Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 21/06/12

Madanmeldelse: Fusionskøkkenet rider igen

  • Foto: Martin Sylvest Andersen Foto: Martin Sylvest Andersen
Per Thøstesen fra Bistro Boheme får afløb for sine asiatiske tilbøjeligheder på nyåbnede KogT.

...

Alene det faktum, at Per Thøstesen har arbejdet i køkkenet for Paul Bocuse i Lyon gør ham til en af fanebærerne inden for det franske køkken i København – hvilket han med succes har dyrket siden 2007 på Bistro Boheme på Esplanaden.

Thøstesen har dog også en anden, mere eksotisk side af sit gastronomiske liv, ikke mindst udlevet gennem årene som køkkenchef på Damai-resortet på Bali og senere på Café Ketchup i Pilestræde. Det er disse krydrede fusionstakter, Thøstesen nu har sat sig for at eksercere sammen med den mangeårige kollega Thomas Kragelund på den nyåbnede restaurant KogT (Kragelund og Thøstesen) i Bredgade. 

Læs også guiden: De 5 fashionable

Comfort food står der på neonskiltet på facaden, hvilket formentlig først og fremmest er et signal til de mange turister, som defilerer forbi her for enden af Skt. Annæ Plads. Turisttække havde i al fald forgængeren på adressen, Il Mercante, en italiensk restaurant med venetianske motiver malet direkte på væggene.

I dag er det før så mørke og huleagtige lokale, der strækker sig som en lang tarm indad væk fra gaden, slet ikke til at kende: Vægdekorationerne er blevet revet ned, så væggene fremstår rå og ubehandlede, og lys og luft er blevet lukket ind.

Da vi var forbi en fredag aften, var klientellet domineret af unge, feststemte gæster, og der var skruet godt op for musikken. Vi startede med et glas champagne fra Ayala (130 kr.) – 1999, så vidt jeg husker, mens vi studerede menukortet, som, selv om det er begrænset i omfang, kommer vidt omkring geografisk set.

Til frokost er der f.eks. mulighed for sild og højt belagt smørrebrød, mens huset søndag aften byder på søndagssteg (175 kr.) KogTs ugentligt skiftende livret serveres hver dag til 150 kroner – vi var meget tæt på at springe på panko (japansk rasp) stegt pighvar – umiddelbart en næsten ubegribelig rimelig pris for en notorisk kostbar råvare, men vi endte til sidst med at gå andre veje.

Godt brød og smør rørt med andekonfit – en ganske sjov dobbelt syndig konstellation, som jeg ikke erindrer at have set før – stod snart på bordet og tillige en ganske lille, udmærket appetizer bestående af en ceviche af dorade toppet med purløg, dild og frisée.

Den mest vellykkede af vores to forretter var hentet fra afdelingen af mere klassiske og sæsonbetonede retter. To flotte hvide asparges var garneret med pocheret æg, serranoskinke, feldsalat og en vinaigrette med syltede trøfler. Både asparges, skinke og trøfler elsker æg, så der var balance i regnskabet – bestemt også hvad angår vinen, en herligt præcis og levende bio-riesling 2010 trocken S fra Ökonomierat Rebholz i Pfalz (120 kr.), som også klædte vores anden forret fint.

Uden at der var deciderede fejl at sætte fingeren på, var vores anden mere fusionsprægede forret ikke nær så vellykket i hverken smag eller komposition: To store argentinske rejer friteret i tempuradej blev serveret på spækkespræt ovenpå en mayo-agtig dip krydret med chipotle (røget chili) med en ret plain tomatsalat toppet med mere frisée og feldsalat ved siden af.

Læs også guiden: De fem franske

I en blanding af indledende sult og nysgerrighed havde vi bedt om at dele en af kortets hovedretter, ravioli med hummer, som en mellemstation på italiensk vis. Intet problem, ind kom to tallerkener med store hummerfyldte ravioli i en tyk og cremet sauce med ristede champignons og bøgehatte på toppen.

Bunden blev absolut lagt med denne ret, ikke mindst grundet den lettere tunge sauce, men omvendt dannede serveringen den perfekte baggrund for endnu et dejligt mad- og vin match – i glasset herlig pinot fra Bourgogne 2008 Givry 1. Cru La Servoisine fra Joblot (120 kr.)

Til hovedret fik jeg en fin, meget våd risotto med læskende kvaliteter og fyld af grønne og hvide asparges og ærter med et stykke god sprød skindstegt multe på toppen. Hertil en riesling med lidt mere tyngde og alder, 2006 kabinett fra Knoll i Wachau i Østrig (110 kr.) Asparges og ærter gik igen suppleret med gulerødder i den anden hovedret: Poussin med en stængel citrongræs proppet op i måsen, serveret i en bouillon, som hørte til aftenens mindre karakterfulde indslag.

Læs også guiden: De 5 dates

Desserterne – der var kun to at vælge imellem – levede op til begrebet comfort food. Amerikanerne er som bekendt mest trygge med tonsvis af – helst brændt – sukker og smør i deres desserter. Chokoladepudding overhældt med brun rom, som blev flamberet ved bordet og ledsaget af vaniljeis på siden, var i hvert fald som taget ud the all american dessert bible. Jeg fik en oldschool jordbærtærte. Ligesom en af dem fra bageren med mørdejsbund, mandelcreme og jordbær blot blæst op i dessertformat med en kugle jordbærsorbet ovenpå og en syndig yankee-inspireret karamelfudge (blød karamel rørt med smør og fløde) trukket som et bremsespor hen af tallerkenen. Helt fint.

Vi rundede af med en dobbelt espresso (35 kr.) og kunne hurtigt blive enige om, at KogTs enkle, men sikre køkken placerer sig nogenlunde præcis midt på skalaen på tre en halv stjerne, som i denne anledning rundes op grundet god service og vinbetjening.

Hvad: KogT
Hvor: Bredgade 29 1260 København K
Hvornår: Man-ons kl. 11-24; tors-lør kl. 11-02; søn kl. 16:30-23
Hvordan: K, tlf. 31 37 12 60
Hvor meget: Hovedretter fra 150,-

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byens bedste spisested til frokost

KogT ligger "lige i øjet" med solskin midt på dagen; lyset vælter ind på de hvid-dækkede borde, og tjenerne vandrer afslappede omkring med et øje på hver finger. Thomas (Kragelund) og per (Thøstesen) viderefører hermed den absolut topklasse af servering for frokost (og aftensmad som jeg også har smagt) fra "Boheme" på Esplanaden, hvor Thomas var køkkenchef for Per, så de fandt på at starte en "filial" med Thomas som chef og Per som supporter. Super-godt samarbejde.

Ib
30350910

 

Hæv standarden Berlingske/AOK !

Ufatteligt at vi stadig skal belemres med tendiøse uinspirende restaurantanmeldelser.
Håber Berlingske/AOK engang tager deres læsere alvorlig finder bedre og mere ærlige skribenter.

 

Fremragende restaurant

Det nye yndlingssted i Kbh. Virkelig lækker mad til en pris man kan overskue. Kan virkelig anbefales...

 

Aktuelt fra Nepal - foredrag af ambassadør Kirsten Geelan

Aktuelt fra Nepal

Foto: Ikke oplyst

Fernisering Chrestina Jørgensen

Byliv

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester