Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 27/06/14

Madanmeldelse: Tårnet

  • Foto: Jens Nørgaard Larsen Foto: Jens Nørgaard Larsen
Udsigten fra Christiansborgs tårn er uovertruffen og køkkenet opdateret mormor, men priserne er relativt til den høje side, og kokken er til tider lidt for rundhåndet med saltet.

Udsigten fra Christiansborgs tårn, som er hovedstadens højeste, er unægtelig en af byens bedste. Men eftersom den nyåbnede restaurant her kun har ét vindue (som godt nok er stort), man kan kigge ud af, er det ikke alle forundt at nyde det formidable vue. Enhver tur i Tårnet bør således starte med et besøg på udsigtsplatformen, som ligger oven på restauranten.

Se billederne: Her er udsigten fra Christiansborgs tårn-restaurant

Spisesalen, som drives af Rasmus Bo Bojesen, er indrettet i tårnets gamle pulterrum, hvor visse af de gamle effekter, som f.eks. Thorvaldsens løve, stadig er udstillet. Her serveres ikke champagne på glasset, så for en sjælden gangs skyld røg jeg på en long drink: Gin & Roses (85 kr.) mikset af den danske Geranium Gin og rosenlimonade, en parfumeret, udpræget feminin drink – men ikke for sød, så vi kunne lide den!

Læs også: Nu griller Brdr. Price på terrassen

Vi fik også et par snacks: Store sprøde flæskesvær drysset med eddikepulver og en særdeles syrlig persillemayo til at dyppe i – det var lige før, at det blev for syrligt. Den anden snackskål indeholdt tynde sammenrullede skiver af Slagter Munchs spegeskinke fra Skagen med sprøde rugbrødschips og en dip i form af gedefriskost. Problemet her var, at de papirtynde rugbrødsskiver var drysset lidt for generøst med flagesalt.

Så fulgte forretterne: Ledsager ét trak det længste strå i form af et kvart grillet spidskål med fyld af smeltet høost, toppet med smukke violette hjulkroneblomster og garneret med løvstikkecreme. En lækker og læskende ret, som smagte så meget af Danmark, som det formentlig overhovedet kan lade sig gøre.

Ledsager to havde også held i sprøjten, han fik en gang »noma tatar«, det vil sige råt oksekød med estragonmayonnaise og skovsyre, her suppleret med rabarber, syltede perleløg og revet peberrod. Hovedelementet af mit forret var bestemt heller ikke dumt: En intens skaldyrsbouillon med fyld af små kammuslinger, skiver af grønne asparges, portulak og fed creme fraiche. Problemet var en lille toast med jomfruhummerhale, som fulgte på siden. Endnu en gang havde kokken været for generøs med flagesaltet, som jeg møjsommeligt måtte skrabe af.

Vinkortet er ret lille og ganske højt prissat (Launois’ Mesnil champagne koster f.eks. hele 925 kr. her mod bare 750 kr. hos Marv & Ben) og stik imod tidens tendens serveres kun én hvid og én rød vin på glasset. Vi endte med en flaske 2012 riesling gelblack feinherb fra Schloss Johannisberg i Rheingau, som stod os i 585 kr., hvilket er i overkanten, men den halvtørre vin smagte fint og passede godt til maden.

Læs også: Newyorkerne gider ikke Claus Meyer

Der er kun to hovedretter at vælge imellem, så begge mine ledsagere valgte sprængt kylling: Det i en sagens natur pænt salte bryst var belagt med en crumble af det sprøde skind og garneret med grillede halve mini romaine salathoveder, grønne ærter og en tæt persilleglace. Ved siden af fulgte en versionering af brændende kærlighed med syltede stegte løg i bunden af skålen, stampede nye kartofler og så sprødstegte bacontern ovenpå.

Problemet med salt er, at det bygger sig op, så her blev vores salttærskel udfordret til det yderste. På min side af bordet begrænsede oversaltningen sig heldigvis til en lille skål med nye kartofler. Hovedelementet var et stykke multe, som var stegt sprød på skindet. Jeg havde afgjort foretrukket, at kokken havde trukket fisken af panden et halvt til helt minut før, for multen var ikke optimalt saftig. Tilbehøret bestod her af hvide asparges, smørsauce, diverse urter og en stikkelsbærkompot.

I glasset havde vi beaujolais, en morgon fra Dominique Piron (540 kr.) Vinen var fint nedkølet, men jeg havde afgjort foretrukket en beaujolais fra den såkaldte »Firebande« omkring Marcel Lapierre, hvor man finder langt større saftighed, og igen var prisen lige det højeste.

Til dessert fik jeg en moderne versionering af koldskål, som var blevet sat med husblas eller et andet geleringsmiddel, så den både fremstod og smagte som en blanding af ymer- og citronfromage. Eftersom det var en lun aften, havde jeg foretrukket en rigtig flydende koldskål, som er mere læskende, hvilket jo netop er idéen med denne ret. På siden fulgte en fin salat af jordbær, skovsyre og brændt hvid chokolade.

Min ene ledsager fik en chokoladedessert – tituleret »chokomanens tilfredsstillelse«. Den fint anrettede servering bød på forskellige udgaver af Bojesen Oiala chokolade (baseret på vilde bønner fra den bolivianske jungle), min gæst havde lidt svært ved at smage forskel, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

Den anden ledsager lod sig overtale af den meget ihærdige vært til at prøve en selektion af fire af husets kager: Kartoffelkage, jordbærtærte, flødebolle og blåbærsnitte. Et rent sukkerchok, men også udmærket bagværk uden ligefrem at være skelsættende.

Hvad angår karakteren, placerer Bojesens fint opdaterede danske køkken sig nogenlunde midt i feltet mellem tre og fire stjerner. Hvor de unikke omgivelser trækker opad ved denne lejlighed og de lidt høje priser trækker den anden vej, ender vi med at runde nedad grundet de lidt for hyppige oversaltninger.

Hvad: Tårnet
Hvor: Prins Jørgens Gård 1, Kbh. K. tlf 3337 3100
Hvor meget: Priser fra: Hovedret: 235 kr., vin 315 kr., 3-rettersmenu 385 kr.