Håndværk, hygge og energi!« Sådan præsenterer den århusianske restaurant Mellemrum sine værdier på hjemmesiden, hvor man samtidig gør opmærksom på, at man absolut ikke forsøger at opnå en michelinstjerne.

Så har de i hvert fald ikke lovet for meget, og denne form for beskedenhed er måske et klogt markedsføringstræk, når man skal begå sig i Jylland.

Et hurtigt kig på menukortet afslører nu, at ambitionerne er større end som så. For selv om retter som ærtesuppe med laks og kammusling med havtornskum ganske rigtigt ikke rimer på Michelin, så antyder de dog, at Mellemrum - i modsætning til størstedelen af de meget traditionelle, frankofile brasserier, der ellers dominerer Århusscenen – forsøger at fylde hullet mellem brasserierne og byens tre absolutte toprestauranter op med en mere nordisk og personlig tilgang til gastronomien.

Prisniveauet er også et trin højere end næstennaboerne nede omkring åen, der ligger blot et stenkast væk. Hovedretter starter ved 190 kr., og man forsøger først og fremmest at få gæsterne med på menuen (sammenstykket fra a la carte-kortet), der kan fås i en treretters udgave til 350 kr., fire til 400 kr. og fem til 450 kr.

At Mellemrum virkelig mener det med håndværket, fik vi syn for allerede ved ankomsten. For ved bordet lige ved siden af os stod flammerne pludselig flere meter i vejret. Det var dog blot overtjeneren, der demonstrerede at noget af lærdommen fra tjenerskolen stadig hænger ved – en oksemørbrad blev ved bordet flamberet i rigelige mængder cognac.

Bordene er i øvrigt uden dug, men dekoreret med hver sit maleri under en glasplade. At der er behov for enhver form for distraktion, blev hurtigt tydeligt. For mellem hver af de tre første retter gik der ikke under 45 minutter fra vi havde tømt tallerkenen, til vi fik serveret den næste, og der er simpelthen ikke godt nok. Specielt ikke i betragtning af, at de to første var kolde og derfor burde være nemme at anrette.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010

Første – længe ventede – ombæring var en kold ærtesuppe spædet op med cava og enkelte friskpillede ærter.

I suppen var anbragt en slags lakserilette rørt op med bl.a. purløg. Idéen lød rigtig, men retten var utrolig fersk i smagen og kaldte i den grad på krydring.

Samme ventetid ved næste forret, men her udeblev smagen ikke: et par skiver rimmet kammusling blev serveret med en syrlig havtornskum, en lille salat med vinaigrette og sprødristet rugbrødssmulder, hvis nøddede sødme gik fint i samspil med kammuslingen. Enkelt, men delikat og  smagfuldt.

Vinmenuen koster bare 200 kroner, uanset om den skal følge en treretters eller femretters menu, og det er jo en pris, man kan forstå. I skarp kontrast til selve vinkortet, hvor indkøbspriserne indimellem er ganget med en uforskammet høj faktor.

F.eks. står den i øvrigt udmærkede galiciske Rueda-hvidvin fra Telmo Rodriguez til 350 kroner flasken – i almindelig detailindkøb koster den 60 kroner, så det vil sige, at indkøbsprisen er ganget med 6! Intet under, at 200 kroners vinmenuen er populær, og selv om prisen nok antyder, at den udgøres af de mere jævne bondevine, så passede de langt hen ad vejen godt til maden.

Selv om den sydfranske sauvignon blanc, der fulgte ærtesuppen, med sin syre nok havde fungeret bedre med kammuslingens havtorn og salatvinaigrette.

Medspiserne havde – mod et tillæg på 50 kr. – fået lov til at ombytte menuens kalvehovedret med en ovnbagt rødspætte. Den kom toppet med persille og kørvel og omgivet af en (for dominerende) kaperssauce, samt en broccolipurée og en lille »salat« af sprøde, grønne broccolibuketter.

Selv fik jeg perfekt møre og lyserøde skiver af helstegt kalv, serveret med en kalverilette tilsmagt med salvie og oliven samt en sommersalat af spæde babygulerødder, bønner og porrer, der var vendt i en sennepsdressing.

Men sennep og salvie var langt fra de eneste krydderurter på tallerkenen, for det hele var omgivet af en estragonsauce, og kalveskiverne var toppet af dild, feldsalat og en fennikelcreme. Urtehaven stod nærmest i kø for at komme til ved smagsløgene, og retten var tæt på at ende i et uskønt roderi, men tilbehøret med bl.a. røget smør og brændte hvidløgsfed (der skulle rives på en medfølgende sten) hjalp kødsmagen tilbage på sporet.
En vellavet italiensk ’06-barbera fra Balbi Soprani fungerede fint til retten.

Det samme kunne desværre ikke siges om den hvide Macon Villages, der fulgte den fynske rygeost. Vinen skulle angiveligt have honningnoter – jeg kunne nu godt have ønsket mig noget mere sødme til den salte og røgede ost, serveret i to udgaver. Dels traditionelt rørt som creme på en kiks med radiser og dels i en langt mere interessant luftig version rørt op med trøffelolie, serveret på en sød pærekompot.

Desserten bød på en let perlende rød malvasia fra norditalienske Asti, der gik fint i spand med jordbærtemaet. Det røde bær kom både som sorbet, som coulis med makronsmulder og som panna cotta med råmarinerede jordbær på toppen.

En absolut udmærket sæsonpræget afslutning, uden ligefrem at stikke ud, hverken hvad angår personlighed eller skarphed. Og det er nok også konklusionen på aftenens Mellemrum, der bør få gjort noget ved både vinpriser og ventetider. Navnet forklares i øvrigt på hjemmesiden med, at man ønsker at være »en lomme mellem arbejde og sengetid, hvor tiden for en gangs skyld ikke er altafgørende«. Det afslappede forhold til tiden fik de så absolut ret i.

Hvad: Restaurant Mellemrum
Hvor: Fredens Torv 2, 8000 Århus C, tlf. 86 17 18 38
Hvor meget: billigste vin 340 kr., hovedretter fra 190 kr. og  tre retters menu 350 kr.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010