I oktober 1792 åbnede en schweizer ved navn Johan Soltani første gang cafe og konditori på hjørnet af Lille Kongensgade og Kongens Nytorv.
I 1857 udvidede hans landsmand Stephan a Porta udskænkningen af kaffe og chokolade til også at omfatte frokostretter, og siden har stedet båret selv samme herr Portas navn. I 1880'erne og 90'erne var det oven i købet det naturlige samlingspunkt for både forfattere, politikere og skuespillere fra Det Kgl. Teater på den anden side af gaden.
Siden er det gået lidt op og ned for cafeen med forskellige ejere, dog altid med fokus på stil og kvalitet i højsædet i de historiske rammer. Nu er Cafe a Porta endegyldigt slut. Og ind rykker i stedet en McDonalds-restaurant.
Siden nyheden kom ud i går, er bølgerne gået højt, og på Facebook har gruppen 'Fanme Nej Til Mc Donalds På Kgs. Nytorv' fået 4200 medlemmer på ét døgn. Her udveksler de mindre pæne ting om burgerrestaurantens indtræden på adressen, i vendinger vi nok skal lave censuren stryge på disse sider. Hovedbudskabet er dog klart; Københavns hæderkronede torv skal ikke lægge facade til den amerikanske burgerkæde.
McDonalds oplyser, at de vil ombygge hjørnet med respekt for stedets historie og så facaden passer ind i Kongens Nytorvs stil. "Vi synes selv, stedet er spektakulært og har en spændende historie, og den vil vi forsøge at bevare. Vi får faktisk også masser af positive tilkendegivelser. Stedet har stået tomt i 1½ år, så mange synes, det er dejligt vi vil prøve lykken. Vi synes også selv, det er bedre med liv, end at stedet står og forfalder", siger Sara Helweg-Larsen, kommunikationsdirektør hos McDonalds.