Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/05/08

Liv og glade dage i det nye Nimb

Mad, betjening og omgivelser går op i højere helhed i Tivolis nye gastronomiske tempel.

Det er vel efterhånden de færreste madinteresserede, der ikke har hørt om Løgismoses nye helårsåbne gastronomiske multihus i Tivolis gamle Nimb-bygning. Gastro-centret huser både gourmetsupermarked, mikro-mejeri, hotel, grillbar, vinbar, gourmetrestaurant (Herman) og brasserie.

Vi lagde vejen forbi sidstnævnte, som bærer titlen Restaurant Nimb, kort efter åbningen og fandt hvad jeg vil kalde et nyt, både mere tidssvarende og kvalitetsbetonet Tivoliudtryk. Lokalet er stort og luftigt, lyset strømmer ind af de store maurisk inspirerede vinduer ud til Plænen. Det myldrer med liv, ikke mindst omkring de tre Molteni-komfurer, der ligger som kogestationer og svæver frit i lokalet - akustikken er ikke desto mindre fin.

Alt ånder kvalitet i en helt anden grad end man ser det på de fleste andre Tivoli-restauranter, man sidder mere eller mindre bænket ved langborde i massiv eg på ditto tunge gedigene stole. Glas og karafler er specialdesignet fra Holmegaard, porcelænet er kongeligt og knivene fra Laguiole. Lampeskærmene i forskellige størrelser og farver er det mest Tivoli- agtige i lokalet.

Kortet er begrænset, der er tre retter at vælge imellem i hver kategori, til enhedspriserne 225, 315, 385, 425 kr. for henholdsvis en, to, tre og fire retter. Der er også et børnekort, som forekommer væsentligt mere gennemtænkt end normalt med bl.a. de gode pølser fra Løgismoses Grillbar - mine unger var dog ikke til at lokke fra voksenmenuen. På de andre Tivoli-restauranter er serveringen normalt så langsom, at børnene kan nå en tur eller to i rutsjebanen mellem retterne, men ikke på Nimb, her stod forretterne hurtigt foran os.

Jeg fik grillede store hvide asparges, som var garneret med tynde »skinke« skiver af lufttørret gåsebryst, diverse grønne blade, en skarp sennepsvinaigrette og lidt ristede croutoner til at give sprødhed, en lækker fint sammenhængende og meget sæsonkorrekt ret. Her til nød jeg et godt glas sancerre fra Domaine Reverdy (65 kr.), som fungerede perfekt.

Børnene fik en gang nydeligt anrettet røget Løgismose-laks, som i parentes bemærket vandt vores laksetest i Fri for ikke så lang tid tiden. Kvaliteten var den samme fine og skiverne var bredt ud på tallerkenen og belagt med tern af agurk, papirtynde skiver af radise, karse og små toppe af rygeostecreme. En enkelt, klassisk og 100 pct. skarp servering.

Herefter så ungerne deres snit til at løbe en tur ud i haven, mens jeg lod mig underholde af min gode gamle pop-bekendte L. Krug, som sad ved nabobordet i selskab med en konkurrerende Tivoli-restauratør-familie. Dette er dog ikke Perlen, og inden ungerne var tilbage ved deres pladser stod de dampende varme hovedretter på bordet - de små måtte kaldes tilbage via mobilen. Til hovedret fik jeg grillet fjæsing - tre fileter - som var lækkert garneret med kaperssmør, grønne asparges, mandler, parmesanflager og en grillet citron til at dryppe over retten. Ved siden af var der til alle hovedretterne kogte nye kartofler og en god blandet salat med bl.a. miniromaine, løgringe og brødcroutoner.

Den ene unge fik et virkeligt velsmagende grillet bryst af Gråsten-kylling farseret med persille og syltet citron og garneret med dampet forårsløg og en kompot af hyben. Mens den anden fik en saftig rib-eye-bøf, mør og stegt rare som ønsket. Bøffen blev serveret med estragonsmør, forskellige svampe og hyperlækre skalotteløg fra Søren Viuff ved Lammefjorden, som måske også var leverandør på aspargesene?

Her drak jeg en halv flaske rød AOC Bourgogne fra Thierry Mortet (185 kr.), lillebror til nu afdøde Denis Mortet, som var er en af de mest feterede producenter i Bourgogne. Vinen beviste, at lillebror godt kan selv, den var saftig og vellavet.

Desserterne kom med samme hurtighed. Min var en god cremé brûlée med sveske i bunden garneret med en lille kurv med heftig lakrids parfait, der smagte som om den var lavet på »tyrkisk peber«.

Børnene fik en fin og velsammenhængende rabarberdessert, hvor de syltede stængler var anrettet på en mazarinagtig tyk tærte bund af marcipan med fyld af lys chokolade, ved siden af var der skivede jordbær, yoghurtcreme med flager af hvid chokolade revet over.

Det tilfredsstillende måltid blev afsluttet med en kop kaffe, hvor der fulgte tre små summerbird flødeboller med fyld af bl.a. danske jordbær. Lækkert og skarpt ligesom resten af serveringerne denne aften, som havde været både effektiv, hyggelig og smagfuld bestemt værd fire fuldfede stjerner.

Javascript is required to view this map.
Kort

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester