten Søren K åbnede i Det Kongelige Biblioteks Sorte Diamant ved havnefronten, bekendte den sig til et køkken uden indkogte fonder. Køkkenchef Jens Søndergaard tog siden både de franske dyder og de danske traditioner til nåde, og i dag kan du både spise sild, sprængt gris med kålpølse og surkål, grøntsagslasagne og stegt fisk med selleri, kapers og brunet smør. Søren Ks menu på to retter til 285 kroner kan for eksempel være foie gras-terrine med nødder og julesalat efterfulgt af braiseret og stegt kalv med kartoffelpuré, rosenkål og jordskokker.

Menuen fås også i en vegetarisk udgave. Søren K har glasfacade og en fin udsigt, når solen om aftenen giver genskin i højglans-bygningerne på Christians Brygge på den modsatte side af havneløbet. Toiletterne deler Søren K med biblioteket. Du skal altså helt ud af restauranten for at pudre næsen.

Topkokken Rasmus Kjær fik sat sit præg på køkkenet på Skovshoved Hotel, inden han forlod restauranten i slutningen af 2010. Familiens mindste kan stadig få en restaurant-udgave af et Happy Meal med unghanelår med hjemmelavede pommes frites og regnbue-is til dessert. De voksne – og de modige børn – kan vælge mellem en nymodens menu og en række traditionelle retter som østers og en grillet rib-eye-bøf med Béarnaise-sauce og pommes frites. Du går sjældent forgæves, for her er åbent til frokost og aften stort set hele året rundt.

Som regel er maden bedre end betjeningen, som kan være svingende. Vær opmærksom på at temperaturen i udestuen af glas afhænger meget at vejret udenfor. Om sommeren kan du også spise under åben himmel.

Glem at om stofservietter, magelige stole og uddannede tjenere, og oplev i stedet en lidt industrielt indrettet spisebar med en tilbagelænet funky stemning bar og rå træborde og med bænke udenfor om sommeren.

Spis østers, spis rå knivmuslinger, spis skønne stegte fisk i bikini-venlige portioner, men gå først og fremmest ikke glip af Fiskebarens version af en Fish & Chips.

Hvis du ikke plejer at bruge penge på vin, er det værd at overveje at gøre en undtagelse, for vinkortet byder på masser af spændende flasker, men du skal ikke forvente at tjeneren ved alt om producenten og hvem hans kusine var gift med. Læs AOKs artikel om Fiskebaren og se adresse og åbningstider

Frederiks Have serverer mad fra det nordiske og europæiske landkøkken, der er forfinet og raffineret på elegant vis i en næsten hjemlig atmosfære. Kokkene er svenske og danske og råvarerne er oftest skandinaviske - især urter, blomster og rodfrugter fra Gotland.

Vinkortet et Ole Sellbergs hjertebarn. han har tidligere været medejer af vinfirmaet Vinea Nordic, der har speciale i franske terroir-vine og blandt andet har importen af det lille kult-champagnehus Egly-Ouriet.
Læs AOKs omtale af Frederiks Have

Vil du have illusionen af en tidløs klub for borgerskabets gentlemen, skal du gå på Le Sommelier i Bredgade overfor Sø- og Handelsretten. Restauranten er en hybrid mellem en gourmetrestaurant og et brasserie, og finanskrise eller ej, er det ikke ualmindeligt, at to gæster kommer ind på Le Sommelier på en hverdag og bestiller to gange muslinger og en vin til 7.000 kroner til frokost. Her mødes forretningsmænd og -kvinder, medlemmer af Kongehuset og kultur-eliten, bourgogne-nørder og livsnydere frokost og aften til franske retter med foie gras, oksebavette og Créme brûlée.

Den franske køkkenchefen Francis Cardenau, som i sin tid skaffede den nu lukkede Kommandanten sine to michelinstjerner, har altid et smil til sine gæster og en stadig brændende lidenskab og nysgerrighed for sit fag.

Le Sommelier betyder vintjeneren, og restaurantens speciale er et enormt vinkort, som det faglærte personale er eksperter i at vejlede gæsterne i. Læs AOKs artikel om Le Sommelier og se brugernes anmeldelser

Famo er en oase i en ørkenvandring efter gode spisesteder på Vesterbro, men den lille restaurant har ikke mange pladser, så det er en god idé at bestille bord og spise sent, som man gør syd Europas smørgrænse. Husk at tage den store appetit med: Famos mange små retter til 350 kroner er ikke for svagspisere. Fabbio er selv mest i Gammel Kongevej-filialen Famo 51, hvis menu er en hundredekrone eller 150 kroner dyrere, og hvor fredag er fiskedag, som traditionen byder i de katolske lande. Østerbro har også sin egen Famo på Trianglen med tilnavnet Metro.

Navnet Famo refererer til forbogstaverne i kokkene Fabbio Mazzon og Morten Kaltofts navne. De har begge en fortid på Era Ora, men laver ikke gourmetmad på Famo. Derimod brænder de for simpel, italiensk mad i bedste trattoria-stil. Deres håndværk er knivskarpt og smagskombinationerne overvældende i deres enkelhed. Vinkortet er godt og selvfølgelig italiensk, men betjening kan være svingende.