Fransk
Gourmet
Klassikere
Romantisk
Middag
Køkkenchefen Thomas Rode Andersen løfter en tung arv, for ingen anden restaurant i byen har vel stået for den ypperste luksus og gastronomi så længe som Kong Hans, der blev åbnet af Sven Grønlykke i 1976. Thomas Rode har langt hen ad vejen gjort det ved at holde sig til den franske tradition, han bl.a. har lært af stedets tidligere franske køkkenchef, Daniel Letz, men har også et vågnet øje på resten af verdens køkkener, og leger til stadighed med, hvordan man tryller de yppeste kompositioner frem af fortrinlige råvarer.
Maksimal smagsintensitet er målet, så en kødret, f.eks. af kalv, vil normalt bestå af både noget ryg for mørhedens skyld, noget braiseret, det kunne være indkogt kalvehaleragout formet som en lille cylinder, og noget indmad, f.eks. sprængte kalvebrisler. Når det er sæson, kan enkle ting som fynske asparges med fjordrejer og smør fra Fanø dog ligeså godt være udtryk for den luksus, du kan forvente på Kong Hans.
Lokalerne er et kapitel for sig. I kælderen på en af Københavns ældste bygninger (en gammel købmandsgård fra middelalderen) med hvidkalkede gotiske krydshvælvinger og et gulv lagt med lange limousin-eg-planker. Stolene er højryggede og betrukket med mørkt læder. Messing dæktallerkner, sølvbestik og krystalglas er arrangeret på de hvide duge. Tjenerne er nøjagtig så opmærksomme og vidende, som man kan forvente af en restaurant i Michelin-stjerneniveauet.
Vinkortet er omfangsrigt, både klassiske og nytænkende og bliver myndigt og kyndigt bestyret af sommelier Thilde Maarbjerg.
Stedet blev kendt som gourmeternes tumleplads, da Klaus Rifbjerg i 70'erne brugte en del af sit finanslovssikrede livstidslegat som medejer. Men æren tilkommer først og fremmest nu afdøde Sven Grønlykke (manden bag bl.a. Løgismose og Falsled Kro) og måske især franskmanden Daniel Letz, der løftede Kong Hans op i de stjernebesatte Michelin-rækker. Letz overlod sleven til Thomas Rode, der har formået at holde den usædvanlig høje standard, der kan få selv de mest forkælede gourmeter til at savle.
I mange år var Thomas Rode Andersens makker i køkkenet Thomas Herman Pedersen.
Hjælp os med at holde AOK opdateret. Send os en mail, hvis du oplever, at et af de steder, vi skriver om, ikke eksisterer længere, har skiftet navn eller hvis der er andet, som ikke stemmer. Vi sætter stor pris på din hjælp.
Prøv Berlingske 1 måned for 49 kr - inkl. adgang til avisen på mobil og iPad
Bemærk venligst at kommentarer ældre end 365 dage vil blive fjernet fra sitet.