Kære læser, i dagens madanmeldelse skal vi ud på en tidsrejse. Så luk øjnene og lad dig transmogriffe tilbage til engang i starten af 1970erne. Til en tid i orange og lortebrun. Hvor et jerntæppe delte Europa i to og rigtige mænd havde svenskerhår og bakkenbarter i hele hovedet. Tilbage til dengang, hvor grøntsager var noget, man fodrede dyr med.

En sådan tidslomme er nemlig den forholdsvis nyåbnede restaurant Gold Prag, der ligger et par trin op i Gothersgade. Her, i lokaler, der indtil i sommers rummede værtshuset Barnets Far, dukker man ind i en verden af i går, befolket med udskårne træpaneler, opsatser med gevirer, messing-jagthorn, små trætønder og et »vandfald« bygget op af en kande med otte træskåle. Bordene er af tynd finér og stolene af lakeret fyrretræ og fra højttalerne strømmer en blanding af tyrolermusik og sydeuropæisk melodi grand prix anno 1978.

Men glem alt om kitsch og københavnske trendsættere, der vil slå plat på den »gode« dårlige smag. Gold Prag, der er startet af et herboende tjekkisk par, er den ægte vare. Selv priserne holder noget nær 1970er-niveau og ostalgien - som de kalder det i Tyskland - er ikke kun repræsenteret ved omgivelserne, men kan også genfindes på menukortet, der bestemt ikke er for svagspisere og kostforagtere. Her spiser man svin i kæmpe mandfolkeportioner og skyller det ned med godt tjekkisk øl - nu er De advaret.

Paneret vegetarmad

De store mængder lader dog ikke til at forskrække det kvindelige klientel. Den mandag aften, jeg var forbi sammen med en kær kollega, var der stuvende fyldt i det lille lokale, og deriblandt adskillige kvinder, der trodsede tidsånden og udstyret med en god, sund appetit og tilsvarende turbo-fordøjelse kastede sig ud i hele svineriet.

Menukortet indeholder ganske vist også noget, der kaldes en vegetarmenu. Men udvalget - man kan vælge mellem paneret blomkål med pommesfrites, paneret champignon med pommesfrites eller paneret ost med pommesfrites - vinder næppe gehør i damebladene. Resten af menukortet er ikke mindre tungt med f.eks. kyllingeschnitzel med fyld af champignon, æg, skinke og ost. Eller hvad med en Prag Bøf - oksemørbrad indbagt med æg, asparges, ost og pommesfrites?

Det er solid kost, og det var en noget overrasket tjener, der modtog min bestilling på både forret og hovedret.

Havde jeg kendt portionernes størrelse, ville jeg nok også have afstået. Men efter lidt parlamenteren fik jeg overbevist den hovedrystende mand om, at jeg faktisk gerne ville have begge dele.

Min kvindelige medspiser, der havde været her før og klogelig holdt sig til hovedretten, tog en slurk af sin Urqell (Gold Prag serverer kun tjekkiske øl) og slog smæk med tungen: »Ahh - det her kunne man godt komme til at hælde en fire-fem stykker ned af.«

Men den lyse og letbitre Budvar, som jeg havde bestilt, havde desværre problemer med at stå distancen, da min oksegullasch med brød (50 kr. for en »lille udgave«) kom på bordet.

Oksekødsstykkerne var ikke alle lige møre, og sovsen, der smagte svagt af gulerod, løg og for meget jævning og ellers ikke meget andet, manglede i skrigende grad smag og intensitet. Og hvor var paprikaen?

Vi besluttede at drukne skuffelsen i endnu en øl, og jeg skiftede over til den originale pilsner fra Urquell. Vi skålede og sendte en varm tanke til salig kong Venceslas af Bøhmen, der i sin tid fik overtalt paven til at ophæve sit forbud mod ølbrygning, og så var vi klar til hovedretten.

Kødorgie og 70er-salat

Den såkaldt tjekkiske tallerken (120 kr. pr. mand) var i menuen forklaret som »nakkefilet af svin steget i mørk øl med specialpølse«. På et mørkt grillbrædt lå først en tyk medisteragtig pølse med masser af fedt og smag af kommen og nelliker, og ved siden af den en noget tyndere med magert oksekød, salt smag og et lille pift af paprika - en rigtig ølpølse.

Henover pølserne var anbragt et grillspyd med pølsestumper, løg, bacon og svinemørbrad. Smagen var udmærket, selv om mørbradsstykkerne tangerede det tørre. Endelig kom i en stentøjspotte nakkefileten. Den svømmede i en ordentlig sjat af den mørke Kozel-øl og lidt bløde løg - og den dejligt mørtbraiserede nakkefilet havde ved hjælp af øllet fået masser af smag. Det var kun lige, at den fyldige og ellers gode madøl fra Urquell kunne følge med.

Det hele blev ledsaget af en skål salat, som man lavede den i 1970erne: Et par icebergblade, lidt revne gulerødder, et par tomatbåde og to babymajs. Det var det eneste grønne i miles omkreds og ikke særlig interessant, men med sin eddikedressing et velkomment syrligt modspil til den fede sulemad.

Dessert fra tidslommen

Den tunge stil fortsatte med desserterne. Jeg afstod fra den, der meget præcist blev annonceret som »is med piskefløde« og valgte i stedet specialpandekagen med cointreau. Selve serveringen var så retro, at det var lige før den var ultrahip. Cointreauen kom i et shotglas ved siden af, og skulle bare drikkes til. Pandekagerne - der var to - var kæmpestore og meget tykke og med fyld af jordbæris og med smeltet nutella ovenpå. Bom! Pludselig var jeg ti år gammel og havde netop fået lov at blive længe oppe for at se en attenårig handelslærling fra Vejle ved navn Allan Simonsen få sit gennembrud ved OL i München 1972!

Over et glas Becherovka, en likør/snaps med en pæn alkoholstyrke og 32 forskellige krydderurter i, hvor vi især mente at kunne genkende enebær og kanel - man må bare have sådan en efter alt det kød, som medspiseren sagde - gjorde vi status.

Der er meget godt at sige om Gold Prag: De rørende priser på både mad og øl (regningen for to mennesker blev på sølle 482 kr.), den hyggelige og ægte stemning, den gode øl og fornemmelsen af at blive katapulteret tilbage til sin barndom. Men når det kommer til stykket, så er det dét, der ligger på tallerkenen, der tæller. Og på Guides absolutte skala er det - selv med den bedste vilje og uanset stedets herligt kompromisløse kød-holdning - umuligt at snige sig op på mere end to stjerner. Men set med alt andet end anmelderkritiske briller, så kan et besøg i den tjekkiske tidsmaskine varmt anbefales.