Wagamama's koncept er - i hvert fald på papiret - som skabt til Tivoli (selv om man altså også kan komme ind fra den omgivende verden i Tietgensgade): Der kan ikke bestilles bord, så der er intet klokkeslæt at stresse efter, man indfinder sig simpelthen bare ved disken, når sulten melder sig.

I Wagamamas London-Soho-afdeling, som vist nok er den ældste af kædens i dag 56 restauranter spredt over hele kloden, er der ofte meget lang kø uden for døren - men sådan var det ikke den lidt for kolde danske forårsaften, vi var forbi. Vi blev relativt hurtigt bænket ved eget bord - ca. halvdelen af pladserne er ved langbord som i Soho.

Kædens forbillede er de traditionelle japanske ramen-nuddelbarer, som byder på relativt hurtig, let og upretentiøs spisning til fornuftige priser - det er jo ikke hver gang, man er i Tivoli, at man er i humør til at blive båret ud fra The Paul, lettet for en håndfuld tusindelapper efter en helaftensforestilling på 10-15 retter - og da slet ikke når børnene er med.

Udover diverse nudelretter, tæller Wagamamas kort også en håndfuld risretter og et lille udvalg af hvad man kalder side dishes, som i realitet er en blanding af kinesiske dim sums og japanske salater og småretter. Dette er ikke forretter, understreger man i spisekortet - jeg forstår egentlig ikke hvorfor, for i dansk sammenhæng ville det have været mest naturligt sådan. Jeg ved godt, at f.eks. dim sum i Kina ikke er en appetizer - det er faktisk morgenmad eller frokost - men det er altså bestemt heller ikke en side dish og fungerer heller ikke særlig godt som sådan. DER ER MEGET KONCEPT over Wagamama, f.eks. bestillingen, hvor tjeneren indtaster retternes numre på en lille håndcomputer, hvorefter ordren transmitteres direkte ind til centralkommandoen i køkkenet. Det medførte et par logistikfejl i løbet af aftenen, noget kom for sent, andet kom forkert og flere ting kom slet ikke - om det var systemet eller serveringspigens fejl, skal jeg dog ikke kunne sige.

Vi bestilte først vin og en Fanta til den yngste, så maden og derefter en cola til den store - fordi ordren på colaen røg ind to minutter efter det andet, kom den ikke ind til bordet sammen med de øvrige drikkevarer, men fem-ti minutter senere. Det var ingen katastrofe, men dog må man nok sige, at en almindelig kvik tjener uden digitalt kommunikationssystem ville kunne have klaret af få drikkevarerne frem til bordet samtidig, på trods af noget var bestilt en sætning eller to senere end andet.

Nå, men i det mindste havde vi ret hurtigt de første retter foran os. Det hele ankom hulter til bulter ganske som lovet i spisekortet og hjemmesiden, og som man kender det fra Kina. Vi ville meget gerne have haft en gang grillet laks med teriyaki-sauce og stegt sobanudler, men den ret var desværre udsolgt, hvilket gav anledning til nogen forvirring. Den yngste søn ville i stedet gerne have haft en gang kylling med ris som har bestillingsnummer 36, hvilket undervejs blev forvekslet med 38, hvorefter vi endte med at få en gang vegetaris (yasai cha han) med bl.a. tofu, ærter, majs og svampe, som smagte okay, men ikke just vakte lykke hos lillebror. Serveringspigen var så sød at erkende fejlen og trække vege-risen fra på regningen.

Hurtigt kom også en gang Seafood ramen, en markant kanelsmagende suppe med tynde sobanudler, blæksprutte, marlin, tiger-rejer, wakame-tang og spæde spinatblade. Suppen var fin, men krydringen var lige en tand for parfumeret efter vores smag. SÅ FIK VI EN CHA HAN, som mindede meget om vegetar-risretten bortset fra at den var yderligere garneret med kylling og tigerrejer, udmærkede sager. Og så en ganske krydret Yaki udon, tykke stegte nudler garneret med en slags karry af bl.a. skiver af stegt fiskebolle, kylling og tigerrejer samt et væld forskellige grøntsager inklusive rød og grøn peber. På toppen af det hele var der drysset med stærkt krydret fiskepulver og sesamfrø.

Mens vi var nogenlunde midt i disse retter, begyndte de små dim sum-agtige retter at ankomme, og det blev svært få plads til det hele på bordet. Og det var ærlig talt lidt synd for resten af maden, som fik lov til at stå og blive kold, mens vi kastede os over de friterede sager, som f.eks. lækre, saftige tigerrejer i pankodej (Ebi katsu), der absolut må spises rygende varme og friskkogte .

De små retter var generelt rigtigt gode, ikke mindst en gang stegt gyozu med fyld af kylling og kinesisk purløg, som gav de stegte dumplings en meget autentisk smag, men også dumplings med rejer, yakitorispyd med kylling og porre samt ande-gyozu, som smagte lidt hen af kinesisk pølse var meget fine.

Hvad drikkevarer angår, forsøgte jeg både med et glas riesling fra Richter i Mosel (49 kr.) og den japanske Kirin Ichiban (45 kr.) - sidstnævnte fungerede klart bedst, så jeg bestilte en ekstra, som dog aldrig ankom til bordet. Og mens vi er ved det udeblivende så bad jeg tre gange, uden held, om at få Wagamamas kogebog som er til salg på stedet - hvorefter jeg til sidst gav op.

Tro mod traditionen på de japanske ramen-barer serveres der ikke dessert på Wagamama borset fra lidt stille og rolig vanilleis til børnene. Mens de spiste det, bad jeg om regningen og bestilte samtidig en kop ganske rædselsfuld kaffe - Danmark er efter sigende et af de få steder, hvor Wagamama serverer denne drik og efter det jeg smagte, kunne de såmænd godt have sparet sig ulejligheden.

Regningen så vi intet til, efter at have ventet ganske længe besluttede jeg mig så for at bruge et gammelt effektive trick: Vi rejste os simpelthen op og begyndte at tage tøjet på, og først da reagerede personalet.

Ganske ærgerligt med disse mange logistik- og serveringsfejl, som sænkede tempoet og gjorde besøget mindre effektivt på adressen, hvor man har meget andet at bruge tiden til. Ærligt især fordi selve maden er særdeles fin til prisen og isoleret set står et sted mellem tre og fire stjerner - med fejlene in mente kan det dog ikke blive til mere end tre.