Yin og yang - idéen om modsætninger, der på samme tid afbalancerer og fuldender hinanden - er en grundlæggende del af østlig filosofi. Som igen er en vigtig ingrediens i asiatisk madlavning. På adressen Gammel Kongevej 33 B, lige hvor vejen slår en bugt og begiver sig ud mod Frederiksberg, optræder fænomenet i helt bogstavelig form. For hvor der indtil for nylig lå en kinesisk restaurant ved navn Double (!) Happiness, ligger nu Miga - som serverer både koreansk og japansk mad. Umiddelbart måske ikke det store spring henover Koreastrædet, for japanerne har i tidens løb lånt meget fra deres naboer og kaldt det deres eget, og så alligevel. For hvor koreanerne elsker stærk mad med chili og hvidløg og sammenkogte eller sammengrillede retter, så foretrækker japanerne mad uden stærke krydderier og det enkles visuelle æstetik. Tænk bare på sushi! Miga har en række seksrettersmenuer (der typisk serveres med ris, krydrede grøntsager, kimchee, salatblade og koster fra 249 til 385 kroner), men vi ville gerne lidt rundt i begge landes køkkener og besluttede os derfor at gå a la carte. Juniorine var med og styrede direkte mod yakitori-sticksene med grillstegt kylling, der blev serveret rimeligt hurtigt i en sød sojasauce, med god smag og uden at have fået så meget, at de var blevet tørre. At tøsen i samme ret fandt en sommerfugl kunstfærdigt udskåret af ét stykke gulerod, gjorde ikke glæden mindre. Forældrene gik i gang med lidt forretter - først de grøntsags- og svinefarsfyldte dejpuder gyoza, der efter at være dampet lige var vendt i olie på en rygende varm pande. Derefter en pandekage med fyld af spinat og små rejer, der smagte fint uden dog på nogen måde at fremstå specielt interessant eller delikat. Det var til gengæld vores koreanske yukhae-tatar - råt oksekød marineret i sesamolie og blommesirup, og serveret med små spinkle agurke- og æblestave, hvor sidstnævnte gav et fint lille syrligt modspil til kødets sødme. Eneste anke var, at retten blev serveret, mens tataren stadig havde små knasende iskrystaller i sig - et bevis på, at den netop frisk var skåret ud, for fileten er nødt til at være frossen for at man kan skære i så tynde skiver, men havde man bare ventet fem minutter før servering, så havde smagsoplevelsen været ekstraordinær. Den enlige vin på kortet (en rød cabernet sauvignon) fandt jeg ærlig talt upassende, til gengæld var der japanske Sapporo-øl (35 kroner). Med sin lidt tørre smag en glimrende ledsager til fruens sushi-sæt. Tolv styk nigiri-sushi, som trods a la carte-betegnelsen viste sig at være præselekteret af kokken, hvilket ikke ubetinget faldt ud til køkkenets fordel. Laks og tun var såmænd fine nok, blæksprutten passabel uden at være dagsfrisk, den pocherede reje ok, hvidfisken og de rå rejer fine. Til gengæld var de to california roll-skiver meget triste, og makrellen (om end der er bonuspoint for at servere denne fantastiske, men i Danmark alt for sjældne sushi-delikatesse) ikke vandet godt nok ud efter sin salt- og eddikelage. Også risen må påtales - den fremstod lettere klumpet i munden. Når japanere tester sushibarer, er risen altid det første de bider mærke i - den skal være let og luftig og kun lige hænge sammen uden at falde fra hinanden.

Som hovedret burde jeg have valgt klassikeren losgui. Det er meget tynde skiver entrecote, der sammen med forskellige grøntsager tilberedes over gasblus ved bordet, og spises i friske saltblade med lidt forskellige garniturer. Den fik vores nabobord, og hans humør var højt. Måske også fordi han undervejs ene mand konsumerede en hel flaske af den specielle koreanske (og særdeles hårdtslående) soju-snaps (35 pct.) og på vejen ud missede døråbningen med godt en halv meters penge. Med vanlig mangel på beskedenhed havde jeg valgt kortets dyreste koreanske hovedret, Kungtung Tongul (250 kr.), der også tilberedes over gasblus ved bordet. Det er en slags sammenkogt sukiyaki, hvor oksekød, grøntsager og alt fra havet koger op i en smagsintens kyllingefond, og serveres garneret af bl.a. marinerede bønnespirer og gæret kimchee-kål. Den chilimarinerede kimchee skal doseres med omtanke, men gik glimrende til især de tynde skiver oksefilet, der bulderkogte sammen med skiver af aubergine, rød peber, forårsløg, enokisvampe, østershatte, løg, kål, tynde glasnudler og så havets godter i form af hvidfisk, kammuslinger, grønlandsrejer, krabbekløer, surimi, muslinger og blæksprutte. Alt sammen i fin kvalitet og af god smag, men det bliver hurtigt en gang enssmagende ruskomsnusk, hvis man ikke spiser det hele i første portion, og resten får lov at stå og koge videre. Det er de dyre skaldyr, der gør en pris på 250 kr. pr. mand - jeg ved det - men ville måske hellere have gjort vor lystige ven med soju-oplevelsen selskab. Hans hjemmelavede og håndspiste kål og oksefilet losgui-»burgers« med kimchee-topping kunne jeg godt finde på at vende tilbage for at kopiere. Den enlige - og evindelige - is med frugt-dessert var vi for trætte til at overveje, men en kande grøn te (20 kr.) fuldendte måltidet. Sammenblandingen af koreansk og japansk mad er ikke ny, og kan allerede mødes flere steder rundt om i byen. Bl.a. på Sakura i Møntergade, der - fik vi hevet ud af tjeneren - delvist deler med ejer med Miga. Kokken skulle efter sigende også være fulgt med fra Sakura. Hvis det er sandt, så må det så ubetinget være den koreanske kok, der er tale om. For hvor de koreanske retter generelt fremstod både veltillavede og velsmagende, så kneb det med sushien. Måske er det yin og yang-filosofiens indbyggede forbandelse - uden at ville begive mig ind på en længere filosofisk diskurs om madens dialektik kan jeg bare konstatere, at hvis det ene er godt, så skal det andet åbenbart halte en smule. 

Det spiste vi:

Gyoza 35 kr.

Pandekage m. skaldyr 75 kr.

Yukhae-tatar 75 kr.

Yakitori-kyllingespid 135 kr.

Sushi-set 180 kr.

Kungtung Tongul 250 kr.