Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 17/08/12

Man gjorde en fisk fortræd

  • Strandmøllekroen Foto: Uffe WengStrandmøllekroen Foto: Uffe Weng
Der sjuskes desværre for meget med både råvarerne og anretningen i køkkenet på Strandmøllekroen. Og anmelderen blev snydt for dessert og kaffe.

Når solen skinner, forvandles Strandvejen til et livligt strøg, og mellem Tårbæk og Skodsborg har Strandmøllekroen i en menneskealder lokket de forbifarende med smørrebrød, fiskedeller eller en hurtig kop kaffe.

Kroens nye forpagter synes imidlertid også at have ambitioner, der strækker videre – i hvert fald kan man læse på hjemmesiden, at »alt som dyrkes, samles, fanges og opdrættes i Danmark, findes i Strandmøllekroens køkken«.

Det vidtløftige slogan skulle dog vise sig at være lidt af en overdrivelse. Den aften, vi var forbi, havde jeg i hvert fald svært ved at mobilisere begejstringen over spisekortet, der talte gamle travere som tatar, dampede blåmuslinger, jomfruhummersuppe, carpaccio, fiskefrikadeller og bøf.

Eneste fisk (der ikke var blevet til frikadelle) var en stegt rødspætte – den røgede laks, som ellers strakte sig over to retter, var udsolgt og har næppe heller været fanget i Danmark. Vi have bestilt bord udendørs – med udsigt over Øresund – og fandt et, som var nogenlunde afskærmet for vinden af et læhegn.

Desværre var vi, efter nogen ventetid, nødt til at fægte voldsomt med armene for at påkalde os tjenernes opmærksomhed for at få et spisekort. Endelig lykkedes det at få serveret et glas bobler: Cremant d’Alsace fra kooperativet i Hunawihr (64 kr.). Champagne findes ikke som glasservering på vinkortet, som ikke ligefrem kan kaldes ophidsende: samtlige vine hentet fra én importør og med al for megen vægt på det oversøiske efter min smag.

Leverandørstyrede vinkort vækker unægtelig associationer i retning af gårsdagens landevejskroer i provinsen. Det lykkedes mig dog finde en halv flaske udmærket chablis 1 cru Fourchaume fra Tremblay (300 kr.) fra gode, gamle Frankrig.

Vi startede med at dele en gang kalvetatar, som ærligt talt ikke var videre appetitligt anrettet: Kødet, der så ud som om, det var klasket op på tallerkenen, havde flere brune skjolder som tegn på oxidation. Ifølge kortet var der tale om rørt tatar, men med hvad kødet var rørt, var ikke til at smage.

Jeg savnede i den grad modspil til det meget lyse kød i form af f.eks. kapers, sennep, æg, løg, cognac, urter og hvad man ellers kunne finde på at røre i en tatar.

Derefter fik vi vores egentlige forretter. Jeg havde bestilt dampede blåmuslinger, som ifølge tjeneren kunne gøre det ud for en let hovedret. Jeg blev dog glad for, at jeg havde valgt serveringen som forret, for halvdelen af muslingerne var ikke åbnede, og så kan man som bekendt ikke spise dem. Så mange selvdøde muslinger på én tallerken har jeg faktisk aldrig været udsat før, hverken ude eller hjemme.

Jeg gætter på, at kokken må have glemt at sikre sig, at skaldyrene stadig var i live, før han kogte dem. De relativt få åbne muslinger var endvidere ekstremt små, så bortset fra den udmærkede suppe i bunden af tallerkenen, var der ikke meget næring at hente i denne anretning.

På den anden side af bordet var min ledsagers jomfruhummersuppe desværre ikke mere vellykket. Selve suppen, som nærmest var brunsort, var alt for kraftigt kogt ned og sød, brændt, karamelliseret og klart for stærk i smagen – vi måtte levne.

Og fyldet var desværre ikke bedre: Ovenpå en ægget flan med rucola lå to hummerhaler, som var så skamkogte, at den ene næsten smuldrede. Ud af begge haler tittede den tykke sorte tarm, som kokken ikke havde gjort sig den ulejlighed at fjerne.

Langt bedre tilberedt og med saften i behold var den – om end noget klejne – helstegte rødspætte, som udgjorde min hovedret. Til gengæld haltede tilbehøret: Nogen havde tømt et glas meget stærke og salte kapers ud over den stakkels fisk, hvis smag blev totalt druknet.

På den anden side var der gang i en servering af 250 gram oksefilet fra Himmerland – delt i to bøffer, måske fordi kødstykket havde været for lille til at skære en flot bøf? På trods af dette var kødet stegt medium rare som ønsket og fint mørt og saftigt, men endnu engang var tilbehøret problematisk, eftersom en kolossal grøn dyne af formentlig cremefraichebaseret estragoncreme totalt overdøvede, hvad kødet måtte have haft af smag.

Resten af garnituren bestod af en sjusket bunke forårsløg, persillerødder og babygulerødder, som var tilberedt alt for længe, hvilket især stjal al charme fra de spæde gulerødder. Endelig, ej at forglemme, en skål med små nye stegte kartofler, der var så tørre og rynkede som en strandvejsmama efter 40 år på Bellevue.

Mørket var efterhånden faldet på – og jeg mener mørket, for der var ingen som helst lyskilder på bordet, ikke så meget som et lille fyrfadslys. Til gengæld havde vi selskab af en eller flere mus, som gentagende gange pilede forbi i skulderhøjde langs læhegnet. Da først jeg havde sikret mig, at der ikke var tale om en rotte, rørte det mig ikke så meget.

Min ledsager var derimod ikke ligefrem tryg ved situationen. Ost og dessert blev der desværre ikke noget af, for da vi bad om se kortet, fik vi at vide, at kokken var gået hjem. Det undrede os temmelig meget, eftersom klokken ikke var mere end 21.40 på en varm lørdag aften i højsæonen.

Godt nok har jeg efterfølgende bemærket, at det står skrevet med småt på kroens hjemmeside, at køkkenet lukker kl. 21, men i så fald er det normal praksis, at man advarer gæsterne om den tidlige retræte på forhånd, så folk kan få mulighed for at vælge en dessert. Også restaurantchefen, som have betjent os hele aftenen, var tilsyneladende forduftet, og før vi fik en chance for at bede om kaffe, stod ungtjeneren allerede klar med betalingsterminalen for at lukke vores regning.

Jeg har forgæves forsøgt at komme i tanke om andre tilfælde, hvor jeg er blevet snydt for kaffe og dessert i løbet af mine 17 år som madanmelder. Det er klart, at sådan en skuffende udgang på aftenen ikke ligefrem trækker op i et regnskab, som i forvejen tæller udelukkende fejlbehæftede retter, og der er således ingen vej uden om laveste karakter – én stjerne.

Hvad: Strandmøllekroen
Hvor: Strandvejen 808, Klampenborg, tlf. 39 63 01 04
Hvor meget: Hovedret fra 160 kr., Vin fra 190 kr.