Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 22/11/17

Lyst til anderledes julefrokost - så kig her

  • Julefrokost i et drivhus på taget af et gammelt bilauktionshus, nu tagfarm? Den var ny. Foto: PR

    Julefrokost i et drivhus på taget af et gammelt bilauktionshus, nu tagfarm? Den var ny.

    Foto: PR
  • Foto: PR Foto: PR
  12  
Hold årets mest alternative julefrokost i et drivhus på en tagterrasse fyldt med planter.

Julefrokoster er altid skåret over samme læst. Nogle nisser på kontoret har hængt lidt sørgeligt sølvpynt op i loftet, der er en nissehue, der blinker og så står der en aluminiumsbakke med halvtør flæskesteg, lunkne frikadeller og helvarm snaps.

Hvis man allerede er lidt jule-træt af ovenstående, så kunne man jo finde på noget andet.

Man kunne f.eks. holde julefrokost i et opvarmet drivhus på Danmarks første tag-farm. Det er i hvert fald tilbuddet hos Gro Spiseri.

Læs også: Se billederne: Her er byens magiske drivhus-restaurant

Og hvad er så Gro Spiseri?

Lad os starte med starten: På Østerbro ligger ØsterGRO. Det er en 600 m2 stor økologisk tagfarm, som forsyner lokale familier med friskhøstede grøntsager groet på 3. sal af et gammelt bil-auktionshus i Æbeløgade 4.

Man skal ind i gården og op ad vindeltrappen, før der møder en et fantastisk syn.

Her ligger simpelthen en mark med de skønneste planter under åben Østerbrohimmel og et stort drivhus under masser af lyskæder, hvor man kan slå sig ned til middag. Dygtige kokke, som tidligere har været på nogle af Københavns bedste restauranter, indgår i fælleskabet og sammensætter maden. Og som noget nyt har de altså også åbent til jul.

Læs også: Guide: Seks gode restauranter med udsigt

»Vi ville gerne have helårs-åbent,« fortæller Livia Urban Swart Haaland fra Gro Spiseri og fortsætter:

»Vores gode kokke centrerer menuen om råvarer, som du kender fra det danske julebord, men tilbereder, sammensætter og anretter maden med personligt præg og islæt af moderne gastronomi. Du får altså ikke en traditionel julefrokost, men en velsmagende og spændende madoplevelse med julen for øje«.

Gro Spiseri byder op til 6-retters julefrokost fra torsdag 23. november - hver torsdag, fredag, lørdag kl. 18.30 og lørdag og søndag kl. 12.30 - og de fortsætter med julefrokosterne helt indtil slutningen af januar. Man kan som normalt booke enten hele drivhuset eller blot nogle få pladser. Og de har allerede fået afsat en del pladser - blandt andet til frisørsalonen på fire ansatte og den lille tømrervirksomhed på 6 mand osv. så tendensen er mest, at folk booker en bid af drivhuset.

Læs også: Nu åbner den mexicanske taco-dronning sin store restaurant i København

6-retters julemenu inkl. velkomst-glögg og to snaps under middagen koster 675 kr. Drikkevarer kan tilkøbes på aftenen, hvor de byder på gode naturvine, øl og hjemmebryggede drikke - der også vil være gode alternativer til alkohol.

Foto: PR

Hvis man har fået blod på jule-tanden, men ikke vil til julefrokost heroppe, så er der en gylden mulighed hver mandag - eller som de hedder heroppe: Æbleskive-mandage.

»Normalt holder vi vores mandagskøkkener, som vi hele sæsonen har afholdt hver første mandag i måneden, hvor man har fået to-retters vegetarisk menu til 140 kr. Nu her op til jul bliver det dog hver mandag hygge med æbleskiver i jule-udgaven, hvor vi serverer fem æbleskiver - tre salte og to søde - samt en varm kop mad og glögg til 175 kr. Det er som udgangspunkt ikke vegetarisk, men vi kan sagtens tilpasse til vegetarer. Man kan købe plads til enten kl. 16.30, 18 eller 19.30. I januar fortsætter vi med mandagshygge - dog uden æbleskiver og glögg,« fortæller Livia.

Læs også: Se billederne: Her er byens magiske drivhus-restaurant

Hvad: Julefrokost hos Gro Spiseri
Hvor: Gro Spiseri på ØsterGRO, Æbeløgade 4, Østerbro
Hvornår: Fra torsdag  23. november - hver torsdag, fredag, lørdag kl. 18.30 og lørdag og søndag kl. 12.30. Æbleskive-mandage kl. 16.30, 18 eller 19.30. Både julefrokost og mandagshygge kører til og med januar
Hvor meget: 6-retters julemenu inkl. velkomst-glögg og to snaps under middagen koster 675 kr. 5 æbleskiver - 3 salte og 2 søde - samt en varm kop mad og glögg til 175 kr.
Hvordan: Book billetter lige her