...
Morgenmad: mast krydderbolle med lunken rejeost. Frokost: dåsemakrel med ristede løg. Aftensmad: en halv kebab i munden, en halv kebab i skoen. Natmad: resterne af kebaben fra skoen.
Hvis du synes, din gastronomiske kreativitet er voldsomt udfordret på Roskilde Festivalen, så er der gode nyheder i Madkulturens FoodJam-køkken.
For lige at starte fra en ende af, så er Madkulturen sat i jorden af ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri, og meningen er, at danskerne have noget bedre mad. For eksempel på Roskilde Festivalen. Derfor har Madkulturen nu opfundet den såkaldte FoodJam.
Det betyder, at du for 50 kroner får adgang til et specielt køkken, hvor Madkulturen har sørget for blandt andet friske fisk, solmodne jordbær og en masse andre lokale kvalitetsråvarer, som er indbegrebet af dejlig dansk sommer.
Her kan man så kaste sig ud i jamsessions, hvor man i samspil med andre gæster kan gå amok i lækre og økologiske råvarer, og under sparring med kokke og kulinariske vejledere selv lave måltider, der nok overstråler daggammelt rugbrød med dåseleverpostej.
Læs også: Roskilde Festival serverer ny mad-app
FoodJam afvikles fire gange dagligt fra søndag d. 1. juli og frem til torsdag den 5. juli, hvor de sidste måltider tilberedes, inden det går løs med musikken. Foodjam regner med omkring 1800 gæster i hele perioden, og det er ligemeget, om du har deltaget i Bocuse d'Or tre gange eller aldrig har kogt et æg - man skal bare møde op og være sulten. Og så måske den bedste nyhed af det hele - du slipper for opvasken, den klarer de.
Hvad: FoodJam
Hvor: Roskilde Festival, Agora M.
Hvornår: Åbent fra søndag d. 1. juli til torsdag d. 5 juli. Fire gange dagligt.
Hvor meget: Prisen for at deltage er 50 kroner.
Læs også: Roskilde Festival går i køkkenet
Skriv en kommentar