Canteen var engang navnet på en hot newyorker-restaurant. Siden indgik ordet i titlen på den engelske superkok Marco Pierre Whites kogebog »Canteen Cuisine«. Nu er det også navnet på en trendy café-restaurant på Østerbro. Om dagen er her almindelig café, men som navnet antyder, omdanner Canteen sig ved halvseks-tiden om aftenen til et uhøjtideligt spisested.

Kokken Mai Møller er udlært fra den århusianske gourmetrestaurant Prins Ferdinand, men på Canteen er det hendes erklærede mål at undgå for store armbevægelser. »Her laves ikke skummad,« som hun udtalte ved åbningen af Canteen for en lille måneds tid siden. Altså et bevidst fravalg af tidens store trends som f.eks. de oppiskede skumsaucer og - må man formode - også adskillige andre udslag af den tidsånd, der ofte lidt for ukritisk får lov at løbe gennem dagens restaurantkøkkener.

På menukortet, der bl.a. rummer en udgave af den evindelige caféburger samt en tallerken med dampede muslinger, begge prissat til lige over en hund, var det lidt svært at gennemskue, hvad der er forretter og hovedretter, da de står hulter til bulter. Men med lidt hjælp fra tjeneren fik vi dog sammensat en menu bestående af jordskokkesuppe og skindstegt sandart til medspiseren og grønsagslasagne samt kalvegryde til undertegnede. Ved sin ankomst var jordskokkesuppen nu ikke helt ubesmittet af tidsånden. På toppen var der kunstfærdigt tegnet grønne striber med en persilleolie og ved siden serveredes lidt hønserillette på en aflang, sprød brødcrouton. Jordskokkesmagen fremstod en anelse neddæmpet, formentlig fordi suppen var jævnet med fløde. Det hele manglede salt, også hønserilletten, men ellers fremstod retten ganske appetitlig - trods sin »moderne« indpakning.

Mai Møller har efter sigende rejst i Australien, og det fremgår af vinkortet, hvor seks ud af tretten vine er fra »down-under«. Det var dog en europæisk af slagsen, som vi havde valgt til forretten: en ung østrigsk grüner veltliner fra den mig ubekendte producent Prechtl (45 kr. glasset), som med sin kølige let pebrede og æbleduftende næse udgjorde en perfekt ledsager. Også til min lasagne, der med sit indhold af grillede grønsager lignede enhver pigefrokosts våde drøm: Perfekt grillede skiver af squash og strimler af rød peberfrugt lå lag i lag med auberginemos, det hele var toppet af en halvsmeltet skive gedeost og store mængder rucolasalat og ved siden to slags pesto: En grøn basilikum og grovere rød udgave lavet på soltørrede tomater. Den australsk funderede pacific rim-inspiration var tydelig også i denne ret, der kun led af to problemer: For meget rucola og (igen) for lidt salt. Vinkortet var lidt for lille til at finde en vin, der kunne gå til både sandart og kalvegryde, især da sandarten ifølge menukortet havde følgeskab af både citronolie, kapers og braiseret julesalat. Men heldigvis forhandler Canteen også et par gode øl, så vi snuppede henholdsvis en hvedeøl fra belgiske Hoegaarden (35 kr.) og en flaske brown ale fra det prisbelønnede Brooklyn Brewery (38 kr.). Begge gik perfekt til hver sin hovedret.

Sandarten kom ganske rigtigt sammen med både citronolie, store kapersbær, braiseret julesalat og en rødbedesalsa, men manglede skarphed i sin eksekvering. Igen var det saltet, der glimrede ved sit fravær og kun var til stede, når man tog en bid af de store kapers. Ellers var de andre grundsmage her - den søde rødbedesalsa, den bitre julesalat og den syrlige citronolie. Desværre havde den skindstegte sandart fået alt for meget og fremstod tør. Den meget ensartede skorpe også på fileternes sider tyder på, at den efter at være skindstegt på panden havde tilbragt lidt for lang tid i ovnen, før den var nået frem til vores bord.

Min kalvegryde kunne heller ikke kaldes perfekt. Den ledsagende rodfrugtpuré smagte som en kartoffelmos med masser af smør, og kalvekødsstykkerne var for de flestes vedkommende så tørre, at jeg måtte lade to tredjedele gå ud igen. Den spicy tomatsauce havde dog fået et godt skud både peber og paprika, og de små tern selleri og gulerod var først kommet i til sidst og havde stadig et sprødt bid, men det var ikke nok til at bortviske en skuffende oplevelse af det, der tilsyneladende er udset til at være Canteens signaturretter. Der er to desserter at vælge imellem, så vi tog en af hver. Medspiseren en frisk limetærte, der var toppet af en syrlig brombærsorbet. En herlig let og velsmagende dessert, som absolut ikke blev værre af det ledsagende glas sød muskat (30 kr.), som havde syre nok til at hamle op med frugtsyren i både lime og brombær. Min chokoladecremekage var i to lag, med en tør bund og en meget cremet nærmest mousseagtig top, begge med en god intens chokoladesmag. Garnituren bestod af syltede appelsiner i anissirup og et scoop god hjemmelavet vanilleparfait. Glimrende - og endnu bedre i selskab med et glas kirsebærduftende, rød dessertvin fra sydfranske Maury, et slags fætterdistrikt til chokoladevinene fra Banyuls (40 kr.). Over en kop kaffe gjorde vi status. Man kan berettiget sætte spørgsmålstegn ved, hvor fri af tidsånden Canteen er, når der strintes med persille- og citronolie, leges med tomatpesto og rødbedesalsa og frådses med rucola. Til 115 kr. kan jeg også godt selv finde ud ad at lave en braiseret kalv, der slår den her i både soliditet og sværhedsgrad. I det hele taget virker det som om Mai Møller og Canteen endnu ikke helt har fundet ud af, hvilken stol man vil sætte sig på - den solide hverdagsmad eller den højere café-gastronomi. Læg dertil at der denne aften var alt for mange uskarpheder i tilberedningen, og vi ender - trods de gode desserter - på to store stjerner.