Præciser din søgning i menuen
Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 19/11/08

Japan på Vesterbro

På Kung Fu Izakaya Bar er det cocktailshakeren og grillmesteren, der løfter stedet ud af anonymiteten og op til et kvalitetssted i mellemklassen.

I Vesten er vi ofte tilbøjelige til at tro, at det japanske køkken er lig med sushi. Men som japanfarere vil have opdaget, er izakayaen med sin uformelle stemning og venlige priser stedet, hvor man kan møde »det virkelige Japan«.

På en izakaya samles godtfolk efter arbejdstid til hyggesnak over lidt flydende føde og en tilsyneladende uendelig række af småretter – ganske som på de engelske pubber eller de spanske bodegaer.

I Japan er det først og fremmest risvinen sake, der er i kopperne, når man går på izakaya, og da sake findes i et utal af varianter, kvaliteter og smage, er det derfor ganske skuffende, når Danmarks første selvudnævnte izakaya er så dårligt kørende på sakesiden. Sølle to af slagsen, begge af absolut bundskraberkvalitet, er hvad det kan blive til på Kung Fu Izakaya Bar i Sundevedsgade på Vesterbro.

Til gengæld er man ganske stærk udi cocktails (også med sake i), og selv om alle ægte sakesnobber hellere vil begå harakiri end at blande deres sake op med noget-som-helst, så må jeg erkende, at min medspiser og jeg hyggede os svært med hver sin frisktsmagende sake-tini (70 kr.), hvor saken havde fået selskab af vodka og lime.

Kung Fu Izakaya Bar husede tidligere morgenværtshuset Café Lasse, og det er lykkedes de nye ejere at bibeholde en del af værtshusstemningen med bl.a. den gamle bar intakt. Japan syner ikke af meget her, bortset fra en enlig rislampe for enden af det åbne køkken, og fjernsynet i det modsatte hjørne, der konstant kværner kung fu-film.

Som sagt er her ingen sushi, her er det først og fremmest robata-trækulsgrillen, der er i sving, og så det, der på dansk køkkenslang kaldes »ønskebrønden«, nemlig den oliefyldte frituregryde. Det var fra sidstnævnte, at vore første retter – i menukortet benævnt »de små sprøde« – kom.

Først to tempurastegte tigerrejer rullet i panko-brødkrummer, perfekt dybstegt med biddet intakt, og med en smag, der vidnede om, at Kung Fu-kokken husker at skifte sin olie jævnligt . Næste ombæring var en let fars af hvid torskefisk pakket ind i sort noritang, der havde fået en hurtig tur på panden (eller i ønskebrønden), med en let og delikat fiskesmag intakt.

Det samme kunne desværre ikke siges om den sidste del af den sprøde trio – forårsruller med fyld af angiveligt hvidfisk, skaldyr(?) og ingefær, der ikke rigtig smagte af nogen af delene, men til gengæld lå overordentligt tungt i maven.

Ud over cocktails har Kung Fu også et mindre vinkort. Madens beskaffenhed taget i betragtning fornuftigt nok fyldt op med fortrinsvis hvide vine. Jeg øjede en østrigsk grüner veltliner fra topproducenten Fred Loimer i Kamptal-regionen nordvest for Wien, hvis friske syre var god til at slå hul på fritureherlighederne.

At vi så skulle slippe 375 kr. for Loimers absolutte standardprodukt, der kan købes i detailhandelen for 69 kr. – det er mere end bare i overkanten. Så længe vinen forblev afkølet, fungerede den nu fint, også til de efterfølgende »specialiteter«. Først laks lynstegt på ydersiden, men rå indvendig og garneret af spinat, dernæst grillet unagi-ål, og til sidst dampede og siden pandestegte gyoza-dejpuder med fyld af kalv, wasabi og et pænt skud ingefær.

Igen var der bøvl med detaljerne – laksen havde fået for meget varme og den marinerede og siden grillede unagi-ål blev serveret køleskabskold, hvad der ikke gjorde noget godt for den i forvejen lidt fade og mudrede ålesmag.

Til gengæld var der lidt mere schwung over den sidste specialitet: en pankopaneret og tempurastegt softkrabbe komplet med kløer og det hele. Softkrabben er nemlig, som navnet antyder, fanget midt i et hamskifte, hvor det gamle skjold er blevet for lille og er smidt væk, mens det nye endnu ikke er færdigudviklet, og altså lige til at tygge. En heftig chilimayo gav krabben ben at gå på.

Nu var vi blevet trætte af at gå til pankokrummerne, så i stedet kastede vi os over Kung Fus andet særkende: de robata-grillede spyd. De var grillet til perfektion: først tigerrejer, der forinden var marineret i hvidløg, chili og ingefær, dernæst ultramør og meget velsmagende smørfisk marineret i miso, så nakkekam i citrongræs og tamarind med en krydret peanutsauce og endelig lam marineret i chili med umeboshi (blomme-pureé) og shisoblade (lilla pebermynte).

Alle fire meget velsmagende, og præcist tilberedte. Havde resten af måltidet bare set sådan ud, så havde slutkarakteren været en anden. Her havde det absolut også hjulpet, hvis vores ledsagende saker havde været af en bedre beskaffenhed; især den varme var en vammel vederstyggelighed, men heller ikke den afkølede junmai udviste spor af de mange nuancer og smage, som ordentlig sake besidder.

Vi sluttede af med en udmærket chokoladekage, der blev serveret med et scoop is lavet på grøn te – akkompagneret af to after dinner-cocktails (bl.a. espresso martini med vodka, kalua, espresso og hasselnøddelikør til 65 kr.). Vi ligger et sted mellem to og tre stjerner, men den usnobbede tilgang, de lave priser og de sympatisk sene åbningstider (fredag-lørdag er der natmad til kl. 24) gør, at vi ender på tre.

Javascript is required to view this map.
Kort

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media