AOK anbefaler

Hvis der findes et vidundermiddel, som kan få dig gennem den lange, nordisk fimbulvinters mørke, er det skønne kager. Det ved om nogen franskmanden David Piffre, som har konditoriet Le Montmartre i Grønnegade, der er en lille, citylækker filial af hans konditori på Vesterbro. David har nemlig boet 10 år i Caribien. Her han drev en restaurant på en af Barbados strande, der serverede langustere, som er en slags hummere, der lever på meget dybt vand.
OBS: Dankortmaskinen virker ikke endnu
Heldigvis for alle byens passionerede kagespisere, tabte David sit hjerte til København, da hans bedste ven giftede sig med en dansk pige, og han var til bryllup her i 1998. I stedet for at rejse tilbage, blev han. Først arbejdede han på restauranter, og siden åbnede han sit første franske konditori i Oehlenschlægersgade på Vesterbro.
De første vintre var David ved at miste modet, men heldigvis holdt han ud, så du i dag kan behandle både dig selv, venner, familier og kolleger mod vintermismod og andre slags svigtende mod med konditorkunst af fineste, franske klasse.
Davids kager er ikke blot kager. De små, spiselige værker skabt til at fryde øjet, fornøje munden og feste for dine smagsløg: Den perfekte afslutning på en middag eller højdepunktet på eftermiddagen.
Citronskallen er selvfølgelig usprøjtet og økologisk, og vaniljen, som du også kan købe med hjem i mørke, fede, glinsende stænger, importerer David selv.
Det giver sig selv, at så råvarekvalitets- og tidskrævende kager ikke koster det samme som en hindbærsnitte hos Håndværksbageren. Men priserne er ikke urimelige, og slet ikke, hvis du tænker på, hvad en kedelig cookie koster på en café.
Til gengæld kan du glæde dig over, at du ikke bliver så hårdt straffet på badevægten, når du har nydt en af Davids fristelser, som hvis du var gået ombord i en dansk konditorkage, da de fleste af kagerne i Le Montmartres montre er lavet med fyld af en let moussé, som for eksempel er tilsat hvid eller mørk chokolade med friske hindbær, syltede moreller, eller pære og karamel eller andre mundvandsdrivende lækkerier.
- I Frankrig spiser vi mange retter, så når vi når til desserten, skal kagen ikke være alt for tung. Derfor bruger franskmænd sjældent fløde og marcipan i deres konditorkager, forklarer David.
David åbnede sit lille konditori med lysekrone og et par sofapladser i shopping-epicenteret Grønnegade sidst i oktober 2008.