Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/10/07

Mere brasserie end bistro

Der er strømlinet og storladen fransk stemning i det nye <b>Bistro Boheme</b> på Esplanaden

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Bistro Boheme er lidt af en omvendt eufemisme. Der er ikke meget af den uformelle og intime bistrostemning med alt hvad den indebærer af mand-og-kone-business og håndskrevne menukort med et begrænset udbud af enkle egnsretter over det kæmpestore lokale på Esplanaden, der bag glasfacaden førhen har huset både den kombinerede club og restaurant Oil og Klaus Riskærs Cybercity. Tværtimod så skriger næsten hver en kvadratcentimeter af Bistro Bohemes spejlklædte vægge, hviddugede borde og den antikke træbar importeret fra Frankrig på det mere strømlinede og storladne brasserie. Det gælder også maden, hvor østers, salade lyonnaise, stegt rokkevinge, dampede muslinger, rørt kalvetatar samt grillet entrecote og tournedos trænges om pladsen på menukortet.

Så når Bistro Boheme trods stærke indikationer for det modsatte alligevel i sit navn vælger at »snobbe nedad«, så skyldes det nok snarere de økonomiske bagmænd Anders Houmann og Torben Olsens fine næse for tidsånden, der netop nu er til små, uhøjtidelige »familieforetagender« som for eksempel Luns, Oubæk og deres italienske osteria-pendanter Laltro og Famo (51). Houmann (Kanalen, M/S Amerika) og Olsen (Cafe Victor, Cafe Ketchup) ejer i forvejen sammen den succesfulde Quote på Kongens Nytorv, men da Rene Dif & Co. gled i olien og måtte lukke deres kortlivede forsøg på et Esplanade-insted, så slog den dynamiske duo til. I øvrigt sammen med medejer og køkkenchef Per Thøstesen, der her må lægge en dæmper på sin kærlighed til asiatiske råvarer og krydderier, og i stedet er søgt tilbage til det frankofile, som han kender så godt fra sine år som souschef på et af Paul Bocuses fire kæmpebrasserier i Lyon.

Det er åbenlyst, at Bistro Boheme forsøger at ramme samme målgruppe som forgængeren Oil, altså de hippe og ikke mindst dem der gerne vil være det. Vi kom derfor tidligt, før fortovsserveringen udenfor blev forstyrret af åbne, røde sportsvogne og stedet indvendig fyldt op af høj musik, unge mænd i jakkesæt og deres meget solbrune kærester. Vi havde også taget treårige Juniorine med og det skal til betjeningens ros siges, at det ikke affødte så meget som et løftet øjenbryn; tværtimod stod der hurtigt et glas farvetuscher foran tøsen, og selvom kortet ikke opererer med børneretter, så var køkkenet med det samme med på at servere henholdsvis en stegt rødspætte fra frokostkortet (85 kr.) og siden hen to kugler vanilleis (25 kr.) til barnet. Den rugmelspanerede rødspætte var endda nænsomt pandestegt, og blev serveret med håndskårne fritter og en syrlig hjemmerørt remoulade, så både datter (og hendes far, der allernådigst fik lov at smage med) var yderst tilfredse.

Farmand selv havde valgt årets (for ham) første fjordrejer, her serveret på toast med hjertesalatblade, stenbiderrogn og en dild-citronmayonnaise. Desværre var toasten lavet på et brioche-smagende sødligt brød, der ristet i masser af olivenolie fuldstændig tog smagen fra de delikate fjordrejer, og det var ærgerligt. Fruens gammeldags terrin på confiterede andelår, kalveskank og foie gras bagt med calvados og pistacie lød sjovere end den var. Selvom vi kunne se andelåret og lugte sprutten, så smagte den meget faste terrin ikke af andet end kalvekød. Ikke dårligt, men heller ikke optimalt. De to andre voksne ved vores bord fik henholdsvis (Daniel Letz-) røget laks med hjertesalat og kapers samt en salade lyonnaise, der er set mere rustik i hjembyen, men her var i en mere forfinet udgave med peberbacon, pocheret æg og croutoner. Begge var upåklageligt håndværk og smagte helt efter forventning, hjulpet godt på vej af en god og fyldig rosévin fra Tavel i det sydlige Rhone (375 kr.).

Til hovedretterne spurgte vi tjeneren til råds, og til vor vanskelige kombination af henholdvis kalvetatar, rokkevinge og lammegryde kom han op med samme bud som jeg selv: en pinot noir. Vi valgte en frugtig sag fra New Zealand, en Main Divide 2005 fra Pegasus Bay til 475 kr., der fik en anelse baghjul af lammegryden, men ellers passede fint. Dog ikke til de hvidvinsdampede hjertemuslinger, der fik lov at sejle deres egen sø i en glimrende smøropbagt sauce med ingefær, hvidløg, persille og chili, der gav et pikant smæk på tungen. Også rokkevingen var perfekt stegt, serveret med nye kartofler, kapers og brunet smør.

Fruen var ikke helt tilfreds med sin kalvetatar rørt med kapers, rødløg og estragon, der blev serveret med en dip af dijonsennep og creme fraiche. Kalvetataren var meget anonym, og det gav sennepsdippen og de høvlede sommertrøfler frit spil i en sådan grad, at man stort set ikke kunne smage andet. Selv fik jeg lammegryden, tre versioner af lam skank, kotelet og pølse serveret i en jerncocotte med perleløg, hvide bønner, spidskål og en fremragende timiansauce med en kartoffelpurée til. En herligt smagsintens sag, hvor kun den lidt seje kotelet skuffede ved at have fået for meget.

Til dessert valgte fruen en noget bastant chokolademousse med hvid chokoladeis og appelsinskræl marineret i grenadine og mynte, mens jeg gik ombord i vanilleis, serveret med pocheret ananas og fersken samt en enkelt marengs og lidt frysetørret hindbærsmulder. Isen fyldte mindst i denne servering, og det var ærgerligt, da der ikke var meget smag i resten. Måske lige bortset fra det spøjse tilbehør i form af ovnbagt sort lakridssnor, der også fulgte chokolademoussen. Og det kunne man måske godt have brugt noget mere af. For i al sin strømlinede brasserie-klassicisme har Thøstesens mad mistet noget af sin charme. Jeg savner lidt af den sædvanlige skarphed, personlighed og måske først og fremmest noget mere smag. Men det grundlæggende håndværk er i orden, halvdelen af de serverede retter kunne der ikke klages på, og med en fin betjening og god sammenhæng mellem pris og kvalitet, så kniber vi os lige ind på fire af de små stjerner.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse

Javascript is required to view this map.
Kort

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester