Læs Søren Franks anmeldelse af restauranten i Berlingske Tidende fra September 08.

Rå fisk og ruller kandiderer til at være københavnernes livret, og en måned går sjældent uden at byen har fået fået en ny sushibar. Restaurant Sukiyaki er ikke ny i byen, selvom den åbnede på førstesalen på Vesterbrogade tæt på Hovedbanen i august 2008. Den har før haft til huse i både Colbjørnsengsgade og Scala. Til gengæld har den - i modsætning til mange af byens andre japanskinspirerede restauranter - japanske ejere og et menukort med et stort udvalg af de traditionelle, japanske og ofte varme retter og teppanyaki, der er opkaldt efter den store stegeplade, som gæsterne sidder omkring, mens kokken tilbereder deres mad på pladen.

Selvfølgelig kan du også få rå fisk og tilmed af fisk og skaldyr, som du sjældent ser på disse breddegrader, som for eksempel hjertemusling, yellowtail, rogn af søpindsvin og både 8- og 10-armet blæksprutte.

Når du ringer og bestiller bord, bliver du med stærk japansk accent spurgt, om du vil sidde ved teppanyakibordet eller ved et almindeligt bord. Jeg forstod ikke helt, hvad den venlige dame mente, men svarede blot ja til det, som lød mest eksotisk, og det var jeg svært tilfreds med, da jeg så hvor smukt de to borde med plads til otte-ti gæster rundt om en stegeplade var belyst og omgivet af et gardin af tråde, som hang fra loftet og gav rummet omkring bordene et magisk, hemmelighedsfuldt skær.

Fornøjelsen varede kun, indtil vi bestille maden: Den berømte japanske ret, som stedet har navn efter, og som min veninden havde bestilt, tilbedes i en gryde ved bordet, som ikke kan bruges ved teppanyakibordet, så aftalen blev, at vi flyttede ind i den anden afdeling, der er knap så eksklusiv og elegant, og når den teppanyakiret, som jeg havde bestilt skulle tilberedes, kunne jeg komme ind til bordet og se kokken arbejde.

Kokken var ikke japansk, men en dansker, som også havde arbejdet på søsterrestauranten Kyoto, der er det eneste andet sted i København med teppanyakiborde. Oplæringen tager omtrent et halvt år og endda længere de steder i Japan, hvor teppanyaki har udviklet sig til shows, hvor kokken også jonglerer med råvarer á la Tom Cruise i filmen Cocktail.

Først stegte kokke papirstynde skiver af hvidløg for at give olien smag. Dernæst blev oksebøffen vendt på begge sider og lagt til side i yderkanten af stegepladen, hvor varmen var lavere. Hele tiden holdt kokken olien i bevægelse med to brede spartelpaletter af metal. Bønnespirer og lidt grønt blev svitset på pladen, og tilsat et skvæt hvidvin.

Folk med stort pandehår tilrådes ikke at stikke næsen langt frem, når kokken rækker ud efter cognacflasken, for splitsekundet efter bliver bøffen flamberet og overhældt med lidt soya, der karameliserer: et underholdende, imponerende syn, men regn med at håret lugter lidt af mad bagefter, hvis du skal videre i byen og danse tæt.

Kokken fortalte, at Sukiyaki overvejer at skifte den meget lidt japanske hvidvin og cognac ud med sake, og man kan håbe, at restauranten i samme hug skaffer sig hjælp til at stykke et vinkort samme og få et raffineret udvalg af saké og shochu (en slags japansk vodka), for husets vin, som også fås i små flystørrelsesflasker, der var den eneste vin på vinkortet, da jeg var gæst, var ikke den store oplevelse, og maden er så veltilberedt, at den fortjener et ordentligt glas til.

Den dag AOK spiste på Sukiyaki, var nabobordet en japansk familie, og bedre anbefaling fås næppe. Betjeningen var både disket, venlig og opmærksom, og Sukiyaki er et godt bud, hvis du har mod på en mere autentisk og eksotisk oplevelse, når du skal ud at spise - selvom om bønnespirer altid vil være på min top fem over grøntsager, som der ingen grund er til at fortære - lige efter minimajs.