Præciser din søgning i menuen
Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/10/07

Let's go bistro

En af byens skarpeste kokke har sadlet om: Nu øser Oubæk ud af bistro-klassikerne til UG og absolut rørende priser.

Måske er det først nu, hvor København er absolut mættet af restauranter på Michelin-niveau, at vi almindelige dødelige får den egentlige gevinst af byens gastro-boom: Nemlig alle Michelin-afhopperne og deres hverdagsrestauranter med herlig rustik mad til menneskelige priser.

Først opgav Jens Vestergaard Ensemble og stedets to michelinstjerner for i stedet at åbne Luns. Så åbnede Fabbio Mazzon og Leonardo Battain fra Era Ora henholdsvis FAMO og L'Altro, og nu er det så Rasmus Oubæk, der har bedt Michelin om at tage de halvanden stjerne (én stjerne plus den ny såkaldte rising star, som betyder at stedet står til oprykning) han havde i guiden, tilbage.

Oubæk er, i hvert fald for indeværende, færdig med det højere gastronomiske skoleridt med alt, hvad det indebærer af lange ikke så publikumsvenlige take-it-or-leave-it-menuer og følgelig høje udgifter til råvarer og personale. Den lille restaurant i St. Kongengade er blevet nulstillet og har således nu kun åbent til frokost samt to aftener om ugen, onsdag og fredag.

Priserne har taget et massivt dyk og starter for hovedretternes vedkommende på 115 kr. for en gang linser med bagt svinebryst, røget flæsk og herlige hjemmelavede pølser med stegte kartofler. Jeg smagte denne rustikke ret en dag, hvor jeg ikke kunne nære mig for at smutte forbi ved frokosttid og må sige, at det er dybt imponerende at kunne præstere håndgjort mad af denne kaliber til samme beløb, som caféerne tager for en burger. Skal man have en »rigtig« hovedret på en af caféerne, skal man oftest slippe 150 kr. Et beløb, for hvilket man hos Oubæk kan få decideret gudeføde.

MEGET PLADS ER DER STADIG IKKE i lokalerne, som før Oubæk har huset bl.a. St. Kongens Køkken og restaurant PS., og skulle man komme med et enkelt kritikpunkt, måtte det blive, at udsugningen kunne være bedre - min sweater lugter i skrivende stund stadig lidt af stegeos.

Man kører åbenbart med flere seatings per aften, eller også forsøger man at sprede gæsterne for at undgå, at det brænder på i køkkenet. I hvert fald kunne vi først få bord klokken 20.30 denne fredag. Oubæks fireretters menu koster 295 kr., som er ikke så lidt af en bargain (en treretters frokost står i 235 kr.), nærmest helt vanvittigt. Vi var nu alligevel mere i humør til a la carte og lagde ud med henholdsvis fiskesuppe (85 kr.) og en halv hummer, som til 155 kr. er kortets dyreste forret, men det er jo også en pebret råvare.

V i fik straks glimrende saftigt maltet brød, og få minutter senere stod også vores forretter på bordet. Fiskesuppen var glimrende. Selve suppen, der var rød som følge af moderat tomattilsætning var fin i smagen, min ledsager savnede dog lidt kant, som han selv tilvejebragte ved et let drys fra peberkværnen. Især fyldet var meget lækkert, grønsager i julienne og en lille potpurri af fisk og skaldyr: kammusling, hummerklo, pighvar, gambas og blåmuslinger. Alt var saftigt og velsmagende, ikke noget letkøbt her.

Min forret var en straight servering, en halv kogt, nu kold, hummer med en skål hjemmerørt mayonnaise - hverken mere eller mindre. Sådan skal det være, og det var jo det, jeg havde bedt om, men retrospektivt set var det vel egentlig nok aftenens mindst sjove servering.

Fra det lille, men bestemt prisfornuftige kort (som kan suppleres med kanonslag fra et særligt kælderkort, hvis man er i spendérhjørnet) havde vi valgt en 2004 Chablis 1. cru Montmains (405 kr.) mineralsk, sprød og dermed meget egnstypisk.

Hovedretterne stod kort efter på bordet: Jeg fik en alsacisk tourte, skal vi kalde det en slags butterdejsindbagt farsbrød gjort på en meget krydret fars af bl.a. andekød og indmad. Herligt garneret med et par andekråser og en skovlfuld sellerimos belagt med en skive meget fin stegt foie gras. Ved siden af kom tjeneren så med en terrin fyldt med rigtig glimrende rødvinssauce, som bandt det hele smukt sammen. Tjeneren, som var på gæstevisit, var i øvrigt identisk med Rune Jochumsen, kok og restauratør fra Formel B, der jo også har halvanden stjerne i den røde guide. Denne aften var der således i princippet hele tre michelinstjerner i spil.

SOM DEN STORE INDMADSELSKER jeg er, var jeg ganske enkelt i den syvende himmel. Uprætentiøs, rustik, krydret, og saftig, sådan skal god mad være. Vinen fra nordlige Rhône, en 2004 St. Joseph fra Saint Cosme, passede fint til og kunne bestemt klare den kraftige kost. Men jeg tror nu alligevel godt, jeg kunne finde på at vende tilbage til adressen en anden dag med nok penge på lommen til at kunne drikke en stor bourgogne til Oubæks tourte, det ville nok være ideelt. Min ledsagers bøf bearnaise var bestemt heller ikke dum. Med en besked om, at min gæst bare skulle råbe op, hvis ikke der var sauce nok, smækkede Jochumsen en fuld sauceterrine med bearnaise på bordet, som må have indeholdt et sted mellem en halv og en hel pakke smør. Det var en formfuldendt bearnaise, cremet og tyk i konsistensen uden at være for stiv med en herlig, frisk estragonsmag og god syre uden at blive hvinende. Perfekt til at dyppe de rustikt håndskårne fritter i. Bøffen, som vel oftest er filet eller entrecôte, var i dagens anledning opgraderet til en tyk skive mørbrad, som jo altså så havde den fordel, at den var dejligt rød og saftig indeni. Bøf-bearnaise-testen bestået til UG med kryds og slange!

LIDT OST MENTE VI OGSÅ, at der var plads til. Vi bad om at dele en enkelt tallerken (75 kr.), men da Jochumsen kom med osten, var den fordelt på to anretninger: »Vi kan jo ikke have, at I sidder og stikker til det som et par tøser, der deler en salat på Café Victor,« sagde Jochumsen idet, han smækkede ostetallerkenerne på bordet: Korsikaner rullet i skovbund, glimrende vellagret comte, cremet langres rødkit og heftig blå valdeon pakket i vinblade. Herlige sager.

Desserterne var også rigtigt gode, ikke mindst min æbletærte i fransk stil, næsten karamelliseret og lagt i tynde skiver på butterdej og perfekt garneret med en lækker mild rosmarinis, der passer rigtig godt til æble, og så en frisk æblesorbet.

Min ledsager fik crème brûlée, som var til den cremede side og blev ledsaget af en fin sorbet, som, så vidt jeg husker, var gjort på passionsfrugt.

Over en glimrende, stor espresso (28 kr., men den var vistnok dobbelt) behøvede vi ikke lang tid til at blive enige om, at vi havde været igennem et herligt uprætentiøst måltid af den slags, som man meget gerne vender tilbage til. Rasmus Oubæk er en uhyre skrap kok, det er endnu ikke lykkes mig at fange ham i bare den mindste fodfejl - heller ikke denne aften. Når man så samtidig præsterer dette til så rørende priser, kan vi godt trække os helt op i fem stjerner.

Javascript is required to view this map.
Kort

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media