Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 05/11/08

Kom igen, Dyrehaven

Som værtshus og café er Dyrehaven på Vesterbro særdeles vellykket. Desværre er maden af en meget ujævn karakter.

 Af Svend Rasmussen

Dyrehaven er navnet på en nyåbnet og stærkt hypet Vesterbro-kombiudgave af cafe, værtshus og »spiseri«. Eller rettere: genåbnet. For de nye ejere, der tæller en kok og to musikere har ganske vist lukket tiltrængt luft og lys ind ved skrabe årtiers nikotin af væggene og supplere med orange og brunt 70’er design, men både værtshusforgængerens navn, hjortegevirerne på endevæggen og den store mørke teaktræsbar er bevaret.

Umiddelbart kunne man derfor godt forledes til at tro, at man var gået forkert og i stedet havnet på et af Vesterbros traditionelle vandhuller, lige når man træder ind af bodegadøren. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg i venten på min medspiser var trådt henover en sovende hund, havde kantet mig forbi det svagt oplyste billardbord, og først efter inkvisitorisk af bartenderen at være blevet forhørt om min eventuelle tilknytning til bevillingspolitiet havde fået lov at investere i en pilsnersk øl.

Nænsom istandsættelse og meget autentisk, var min første tanke, mens jeg spejdede efter tegn på, at der også blev serveret føde af en fastere substans end porter. Hvorefter det gik op for mig, at jeg faktisk VAR gået galt i byen – selve Dyrehaven lå på det næste gadehjørne tre husnumre længere henne ad Sønder Boulevard. Hér, i mere retlinede retrorammer med bl.a. gamle standerlamper og sorte og orange formstøbte Steen Østergaard-plasticstole, faldt min medspiser Kanonfotografen allerede i ét sammen med et klientel, der ved nærmere eftersyn (og lidt lytten til samtalen ved de tæt anbragte borde og bodegabåse) talte bl.a. en tidligere nyhedsvært, en menneskerettighedsadvokat og musikere.

Dyrehaven serverer lige gerne ostemadder til sen morgenmad som tatar, sild og stegt rødspætte til frokost. Aftenkortet finder man på en tavle gemt ved siden af teaktræsbaren, og det lever op til det uhøjtidelige »spiseri«-navn ved at være småt og overskueligt. Jeg stod længe og overvejede dagens ret, der var gule ærter med flæsk og kål, men med to nyfødte tvillinger derhjemme besluttede jeg mig for, at der i forvejen var nok prut i privaten.

En gedeoste-salat lød for traditionelt caféagtig, så i stedet delte Kanonfotografen og jeg de øvrige fire retter mellem os – porresuppe og torsk med rosenkål til ham, mens jeg tog mig af en rødbedeterrine med gedeost og siden et unghanebryst i portvinssauce.

Begge forretter kom forholdsvist hurtigt, og jeg var ganske begejstret for min vegetariske rødbedeterrin, hvor meget velsmagende ski­ver af rødbede (stadig med let bid i) var lagt i en lille cocotte og gratineret med gedeost og en smule rasp. Garnituren var grønne linser og perfekt kogte og knasende saftige gulerodsstave med en lille flødecreme på toppen. Meget velsmagende, god sødme og præcist tilberedt. Det samme kunne desværre ikke siges om Kanonfotografens porresuppe, som det var svært at fravriste nogen smag af porre overhovedet.

Den meget mørkegrønne suppe havde i stedet en altdominerende utrolig spids og syrlig smag, der viste sig at komme fra en citronolie, der også aldeles druknede ethvert strejf af den lovede trøffelolie. Og det hjalp ikke, at det medfølgende brød så heller ikke var bagt ordentligt og var voldsomt klægt i midten.

Tro mod Dyrehavens værtshusaner blev ordet vin ikke nævnt af hverken tjener eller bartender – derfor valgt vi at fornøje os med hhv. en karamelduftende Ale nr. 16 fra fynske Refsvindinge og en mere fyldig pilsner på birkesaft fra Hareskovbryggeriet Skovlyst. Især sidstnævnte stod med sin friske sødme fint til rodfrugten i min forret, og havde det også rigtig godt med portvinssaucen til mit perfekt stegte, saftige og velsmagende unghanebryst. Rettens scoop var en herligt indkogt portvinsglace, hvis fyldige sødme på fornemste vis bandt de øvrige elementer sammen.

Kanonfotografen var ikke helt så heldig: umiddelbart lød kombinationen af letsaltet torsk, rosenkål, kartoffelmos og æbleflæsk ellers lovende. Torsken i sig selv var saftig og velsmagende, og hver for sig fejlede hverken æbleflæsken, rosenkålene og mosen noget. Men retten savnede et fokus, et fikspunkt, der kunne have løftet den og sat de mange søde elementer i karakter – og det magtede en beurre noisette (smør stegt til det får farve og smag som hasselnødder) ikke.

Desserter så vi ikke noget til på tavlen, og vor travle tjener – der næppe ville bestå en eksamen på Hotel- & Restaurantskolen – nævnte ikke eksistensen af selvsamme, så vi besluttede at stoppe her.

Når Dyrehaven er bedst, får man lyst til at gøre den til home away from home – det legendariske sted henne om hjørnet, hvor man lige smutter forbi og får et glimrende måltid mad til en billig penge. Når den som i den fuldstændig mislykkede porresuppe er værst, får man lyst til tvangsfodre kokken med selvsamme. Som værtshus og café vil Dyrehaven med lethed kunne trække det dobbelte antal stjerner hjem. Men her på siden er det nu engang dét, der er på tallerkenen, der tæller, og så må vi – trods de gode intentioner – ned på to.

Javascript is required to view this map.
Kort