Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 19/01/10

Indien på Østerbro

  • Foto: Teitur Jonasson Foto: Teitur Jonasson
Maharajas nye Østerbro-filial laver god gedigen indisk mad, velegnet til at holde varmen.

Indiske restauranter egner sig godt til januar. Som det indiske køkken har positioneret sig herhjemme er det først og fremmest billigt, og så er det jo også varmt – til tider endda hedt – og mættende. Jeg er tydeligvis ikke alene om denne betragtning, for den nyeste filial af Maharaja – som også har restauranter på Gl. Kongevej og Amagerbrogade – der åbnede på Strandboulevarden i sommer var godt fyldt, da vi ankom. Lovlig fyldt i forhold til stedets kapacitet, skulle det hurtigt vise sig. For i starten var der kun én tjener, og vi kom til at sidde og vente længe, først på at se et menukort og senere på maden, lige som vi måtte rykke for postevandet, som blev glemt. 

Vi lagde ud med en stribe forretter, som vi bad om at få sat midt på bordet til at dele, og de var generelt gode: Først papadams, de knasende sprøde brød af kikærtemel, som vi dyppede i raita (letløbende dip af indisk yoghurt med mynte) – et sæt med chutney, sød chilisauce, pickles og raita koster 19 kr. Så pakoras med tigerrejer: De store flotte rejer vendt i nænsomt krydret kikærtemel og friturestegt fint sprøde. Dernæst samosa, en stor trekantet, dybstegt dejpakke med et rustikt krydret fyld af kartofler og ærter. Og endelig almindelige, små rejer i chat, som er en yoghurtdressing. Samtlige forretter var i og for sig fine, bortset fra det faktum, at de alle var ledsaget af det samme tilbehør, en absolut rutinepræget salat af blandt andet radise, som tydeligvis var skåret alt for længe inden serveringen.

Lad det bare være sagt med det samme: Maharaja er ikke stedet at gå hen, hvis man er i vinhumør. Det var jeg sådan set forberedt på, og således iført humletrøjen kastede jeg mig over den indiske Kingfisher, en let og mild, high drinkability lager, som har en mere blomstrende aromatisk profil end den danske folkepilsner. Forfriskende for ganen, men unægtelig også pebret til en pris af 49 kr. for en flaske.

Vi fortsatte deleprincippet til hovedretterne. Vi havde tre curries, den cremede crowdpleaser butter chicken, den normalt noget mere resolut krydrede Rogan Josh, hvor fyldet består af lam, og en gang king prawn marsala, som alle kom ind i små gryder, som på prisværdig vis blev sat på små blus, så de kunne holde varmen. For at skabe lidt variation til gryderetterne, havde vi også bestilt en gang mixed tikka, som står opført på menukortet under husets specialiteter. Tikka er rød marinade og elementerne, som er marineret med den, serveres for det meste relativt tørre – med mindre der altså er tale om tikka marsala. Her kom kødet, kylling lam og en særdeles velsmagende farspølse godt krydret med korianderfrø, dog ind på en spruttende hed jernpande vendt rundt i en lettere grødagtig saute af bl.a. løg og tomater, som gjorde at retten ikke i væsentlig grad skilte sig ud fra curry’erne.

WebTv: Søren Frank anmelder Maharaja

Tilbehøret til hovedretterne skal bestilles separat. Vi tog en gang ris pilaf og henholdsvis hvidløgs- og korianderkrydrede nanbrød og de mere specielle, ugærede roti.     
Det hele smagte absolut godt, curry’erne var fede og cremede, men samtidig relativt milde og blide. Sarte danske ganer vil næppe lide overlast her, mens hardcore aficionados måske vil savne lidt mere bid. Min eneste anke kører snarere på at smagene lå lovlig tæt på hinanden – rogan josh’en, for eksempel kunne måske godt have været lidt mere ekspressiv i krydringen. Det er desværre typisk for de fleste indiske, og mange andre etniske restauranter i København, at menukortene er ekstremt omfangsrige, men variationen i realiteten relativt lille.   

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010

Maharaja har indtil flere indiske desserter på menukortet, men de to første vi bad om, kagerne Ghulab Jaman og Gajar Ka Halwa, var desværre udsolgt. Valget faldt i stedet på Kulfi, som er is lavet af mælk kogt med kardemomme, her serveret med pistacier og mandler og banana split, som nok for isens vedkommende var lidt mere købe-agtig, men bestemt også udmærket i smagen.

En udmærket kop kaffe (24 kr.) afsluttede aftenen, som måske lige bortset fra logistikproblemerne havde været ganske fin. I munden smager Maharajas mad bedre end gennemsnittet af indiske restauranter i byen, og et eller andet sted ville jeg gerne have givet stedet fire stjerner, det kan jeg dog ikke grundet diverse skønhedsfejl som for eksempel logistikproblemerne og det småkedelige standardtilbehør til forretterne.

WebTv: Søren Frank anmelder Maharaja

Det spiste vi:
Pakora med tigerrejer  65 kr.
Reje chat 65 kr.
Samosa 45 kr.
Papadam 10 kr.
Picklessæt 19 kr.
Mixed tikka 155 kr.
Butter chicken 120 kr.
Lam Rogan Josh 120 kr.
King prawn marsala 149 kr.
Ris 25 kr.
Kulfi 55 kr.
Banana split 60 kr.

Hvad: Maharaja
Hvor: Strandboulevarden 67, Kbh. Ø, tlf. 35 43 71 73
Hvor meget: Hovedret (+ ris) fra 130 kr., vin fra 169 kr., trerettersmenu 230 kr.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010

Læs de bedste og dårligste restaurantanmeldelser fra 2009

Javascript is required to view this map.
Kort

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester