Opkaldt efter den drilske bugt lige uden for Nordre Told i Købehavns Havn er Lumskebugten et af byens mest klassiske spisesteder. Oprindeligt – i 1854 – åbnet som havneknejpe, men for mig vil adressen nu altid være mest kendt for sin storhedstid i 1980erne med Knud Wohlmuth bag roret. Dengang i tiden før Redzepi, Kofoed og co. kom til fadet var Lumskebugten faktisk jævnligt oppe at kysse den københavnske top 10 liste.

I mellemtiden, indtil Erwin Lauterbach i foråret overtog forpagtningen, har Lumskebugten levet et par relativt stille år udelukkende som klassisk frokostrestaurant. Den nye forpagter har valgt at køre videre med en relativt klassisk frokost, men har siden august også holdt aftenåbent med mere lauterbach’sk mad, som vi kender den fra Saison i Hellerup.

Som noget nyt – både for Lumskebugten og Saison – er man frem for at skelne mellem for- og hovedretter begyndt at køre en enhedsstørrelse. På størrelse med en stor forret, skriver man selv i kortet og anbefaler tre serveringer (eksklusive ost/dessert). Det var den vej, jeg valgte at gå, mens min ledsager tog dagens menu, som med priser for 3/4/5 retter for henholdsvis 395/490/580 kr., befinder sig i det højere mellemleje. Og så lagde vi i øvrigt ud med et glas udmærket champagne fra Vollereaux (90 kr.).

Jeg tror egentlig ikke, at jeg ville kalde min første forret for stor, snarere normal: Der var tale om en »sandwich« af to stykker rødspætte med skind holdt sammen af tynde bånd af porre og med fyld af forskellige krydderurter. Som garniture en salat af rå spidskål med chili og ved siden af var et spor af yoghurt rørt med dildolie trukket hen af tallerkenen. Sådan set ganske enkelt, men fisken var fint saftig og kålen sprød, så jeg var glad nok.

Cremen af dild og yoghurt gik igen i min ledsagers første forret, som desuden bestod af tre skriver torsk, som var rullet i madagascarpeber og lyngrillet, så fisken stadig var rå indeni. Desuden grøntsager – persillerod, gulerod, blomkål – kogt i en lage med krondild og safran. Very Lauterbach, og ganske fint, bortset fra at blomkålen havde fået for meget.

Egentlig havde jeg det ret godt med vinen i glasset, Drouhins velkendte sprøde chablis fra Domaine Vaudon (245 kr. for ½ fl.). Til gengæld var jeg slet ikke glad for selve glasset: hvor jeg absolut har det godt med at Lauterbach – måske bortset fra lidt ny maling hist og her – har bibeholdt lokalernes smukke, klassiske renhed, så synes jeg godt man kunne have gjort sig den ulejlighed at have investeret i nogle nye vinglas. Problemet med disse Luminarc glas fra 1970erne og 80erne er, at siderne skråner ud, hvilket dels defokuserer bouquet’en, dels gør det umuligt at slynge vinen. Selv de mest basale bistro’er i byen er i dag bedre udstyret på glasfronten.

Tanken om at aftenens hovedvin, en herlig burgundisk naturbeaujolais, 2010 Morgon fra foregangsmanden Marcel Lapierre (395 kr), skulle lide den tort at ende sine dage i Luminarc-kummen var ubærlig. Så jeg bønfaldt tjeneren om huset dog ikke gemte på andet og bedre krystal. Jo, viste det sig. Tjeneren havde et par glas fra Spiegelau’s basis-serie med sig fra Saison, hvilket for mig er fuldt ud tilstrækkeligt. Tak for det.

Rødspætten gik igen i min anden ret, uden at det egentlig gjorde det store, eftersom fisken spillede andenviolin i denne sammenhæng. Der var tale om en tyk, blendet svampesuppe, som lå i bunden af tallerken og egentlig mest af alt lignende en sauce: oven på – foruden fisken – forskellige svampe såsom bøgehat, kantarel og pighat samt en skum af sherry. Udmærket, hvilket også kan siges om ledsagers fine rødbedesuppe med hvid peberrodsskum ovenpå.

Min tredje ret bestod af 75 gram (ifølge kortet) oksetartar, der var skåret som carpaccio og belagt med en vinaigrette med små stykker hakket østers og skalotteløg og toppet med friséesalat og sprøde kartoffelchips. I min gane er smagen af østers så kraftig, at den næsten fungerer bedre i behersket dosis som »krydderi« end i hel figur og naturel, som man ofte får den, så jeg var glad.

Min ledsager fik årets første vildandebryst serveret i salmis – egen sauce – med svampe, jeg husker bl.a. pig – en lille salat på æbler og en skive selleri så stor, at den i bedste lauterbach’ske stil gik ind og stjal hovedrollen i retten. Ved siden af en skål med kartofler, såfremt vi stadig måtte være brødflove – det var vi ikke.

Vi fordelte kortets to desserter imellem os: Jeg tog mig af de bagte blommer, som blev serveret med en kugle kakaosorbet og en kvarkkage. Ikke ligefrem raketvidenskab, men helt udmærket. Hvilket man også kunne siges om min ledsagers rødgrød, som kom med en mandelkage.

Vi ville gerne have haft et glas dessertvin til. Et glas senhøstet hvidvin a la sauternes, f.eks. chenin blanc, riesling eller tokaji, men det eneste huset havde at byde på, var to tunge hedvine, en plain tawny port fra Martinez og pineau de charentes fra Beaulon i Cognac. Måske udmærket dengang Lumskebugtens glas stadig var nye, men ganske enkelt ikke tidssvarende for en københavnsrestaurant i det højere mellemleje i dag. Så vi sprang over.

Nu er det jo hverken husets glas eller dessertvine, som hovedsagelig ligger til grund for vores bedømmelse her på siden, men maden. Og her er der klart gods nok i Lauterbachs ernæringsrigtige, fiske- og grønt-baserede køkken til at trække fire stjerner i land.

Det spiste vi:

• Luftig skovsvampesuppe med sherry og rødspættefilet 135 kr.
• Oksetatar med østers 145 kr.
• Krondildkogte høstgrøntsager, dildyoghurt og kryddergrillet torsk
• Rødbedesuppe med peberrods og syltet ramsløgsblomst
• Gråandsalmis med selleri, skovsvampe og æblesalat
• Rødgrød med fløde
• Bagte blommer med kakaosorbet 110 kr.

Hvad: Lumskebugten
Hvor: Esplanaden 211263 København K