På Fælledvej, hvor man før fandt Opium, ligger i dag Gefährlich - vi er taget på gåtur på det vilde Nørrebro. Gefährlich er - i tidens ånd - en slags krydsning mellem multimediahus og kunstnerkollektiv. Galleri, tøjforretning, kulturklub, DJ og bar under samme tag og så kan man endda spise foie gras til hele vejen igennem. Sådan var det bestemt ikke, da undertegnede for 22 år siden boede i et besat hus bare tre baggårde - eller et halvt brostenskast - herfra.

Der var fyldt i restaurant-caféen og meget livligt, da vi gate-crashede stedet tre mand høj en lørdag aften. Umiddelbart var der ingen ledige borde, men et selskab var på vej til at forlade lokalet, så tjeneren tilbød os en drink, hvis vi gad vente på, at bordet blev klar. Det gjorde vi og fik hver skænket et rigeligt glas chardonnay fra Argentina, 2002 Luigi Bosca, på huset (det koster normalt 55 kr.).

Mens jeg og den ene af medspiserne ikke var videre begejstrede for denne smørrede, flødekaramelsduftende, højalkoholiske sag, lappede den anden medspiser den søde drik i sig som den saftevand, det næsten var.

Vi fik snart bordet og gik i gang med at studere det lille håndsyede ruskinds-spisekort. Det rummede dels en ret klassisk caféafdeling med burger, caesar salad og sandwiches samt en dagens ret til 120 kr. Dels en ambitiøs femrettersmenu (345 kr.), som der kunne plukkes fra ad libitum. Vi valgte at springe ølgranité og hjemmerøget Saga-ost over og landede således på tre retter hver.

Uortodoks bouillabaisse

To af os startede med dagens suppe fra la carte afdelingen, en bouillabaisse til 85 kr. Vi var sådan set blevet advaret om, at der ikke var tale om en klassisk bouillabaisse, hvilket viste sig at være korrekt - der var langt fra tale om en traditionel tilberedning af denne provencalske fiskesuppe. Normalt er suppen nærmest tyk i konsistensen af alle de småfisk og skaldyr, den er kogt på, og så smager den tydeligt af tomat, fennikel, hvidløg og safran. Sidstnævnte krydderi havde tydeligvis farvet suppen gul, uden at safransmagen dog var videre kraftig. Selve bouillonen smagte sådan set okay om end den ikke var videre koncentreret, og så var den legeret med fløde, et fremmedelement i den ægte bouillabaisse. Fyldet bestod af en jomfruhummer, en håndfuld blåmuslinger, to kammuslinger og et stykke hvid fisk - acceptabelt uden at være af ypperste kvalitet.

Bouillabaisse ledsages i Provence normalt af rouille, som er mayonnaise med cayennepeber, men her var det nu den ligeledes provencalske aïoli, som er hvidløgsmayonnaise. Kokken havde, som der faktisk er tradition for, rørt mayoen op med kartoffel for at give den konsistens. Men efter min meningen havde han været lidt for gavmild med rodfrugten, for der var tale om en ret grov og uelegant puré, som nærmest mindede om kartoffelmos irørt lidt mayonnaise.

Jeg skulle som sagt ikke nyde mere af den argentinske chard, så jeg kørte videre med en hvidvin fra Languedoc 2000 Grande cuvée fra Domaine de L'Hortus (78 kr.), som viste sig at være en spændende sag, fadlagret og kødfuld, men også med et anderledes oxidativt præg.

Hvor vi to altså fik suppe, insisterede den sidste medspiser, som er en stor foie gras-fan, på at få sin fedtlever, der her optrådte calvadosmarineret og kold i terrine med calvadosglaserede skiver af æble og en streg indkogt balsamico. Såvel foie gras/æbler som foie gras/balsamico er velafprøvede konstellationer, så her var ingen slinger i valsen. Min meget sippede medspiser mente, at kokken kunne have været mere grundig i sin afpudsning af sener og blodårer i leveren - og det kunne han måske også nok, men det er ikke, hvad jeg forventer mig på caférestaurant til en pris af 75 kr.

Efterårsvildt

Herfra kørte vi alle tre ind på samme spor, nemlig menuens hovedret, som bestod af filet af krondyr med stegte svampe, tyttebær og pommes fondant - altså en hel kartoffel kogt i enten andefedt eller klaret smør. Kartoflen var lidt for rå efter min smag, men kødet smagte udmærket og tilbehøret var også rimelig godt, selv om jeg dog vil tillade mig at tvivle på at der var tale om skovsvampe, sådan som spisekortet forkyndte.

Den ledsagende vin - fra vinmenuen - var en 1999 Zinfandel, Steinbeck Vineyard, fra Eberle i Californien. En stor alkoholisk, sødmefuld svend, som uden problemer stod model til vildtserveringen, men den var vel egentlig også vel betalt til 100 kr. per glas.

Desserten var en blandet desserttallerken bestående af et glas med kahlua og en kugle is på toppen, varm chokoladekage med flydende indre og så nogle syltede blommer - ganske velsmagende. Hertil fik vi en rigtig fin muscat de rivesaltes fra Domaine Gardies (63 kr.), som er en af de bedste producenter i Roussillon.

Herefter blev måltidet, som havde været ganske pænt for café-klassen, rundet af med kaffe af gedigen kvalitet, og vi fik en regning på omkring 700 kr. per næse - ikke et gefährlich højt beløb, men dog bestemt en slags penge, som man helt sikkert også kunne have spist godt for på en »rigtig restaurant«.