Andy’s Bar i Gothersgade har i snart et halvt århundrede været et sikkert stop på dødsruten for generationer af drukdesperados, der i ly af de falmede røde gardiner og til tonerne fra Andy’s legendariske jukebox har fået sig en sidste godnatbajer.

Her er masser af den slags autentisk atmosfære, man ikke kan købe sig til, og på væggen hænger originalmaleriet af »pigen med de tabte trusser«, som også pryder Gasolin’s tredje lp.

I denne uge var der dog tale om føde i mere fast end flydende form, da natværtshuset med de engang formentlig hvide, men nu af nikotinen gustent kødfarvede lofter dannede en usædvanlig ramme om madeksperimentet I’m A Kombo.

En såkaldt pop-up-restaurant, der blot annonceret ved mund-til-mund-metoden (samt andre virale markedsføringsfora som sociale netværk på nettet) dukker op et sted i nogle få dage, før det forsvinder sporløst igen. For så senere at dukke op et nyt sted i en helt anden form.

Det sikrer en vis eksklusivitet, og tirsdag aften følte vi os da også som medlemmer af en meget hemmelig klub, da vi entrede Andy’s for straks at få stukket et shotglas med den rent ud sagt modbydelige vodkadrik Fisk i hånden – sammen med en ske med en slags fiskesorbet. Så var scenen ligesom sat – og det var vel også meningen.


Fruens sidemand bekendtgjorde lakonisk, at han ikke havde tal på hvor mange gange han havde siddet her kl. fem om morgenen, smurt ind i foie gras fedt, og følt sig så ulækker, at han ikke havde lyst til at tage sig selv med hjem.

Selv sad jeg og forsøgte at dechifrere meningen med de mange madrester, som uden bestik lå strøet på bordet mellem os.

Mysteriet blev løst, da kokken kom forbi med instruks og en kasse latexhandsker, så vi kunne spise med hænderne under iagttagelse af behørig hygiejne. En noget uvant situation, men smagen fejlede nu intet.

Kartoffelchipsene var hjemmelavede og i selskab med en røget mayo, og slagter Munchs skagensskinke sublim som altid.

Både den og en bunke tangplader skulle – sammen med dét, der lignede oblater, men var pocherede selleriskiver – bruges som en slags wraps, vi kunne fylde med hhv. spinat med löjrom, bygkorn med flødeost og en brødsalat med æble og foie gras.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010

Under nervøs fnisen begyndte vi at navigere rundt i halvmørket iført vores gummihandsker, mens jukeboxen meget passende kastede sig ud i »Are You Lonesome Tonight« i den nærmest surrealistiske liveversion, hvor en pillerskæv Elvis grineflipper sig gennem sangen.

Nu fulgte en skål med en luftig og lækker blomkålssuppe. Blendet så tilpas længe, at den silkebløde suppe nærmest svævede ind i munden.

De bedste og dårligste restaurantanmeldelser 09

At der ikke var noget bestik, så suppen skulle drikkes af skålen, var der ikke længere nogen, der hæftede sig ved. Og det var formentlig meningen med det indledende snackchok: at dekonstruere måltidet og derved fjerne vore fastlåste forestillinger om, hvordan en restaurantoplevelse bør være.

Det er i hvert fald, hvad de to kokke bag skriver på hjemmesiden imakombo.com. De to komboister hedder i øvrigt Lasse Askov, tidligere køkkenchef på michelinbestjernede Kokkeriet, samt Bo Lindegaard, der fra sin tid som køkkenchef på det eksperimenterende Madeleines Madteater har fået lyst til at »definere og retfærdiggøre ordet madkunst«.

Freddie Mercurys udgave af »The Great Pretender« fulgte os op til baren, hvor vi fik udleveret en plasticspand, som kokkene efterfølgende fyldte med oksehaleragout, jordskokkecreme, icebergsalat vakuumeret med estragonolie og rødebedesaftsbobler i én uskøn blanding, der så skulle spises med en ekstra lang gaffel smedet sammen af to gaffelhåndtag.

Komboisterne var altså ikke bare ude på at opløse rammerne omkring måltidet, nu gjaldt det selve æstetikken. For maden smagte i sig selv fantastisk – ikke mindst oksehaleragouten ville være en pryd for enhver bistro med respekt for sig selv – men kan man se helt bort fra madens visuelle side?

Diskussionen bølgede ivrigt ved vores bord og uenigheden var stor. Videnskabelige undersøgelser viser, at op mod 70 pct. af smagen kommer fra øjnene, og selv om plasticspanden ikke ligefrem tog smagen fra den fremragende oksehaleragout, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvor meget mere, jeg ville have nydt den, hvis den havde været præsenteret appetitligt.

Et hjemmelavet, syrligt holdkæft-bolsje og en udleveret sang til Andy’s og Komboisternes pris senere var det tid til dessert. Og her gik der efter min mening konceptkludder i kogekunsten.

En brun papirspose viste sig at indeholde en sandkage bagt med en topping af jordbærslik, der blev serveret med marengs og yoghurtis. Garnituren fejlede intet, men de vammelt søde og halvsmeltede vingummier var nærmest uspiselige.

At mad kan være kunst og måltidet en eksperimenterende, publikumsprovokerende (humoristisk) performance er jeg ikke i tvivl om efter en aften med og som Kombo. Hvor godt det fungerer som spiseoplevelse isoleret set, er jeg derimod mere i tvivl om.

Det afsluttende monster af en Malacokage hiver i hvert fald karakteren for den smagsmæssige oplevelse ned på tre stjerner.

I’m A Kombo popper videre på Andy’s til og med lørdag, men planlægger at dukke op yderligere fem gange i år – næste gang ifølge rygterne under Forårsudstillingen på Charlottenborg.

Hvad: I’m a kombo
Hvor: Andy’s Bar (kun denne uge), Gothersgade 33 B , 1123 København K, www.imakombo.com
Hvor meget: Fireretters menu med vin og øl 600 kr.

Det spiste vi...
-Snacksbord m. löjrom m. spinat, brødsalat m. æble og foie gras samt bygkerner m. flødeost
-Blomkålssuppe
-Oksehaleragout m. jordskokkecreme
-Sandkage bagt m. frugtslik, marengs og yoghurtis
-Samlet pris for to inkl. drikkevarer: 1.200 kr.

Læs artiklen Andy's bliver til gourmetsted.


De bedste og dårligste restaurantanmeldelser 09

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010