AOK anbefaler
Asiatisk
Japansk
Middag

Kung Fu Izakaya Bar på Vesterbro fik 8. april en søster i Ravnsborggade skråt overfor Nørrebro Teater. Eller måske snarere et sæt to-æggede tvillinger for er du i Kung Fu-humør, skal du på Nørrebro vælge dør efter om du vil drikke eller spise. Kung Fu Izakaya på Nørrebro er nemlig delt op i en restaurant, som hedder Kung Fu 2, og cocktailbaren Izakaya Bar, som i Japan betyder en folkelig, japansk bar, hvor man dumper ind for at drikke en øl eller en kop sake og få lidt at spise til.
Maden på Kung Fu 2 består af japansk-inspirerede varme og kolde småretter, som du enten kan bestiller hver for sig eller som menu. Mange af retterne er velegnede til at dele, og menuerne er skabt til deling, hvilket gør Kung Fu til et hyggeligt sted at spise sammen med en eller flere, man kender godt. Antallet af vegetariske retter er dog begrænsede.
Regn med 200 kroner per næse, dertil kommer drikkevarer. Du kan få postevand, vin, øl og cocktails - også uden alkohol. Med tanke på de gæster, som skal i Nørrebro Teater bagefter, har Kung Fu 2 også en teatermenu til 200 kroner, som bliver serveret mellem kl. 17.30 og 19.30
Indretningen er minimalistisk og rustik med hvide, rå vægge, og borde og bænke af mørkbejset træ, uden hynder eller ryglæn. Det mørke træ går igen på væggen, der vender ind mod køkkenet. Gangbesværede skal være opmærksomme på, at restauranten ligger tre-fire-trin oppe i en høj stue.
Bag Kung Fu står Waheed Allan Folami, som sammen med sin studiekammerat fra Handelshøjskolen, Niels Henrik Sørensen, har rejst i Japan, før de åbnede spisebaren Kung Fu Izakaya Bar på Vesterbro i september 2007, hvor det berygtede morgenværtshus Lasse før lå.
Kung Fu to ligger, hvor der før har ligget en græsk restaurant og restauranten Det 11. Bud.
Læs mere om cocktailbaren Izakaya Bar ved siden af restauranten.
Vi havde bestilt bord til to en fredag aften kl. 20, men da vi ankom, blev vi vist ind i nabolokalet, hvor der er en lille tætpakket spisebar på høje taburetter i en noget dårligere standard. Vi insisterede på at sidde i restauranten, hvilket også lykkedes, men lampen over bordet manglede pæren. I tredje forsøg fik vi så endelig et bord med lys.
Vi bestilte to menuer, to kander te og bad om "plain water". Tjeneren taler nemlig ikke dansk.
Maden var ganske udmærket.
Men da regningen kom, stod postevandet til 50 kr. Vi bad tjeneren om en forklaring. Hun svarede, at det var noget meget specielt vand, og at det stod på menukortet. På spørgsmålet om hvad slags vand, det var, forklarede hun, at det kom fra en maskine, og om vi ikke synes, det smagte godt. Jo det smager af ganske almindeligt vand og endda serveret lunkent i en meget lille flaske. Hun kunne ikke gøre noget.
Måske lige lovlig meget af os at fokusere på denne detalje, men resultatet var en oplevelse af service, som ikke lever op til niveauet.
Vi var forbi Kung Fu 2 kort før nytår. Maden var en dejlig afveksling fra den tunge danske julemad. Vi smagte os igennem 8 retter + lidt ekstra og køkkenet både udfordrede os og gjorde os meget glade. Sammen med maden fik vi cocktails fra baren ved siden af. De supplerede hinanden rigtigt godt. Betjeningen var lidt forvirret i starten, men var meget personlig. Vi kommer klart tilbage her i 2012.
Jeg besøgte Kung Fu 2 med min søn på 4½ (det ½ er vigtigt for ham!). Vi startede med at bede om de bedste virgin cocktails de havde, og fik 2x kumquats-cocktail-something, der virkelig komplimenterede maden godt. Denne bestod af en del forskellige retter, bl.a. en let og meget lækker skaldyrs tallerken med kam- og knivmuslinger, en skål dampende blåmuslinger, blødende møre oksespyd, sashimi, forårsruller med hvidfisk osv. osv. og til slut en lækker dessert, hvor især isens helt perfekte konsistens og smag bragte jubel for såvel 4-årige som 25-årige, jeg husker det som en grøn-the-is, og tvivlede lidt inden serveringen, men den overraskede positivt med mange nuancer i smagen.
Glæden over at se tjeneren komme med nye retter blev større og større for hver gang, og min søn nærmest trillede ud af døren efter 1½ times ninja-hygge - Jeg kan på det varmeste anbefale stedet, og glæder mig til også at prøve deres non-virgin cocktails...næste gang
Jeg reserverne bord online, det fungerede fint og det blev på helt fair vis gjort opmærksom på at vi havde bordet fra kl 18.45 til 20.45. Vi ankom, blev taget imod og anvist bord, helt fint. Bordet var dog halvanden meter fra døren så der kom mange kolde sus i løbet af aftenen og bordene står så tæt at vi havde udmærket underholdning af pigernes samtale og betragtninger over mænd fra bordet v siden af. Men All right: med mange borde holdes priserne nede. Det var da også ganske billigt. Vi nød en teater-menu bestående af en del blandede retter hvoraf specielt cevichen bør fremhæves. Det smagte alt sammen meget godt, men portionerne var minimalistiske. Jeg er ingen grovæder men en voksen mand, og jeg kunne uden problemer have spist det dobbelte af hvad der blev serveret. Det hele smagte dejligt men det er en flad fornemmelse at gå fra en restaurant og ligefrem glæde sig til man kommer hjem til sit eget køleskab. Vinlisten er begrænset men fornuftigt prissat og betjeningen upåklagelig - omend på svensk eller norsk (hvilket man oplever på mange restauranter i Kbh).
Rigtig god mad, men elendig service og ikke samme stemning som på restauranten på Vesterbro.
Derfor er min anbefaling at tage til Vesterbro i stedet og håbe på bedre tider på Nørrebro inden man prøver den.
Jeg var på Kung Fu på Ravnsborggade dagen efter den åbnede. Der var sket en misforståelse med reservationen, hvilket betød vi skulle vente på vores bord.
Det resulterede i at vi blev vist ind i cocktail baren, og fik en cocktail på husets regning. Den var bl.a sammensat af hvid chocolade, ingefær og chili, meget vellykket.
Efter en lille snak og endt cocktail blev vi henvist til vores bord. Her bestilte vi en flaske Longo Bianco 2009. Den havde desværre ikke den rette temperatur da den blev serveret, hvilket blev pointeret. Det resulterede i at vi fik en Groebe Riesling med den rette temperatur, hvilket nok havde været et bedre valg i første omgang. Efterfølgende fik vi serveret et mangoshot, med et stort smil.
Maden var i top klasse, som Kung Fu er kendt for blandt mig og mine venner.
Grunden til jeg giver Kung Fu på Ravnsborggade 6 stjerner, er at kvaliteten levede 100% op til den som bliver leveret på Vesterbro, som jeg er godt bekendt med. Alle kan fejle vi er jo kun mennesker. Men når man bliver kompenseret på den behagelige måde, kan det jo kun være en god oplevelse.
Det er ikke sidste gang jeg kommer på Kung Fu'erne.