Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 25/03/08

Madanmeldelse: Kiin Kiin

Kiin Kiin leverer en harmonisk cocktail af moderniseret thai-køkken, velafstemt vin og fin betjening og lever således op til den nyvundne michelin-stjerne.
Hvis der var nogen, der i 1986, hvor jeg tilbragte en sommer i Møllegade, havde forsøgt at bilde mig ind, at der for enden af vejen ville ligge en Michelin-stjerne restaurant 20 år senere, ville jeg formentlig have svaret, at bare en Kina-grill ville være et fremskridt.

Hvis man så tilmed havde sagt, at stjernestedet var en Thai-restaurant, ville jeg have troet, at der var tale om en drømmesyn hentet fra hashklubben nede på hjørnet. Ikke desto mindre fik Kiin Kiin, som netop har til huse i den rygerbule på hjørnet af Møllegade og Guldbergsgade, en Michelin-stjerne sidste uge.

Jeg skal ikke kunne sige, hvordan der så ud i den gamle hashklub, men jeg er ret sikker på, at indretningen var noget anderledes end i dag – måske lige bortset fra den afslappende eksotiske musik, som strømmer blidt ud af højttalerne – hvor stedet er flot gennemdesignet i moderne thai-stil af Bangkokdesigngruppen Panta.

Ægte service
Noget af det første, man bemærker, er den særlige tilgang som asiater, ikke mindst thai’er, har til begrebet service, der er nærmest tale om en livsindstilling. Visse europæere kan nu godt være med, heriblandt Henrik Yde Andersen, som sammen med Lertchai driver Kiin Kiin.

Hvad angår den essentielle værtsfunktion, som udover indsigt og rutine også fordrer et naturtalent, er Yde hastigt, og også rent fysisk, på vej op i sværvægtsklassen, som blandt andet tæller Jan Restorff (Søllerød Kro), Bo Jacobsen (Restaurationen) Henrik Pedersen (Babette) og Paul Cunningham. Sidstnævnte er i øvrigt Yde’s forrige arbejdsgiver på The Paul i Tivoli.

Vi startede i kælderen, og snart havde vi et par fade med snacks foran os: soyaristede cashewnødder, sødlige lotus chips og friteret tapioka – i glasset en herlig roséchampagne fra Charpentier (120 kr.).

Anden snack-runde bød på lidt mere substantiel føde, det traditionelle thailandske gadekøkken i miniature: Der var tod man pla – de flade fiskefrikadeller, som er lavet med blandt andet slangebønner, limeblade og rød karry – typisk for Kiin Kiin havde retten fået et lille twist, idet den obligatorisk ledsagende agurkesalat havde taget form af en gélé.

Satay-spydet var blevet til en lille happer med god og klassisk jordnøddesauce til at dyppe i. Så var der en supersprød miniature-forårsrulle med sød chilisauce og endelig friterede risnudler med en mild wasabi-creme som dip.

Så til spisesalen
Herefter blev vi ført op i spisesalen, som ligger i den høje stue: Hvis man tror, at pladserne på en michelinstjerne-restaurant er besat med lutter forretningsmænd i mørke nålestribede habitter, må man tro om igen.

Bortset fra en Kanon-minister og hans tidligere spindoktor, så alle ud til at være par, der nød en friaften – fra en tatoveret motorcyklist og hans blonde kæreste til et mandligt bryllupspar, som var blevet viet tidligere på dagen.

Hvad angår bestilling er der ikke så meget at rafle om på Kiin: Den obligatoriske menu til 700 kr. står på 11 retter, som kommer ind to af gangen – ifølge Yde for at ære den thailandske tradition, hvor alt bliver sat på bordet på èn gang, hvorefter man nipper lidt til det hele.

Vi fik først en cremet kokosmælksuppe krydret med galanga, som er en af slags afart af ingefær. Suppen var uhyre aromatisk og fin i smagen og fik lige en dråbe chiliolie inden serveringen for at give kant. På siden en enkelt dim sum – en dampet pakke af rismelsdej – med fyld af røget stenbidder toppet med rognen fra samme fisk, en sjov dansk-kinesisk fusion.

Vinmenuen (500 kr.) stod på et glas sprød og elegant grüner veltliner smaragd fra den østrigske topproducent Prager – en perfekt match.

Næste ombæring bestod af en enkelt østers garneret med granite af agurk, chili og fiskesauce og en perle af kokosmælk. En perfekt konstellation, som blev ledsaget af en skål vand med diverse tang, der ikke skulle spises, men afgav en aroma, som skulle minde én om havet – en effekt, som næppe ville fremkalde det store savn, hvis den skulle blive sparet væk.

Så fulgte en veludført, men relativt klassisk bøfsalat, hvor skiverne af grillet oksekød var garneret med diverse salater, rødløg, mynte, rød chili og orkideblade i en korrekt, særdeles syrlig og skarp marinade bestående af formentlig limesaft og fiskesauce, nam pla.

En servering, der i udpræget grad gav sved på panden og brand i ganen. Men som dog kunne lindres med den følgende rødbedekarry, hvor den cremede rødbede-sifon var serveret med en grøn karry med kokosmælk i bunden og lidt rødbede chips på siden. Sådan har jeg ikke fået rødbeden før – en mesterlig ret, som fungerede godt som modspil til den skarpe bøfsalat. Hertil 04 gewurztraminer fra Zind-Humbrecht, som ikke mindst var perfekt til rødbedekarryen.

Næste ombæring bar et tydeligt lokalhistorisk fingeraftryk i form af en brosten – fra Skt. Hans Torv? – som var frosset ned og brugt som platform for en kugle cremet rød karry-is og lidt jomfruhummer og cashewnød – lækkert.

Anden ret var en mere ordinær, men dog stadig harmonisk velsmagende kammusling med julienne af porrer krydret med soja og ingefær. Vinen var en glimrende riesling med restsukker fra Moselproducenten Rudolf Trossen.

Herefter fik vi dagens tilkøbsret, stegt foie gras med tamarind (en citrussmagende frugt med dadelstruktur) og sifon af litchi-frugt, en ganske sød og cremet anretning serveret med en ditto 2001 Pinot Gris vendange tardive fra Pierre Frick i Alsace.

Hovedretten var en letsprængt due, ret enkelt serveret i en bouillon af citrongræs med kinesisk bok choi-kål, herlig Chiang Mai-pølse, som smagte af hvidløg og limeblade og ved siden af nye ærter fra Thailand serveret med pinot noir fra D’Ahrenberg i Adelaide Hills.

Første dessert kredsede omkring den klassiske Sankria-budding her lavet på palmeblade og ved siden af et glas med en herligt cremet vanilleis med passionsfrugt.

Sidste ombæring var bygget op omkring sæsonens første mango fra Thailand, som optrådte dejligt moden i filet samt sorbet garneret med en kugle lækkert friteret sticky rice tydeligvis kogt i kokosmælk. Elementerne spillede smukt sammen, også den ledsagende sauterneslignende cadillac, som var langt bedre end normalt fra denne appellation.

Alt i alt en meget tilfredsstillende aften, hvor mad, vin, miljø og betjening spillede harmonisk sammen. Alt tyder på at Kiin Kiin’s ambition om at løfte og opdatere Thai-køkkenet uden at miste dets rødder er ved at være indfriet her halvandet år efter åbningen.

Javascript is required to view this map.
Kort

AOK Tjenester