Dansk - traditionelt
Kosmopolitisk
Steak
Frokost
Middag

På Kultorvet, hvor michelinkokken Mads Refslund engang serverede hummer og hanekam i stilrene omgivelser, sørger Jens Slager fra Slagteren ved Kultorvet nu for at sultne mænd og rigtige kvinder kan få stillet deres lyst efter godt kød.
Rørt tatar og bøffer
På aften-menukortet er okse-højreb og okse-mørbrad på grill og rørt tatar med pommes frites og salat i både herre- og damestørrelse. Er du ikke til ko, kan du også finde både lammeryg med glaserede rødbeder, bagte hvidløg, pommes rösti og timiansky og grillet kyllingebryst fra 90 dage gamle kyllinger fra Møgeltønder. Eller fish'n'chips med sauce tatar og mushy peas.
Vikingerne opfandt fish'n'chips
Hvis du undrer dig over at finde fish'n'chips hos slagteren, er forklaringen i følge Jens Slagter, at det i sin tid var vikingerne, der lærte englænderne kunsten at lave fish'n'chips, og at chips (pommes frites) stegt i oksetalg smager bedre - selvom animalsk fedtstof i den sammenhæng nok vil få sundhedsfreaks til at tænke mere på kolesterol og åreforkalkning end på vikinger og smag.
Økologisk kødkvæg
Alt kød, der bliver serveret på Kultorvet 5, kommer fra Slagter Jens egen biks. Det betyder oksekød fra kødkvæg af flere racer, der har hængt kølig efter slagtningen, så det er blevet godt mørt, og lam af racen Texel fra Halkær Ådal, hvor dyrene går ude. Både kødet, øllet og vinen er økologisk. Tilbehøret til kyllingebrystet og bøfferne, som du selv vælger, er også jordnært:
Kartofler: Pommes rösti, pommes frites eller knuste kartofler
Grønt: Cole slaw, grøn salat, ratatouille (grøntsagsret fra Provence med bl.a. squash) eller grøntsager i Orly-dej
Saucer: Beárnaisesauce, rødvinssauce, pebersauce eller kryddersmør
Vil du have forret, kan du bestille slagterens trug, som er slagterhapser som rillette (en slags sylte) med sennep, pølser og pålæg eller en dagens suppe. Dessert bliver du heller ikke snydt for hos Slagter Jens. På det første menukort kunne du vælge mellem hyldebærsuppe med sukkerristet brød og vanilleis eller chokoladekage med blåbærsorbet.
Til frokost er spisekortet klassisk dansk: sild, fiskefilet eller -frikadeller med remoulade, rullepølse med sky og løg, leverpostej med bacon, skinke med italienske salat, flæskesteg, frikadeller, dyrlægens natmad, tatar og en Gamle Jens, som gammelosten med fedt, sky og løg hedder. Og så en æg og tomatmad til de vegetarer, som skulle forvilde sig op ad trappen.
Historien
Jens Slagter var også en del af den tidligere restaurant, der blot hed Kultorvet 5 og som havde den tidligere Restaurant Kanalen-køkken Peter Stub og hans kone Stephanie Michaud som værter og medejere. Den åbnede i november 2010 og lukkede omtrent et halvt år senere. Før Kultorvet 5 åbnede, lå lokalet tomt i en tid efter Mads Refslund lukkede sin michelinrestaurant MR. I kælderen under restauranten ligger værtshuset Hvide Lam.
Slagteren ved Kultorvet åbnede i oktober 2011.
Smørrebrøddet Hos Slagteren hører bestemt til i den bedre ende. Jeg fik kryddersild, der var helt, som den skulle være, og julemedister med grønkål. Sidstnævnte er den bedste medister, jeg har fået, og grønkålen gav mig troen på denne ofte kedelige spise tilbage: Den var cremet, let sødlig og dyb i smagen. Herefter var jeg egentlig mæt, men følte ikke, at jeg havde smagt nok af udvalget. Derfor delte jeg et stykke med roastbeef med en af mine medspisere. Det var også et glimrende stykke, omend selve kødet druknede lidt i de store mængder remoulade, peberrod og (hjemme)ristede løg. Fra en anden medspiser fik jeg lov at smage kalvesylten, som var helt oppe at ringe. Man skal ikke lade sig narre af dens lidt intetsigende, gråbrune udseende; den smager fantastisk!
Til sidst skal det nævnes, at øllet er dejligt (vi drak Braunsteins julebryg fra fad), snapsekortet omfattende og betjeningen venlig og kompetent.
Jeg måtte prøve den klassiske danske frokost Hos Slagteren tilbyder. Stedet er "genåbnet" med nyt koncept, og det ser lovende ud. Den økologiske slagter står nu alene bag. Af samme grund valgte jeg to stykker med kød. Lun flæskesteg og rostbeef. Smørrebrødet er absolut godt her på stedet, men der mangler lidt stemning endnu. Jeg var der kort efter de åbnede og der var ikke så mange gæster, men besøg stedet ligesom jeg til frokost. Det er det bestemt værd.
Det er imponerende og meget innovativt af vikingerne at introducere fish'n'chips for englænderne - især når kartoflen først kom til Europa adskillige hundrede år efter vikingetiden...