Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 08/02/17

København har fået ærkefransk Allo Allo-bistro

  • Ærkefransk Allo Allo-stemning lige ved Torvehallerne hos bistroen Les Halles. Foto: Rasmus Kramer Schou

    Ærkefransk Allo Allo-stemning lige ved Torvehallerne hos bistroen Les Halles.

    Foto: Rasmus Kramer Schou
Bistro Les Halles ved Torvehallerne er alt det, vi elsker ved fransk mad.

Rød- og hvidternet dug på bordet, detaljeret smedejernsgitter i vinduet og dagens menu skrevet på en gammel tavle.

Alt er fuldkommen, som det skal være på Bistro Les Halles. Her er faktisk ærkefransk Allo Alle-stemning, men det bliver aldrig påtaget, for ejeren, Jakob Schottländer, er som castet til denne rolle.

Læs også: Københavnsk pizza udnævnt til en af verdens bedste

Han har selv tidligere boet flere år i Normandiet, hvor han faktisk også havde en kokkeskole, og hans gamle drøm har altid været at åbne en ægte bistro.

»Jeg har altid vidst, jeg skulle åbne den, jeg har bare ikke altid vidst hvornår. Men nu blev det altså nu,« fortæller han, inden han iført vest og viskestykke over skulderen bærer et par tomme tallerkner ud i køkkenet.

Jakob Schottländers bistro er faktisk hans anden restaurant, han ejer nemlig også naboen, Haché Gourmet Burgers.

Foto: Rasmus Kramer Schou

Bistro Les Halles ligger i Rømersgade, et stenkast fra Torvehallerne, og er fuldkommen oplagt, hvis man har lyst til en velsmagende tur ned af memory lane i det franske køkken. Menukortet er lutter gamle kendinge, og det er de selvfølgelig, fordi netop den slags mad er noget, der kan få selv det koldeste madhjerte til at smelte.

Læs også: Guide: Her kan du spise i Kødbyen

Gratineret løgsuppe lavet fra bunden, tartar, gedeost og muslinger præger forretterne, mens hovedretterne blandt andre gode sager byder på steak frites, confit de canard, coq au vin og lammeskank.

Det er simpel mad, men kokkehåndværk, når det er bedst, og man kan få to retter til 225 kr. eller forhøje til tre for 265 kr. Til frokost kan man snuppe to hurtige retter til 150 kr.

Som ejer af en gourmet burgerrestaurant, har Jacob selvfølgelig også gennem mange år gjort sit pommes-frites hjemmearbejde, og ved præcis hvilken sort der skal koges og friteres flere gange, for at den bliver optimalt knasende og blød - så man går ikke galt i byen, hvis man bestiller de populære lange kartofler herinde.

Confit de Canard med linser og bacon. Foto: Rasmus Kramer Schou

Her drikkes Orangina eller Teissere saftevand - eller Kronenbourg-øl og cider og på avec-hylden er der selvfølgelig også fyldt med pastis, Dubonnet, Noilly Prat, Calvados og andre klassiske franske væsker.

Hvad: Bistro Les Halles
Hvor: Rømersgade 20, Kbh K