Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 13/09/18

Historisk restaurant risikerer lukning: »Vores elskede restaurant ligger i ruiner«

  • Arkivfoto Foto: Iris

    Arkivfoto

    Foto: Iris
  • Københavner Cafeen risikerer at måtte lukke på grund af en voldsom vandskade. Foto: Google Street View

    Københavner Cafeen risikerer at måtte lukke på grund af en voldsom vandskade.

    Foto:
  12  

Sune Siestø Helmgaard blev mødt af et forfærdeligt syn, da han forleden mødte på arbejde. Det væltede ned med vand fra loftet på Københavner Cafeen i Badstuestræde, hvor han er bestyrer.

Nu frygter han, at den historiske restaurant må lukke.

»Jeg sad i en time og stirrede ud i luften uden at sige noget, da ødelæggelserne gik op for mig. Jeg prøvede at bearbejde det hele. Bare vi snakker om det nu, så kommer den famøse klump tilbage i halsen. Det var rædsomt at se. Og det er endnu værre nu, hvor det hele er splittet ad. Vores elskede restaurant ligger i ruiner. Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende, det ville jeg ikke,« siger Sune Siestø Helmgaard til TV2 Lorry.

Københavner Cafeen, som har mere end 200 års historie, var blevet ramt af en omfattende vandskade.

Alt blev ødelagt: Computere, kasseapparat og reservationsbøger stod under vand, da Sune Siestø Helmgaard låste døren op ved syvtiden om morgenen sidste torsdag.

Det var et sprængt vandrør på ejendommens anden sal, som forårsagede de store ødelæggelser. Loft, vægge og gulv skal nu rives ned på første sal, hvor Københavner Cafeen ligger.

Men tiden er knap. Meget knap, endda.

Københavner Cafeen er dybt afhængig af julefrokost-sæsonen, og den starter 1. november.

Derfor skal genopbygningen være overstået på meget kort tid - ellers frygter Sune Siestø Helmgaard, som er søn og stedsøn til Københavner Cafeens to ejere, at den historiske restaurant må lukke.

Håndværkerne er allerede i fuld gang.

Københavner Cafeen er lukket, mens arbejdet står på.

Der har været beværtning i lokalerne siden slutningen af 1700-tallet.