Med masser af opskrifter i hovedet, duften af god olivenolie og kostbar sortfodsskinke i næseborene, smagen af Jerez og blod, sved og tårer i munden, er seks af landets bedste, unge kokke netop vendt hjem efter et års praktikophold på Spaniens bedste restauranter, der ikke blot har masser af stjerner i michelinguiden, men hører til helt i toppen af den verdensrangliste magasinet Restaurants udgiver hvert år.
Mandag 29. september blev de seks kokke præsenteret ved et arrangement på Hotel- og Restaurantskolen i Niels Hemmingsensgade, hvor Berlingske Tidendes madanmelder Søren Frank, der har besøgt alle kokkene på de spanske toprestauranter, interviewede kokkene om opholdet og de restauranter, de havde arbejdet på. Bagefter kunne indbudte gæster få smagsprøver på deres spansk-inspirerede kogekunst.
Du kan læse Søren Franks interviews med de seks talenter, som har været bragt i Berlingske Tidendes M/S, hvis du klikker på deres navne.
Det er artige sager, de seks danske kokketalenter har oplevet.
På El Bulli, som stadig rangerer i toppen af restauranternes verdensrangliste, har Ronny Emborg (billedet) været en af 35 kokke, hvoraf de 25 var frivillige, ulønnede såkaldte voluntører, som kommer for at lære af kejseren i kokkeverdenen: Ferran Adrià. Sådan en bemanding har hans nye arbejdsplads, gourmetrestauranten Herman i Nimb, ikke ligefrem, selvom den er ejet af den velbeslåede Grønlykkefamilie, der også har Kong Hans' Kælder. Ronny Emborg blev Årets Kok i 2007 og arbejdede derefter på Geranium i Kongens Have.
Det er ikke nemt at få bord på ElBulli. 500.000 gæster siger restauranten - som iøvrigt ikke skulle være dyrere end Kong Hans her i byen - hvert år nej til.
På La Terrazza del Casino måtte Nicolai Tram lide den tort, at have en af hans landsmænd (Berlingskes Spaniens korrespondent, som spiste på restauranten sammen med Berlingskes madanmelder Søren Frank) siddende i den eksklusive restaurant, som kun er åben for medlemmer á la Oddfellowlogen, iført noget, der lignede en godt, brugt undertrøje - og slips. Det sidste lånt i restauranten af hensyn til dresscode'en. Sådan en har man ikke på M/S Amerika, der er hans nye arbejdsplads.
Celler Can Roca havde den 30-årige Lars Lundø Jakobsen valgt, fordi de her arbejder med at vakuumpakke kød og stege det under meget lave temperaturer. Berlingske Tidendes Søren Frank mente, at den tilberedningsmetode kan have visse ulemper, når det gælder vildt, som er fyldt med salmonella. Han kunne berette at til madfestivalen Madrid Fusion måtte halvdelen af gæsterne én efter én forlade bordet for at træde af på naturens vegne efter at have spiste Caller Can Rocas Hare Royal. Om det skyldtes Can Rocas hare, må stå for Søren Franks egen regning.
Celler Can Roca er drevet af tre brødre, hvor en tager sig af det salte køkken, en anden er en knivskarp sommelier og den tredje er en af verdens bedste dessertkokke. Han skaber for eksempel desserter, som er rekonstruktioner af kendte parfumer med orangeblomst, rose og citrus-elementer på tallerkenen. Søren Frank havde ved sit besøg således fået serveret Calvin Kleins Eternity. Lars Lundø Jakobsen, som selv er jyde, fortsætter sin gastromiske udvikling på den nye gourmetrestaurant på Lübker Golf Resort i Himmerland.
Rasmus Leck Fischer fik på Martin Berasategui hurtigt vist, at han kunne og ville, og da ham, der styrede køkkenets udviklingsafdeling (eller parti, som det hedder i et køkken) havde en kæreste på dessertpartiet, var det en smal sag for Rasmus at få lov at overtage udviklingspartiet. Rasmus får fremover lov til at kreere nye retter på Bertsen-brødrenes nye restaurant i det tidligere Extra.
Anton Eff, som var Spanien-holdets benjamin, var ikke begejstret for at stå og skære løg i månedsvis på Racó de Can Fabes, men faldt godt til på toprestauranten Mugaritz. Anton var den eneste af de seks kokke, som ikke arbejdede i København, før de tog til Spanien, så hver gang de skulle til spanskundervisning, måtte han tage toget fra Odense, hvor han nu er tilbage for at gøre sin læretid færdig på Sortebro Kro, der ligger idyllisk i et smukt bindingsværkshus ved frilandsmuseet Den Fynske Landsby.
Mie Bostlund var ene høne i kurven blandt de fem kokkehaner, men andre boller på suppen var der på Arzak i Baskerlandet, som var Spaniens mest avancerede restaurant, indtil ElBulli kom til. Imodsætning til andre toprestauranter er her masser af kvinder i køkkenet: Store, tykke kogekoner, der kan deres kram og ikke har travlt med at sætte kokkehuen rigtig. Foreløbig får Sankt Gertruds Kloster gavn af Mies kogekunst i de travle julemåneder - derefter må vi se, hvem der kaprer den talentfulde kok med masser af gå-på-mod.
Udvekslingen har er fundet sted med hjælp fra Den Spanske Ambassades og den spanske stats eksport-institut ICEX.
Du kan se verdensranglisten på magasinet Restaurants eget website.