Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 10/08/12

Haltende Samurai-helt

  • Berlingkse. Restaurantanmeldelse. Hero Kitchen. Foto: Uffe WengBerlingkse. Restaurantanmeldelse. Hero Kitchen. Foto: Uffe Weng
  • Berlingkse. Restaurantanmeldelse. Hero Kitchen. Foto: Uffe WengBerlingkse. Restaurantanmeldelse. Hero Kitchen. Foto: Uffe Weng
  12  
Uden mad og drikke duer helten ikke, og især de varme retter er for uskarpe til at japansk inspirerede Hero lever op til sit navn.

...

Der har før været serveret sushi på adressen Jarmers Plads 3 (restaurant Hero Kitchen ligger i stueetagen på Hotel Fox), men denne gang bliver de rå fisk suppleret med japanskinspirerede retter fra yakitorigrillen samt ikke overraskende – da ejerkredsen udover burgerstedet Cock’s & Cows også står bag barerne The Jane, Fugu og Francis Pony - et utal af fantasifulde cocktails.

Den store start-gimmick har været en såkaldt sake-bomb, en fadøl på hvis top to spisepinde med et shot sake balancerer. Idéen er så, at man vælter saken ned i øllen og drikker hele molevitten på én gang!

Dette charmerende tilbud afstod vi høfligst fra, og kastede os i stedet over menukortet. Hero er en såkaldt izakaya, en japansk kro, og tilstræber en uformel atmosfære, der ifølge hjemmesiden er ”inspireret af det japanske gadekøkkens dynamik med enkle retter tilberedt af kvalitetsråvarer – til overkommelige priser”. (Det med den uhøjtidelige atmosfære kan vi i hvert fald skrive under på; denne forholdsvis sløve sommeraften sad vi pænt længe og strittede med menukortet, før vi fik lov at bestille.)

Vi lagde ud med salater og et par af de såkaldte ’small dishes’, som vi på ægte asiatisk vis delte mellem os: en tangsalat, der havde stået for længe og bogstavelig talt svømmede i olie samt en marineret blækspruttesalat med sobanudler og godt med koriander, men meget lidt sprutte (der oven i købet var til den seje side og derfor enten under- eller overkogt).

Så var der langt mere bid og smag i de tynde udskæringer af virkelig god og mør okse, der forinden var lynstegt på ydersiden, toppet af forårsløgringe og blev serveret med en aldeles glimrende sojangefærbaseret sauce med reven kinaradise og røde chiliskiver. Samt i de bagte kammuslinger, serveret i (lidt for tyk) græsk kataifidej, dybstegt i strimler så den på ydersiden ligner en fuglerede, og serveret med wasabimayo (og spøjst nok også en klassisk dansk agurkesalat), der med syre og smæk gav modspil til den sprødt og sødt polstrede kammusling.

Vi blev i den sprøde afdeling lidt endnu og bestilte en fiske- og skaldyrstempura. Ikke den mest elegante tempura, jeg har fået; lidt for tyk dej og indholdet mere end blot let dampet, som det ellers er meningen. Men først og fremmest undrede det, at vi indeni tempuradejen udover to meget ensomme stykker laks kun fandt grønsager: aubergine, champignon, løg, asparges.

De efterfølgende grillede yakitori-kæmperejer trukket på bambuspinde, og lidt ligegyldigt serveret med sake i et ’shotglas’ af udhulet agurk, havde også fået alt for mange tæsk på grillen. Grillafdelingen blev sluttet med skivet (alt for tørt og sejt) andebryst toppet af en sauce på appelsin og teriyaki. Med 125 kr. aftenens dyreste anretning, men samtidig også måltidets lavpunkt.

Indtil nu havde vi ikke set meget til de fisk, som Hero reklamerer med i sin velkomst på hjemmesiden (”Samurai Hero now ready to serve fish and beautiful drinks”), og vores madoplevelse en meget ujævn affære. Men nu blev der taget revanche for begge dele, da vi, helt i tråd med japansk tradition, tog hul på de rå fisk til sidst.

Først en glimrende sashimi på den hvide kingfish, og så tre slags nigiri med tun, laks og makrel. I alle fire tilfælde med fisk af højeste kvalitet, frisk og velsmagende, og smukt skåret uden sener og fedtbræmmer; makrellen oven i købet marineret til perfektion. Risen – den egentlige lakmusprøve for en japaner – også upåklagelig; coatet i sin riseddikemarinade så den kun lige hang sammen.

Trods stor mæthed måtte vi forbi et par makiruller til sidst. Først en såkaldt uramaki, omvendt rullet med risen udenpå tangen og knasende sprødt fyld af en pankopaneret reje og spicy chilisauce, og derefter en kaburimaki, hvor den omvendt rullede maki (med fyld af reje og purløg) yderligere er toppet af et lag tun OG laks! Denne særdeles voluminøse og alt andet end elegante showstopper af en rulle satte en effektiv stopper for selv to hærdebrede spisere som os, og det krævede nogen overtalelse fra restaurantchefen, før vi turde binde an med dessert.

Den kom i form af umeboshi, syltede, salte japanske blommer (i virkeligheden snarere en slags abrikoser), her serveret i en sødlig lage med en skum på den cremede, grønne, japanske matcha-the og nogle sprøde sesamkiks. Absolut ikke ueffent og i fin balance. Et glas afkølet ume (blommevin) af god kvalitet satte en effektiv stopper for festen, der inden da også var begavet af et glas frisk sauvignon blanc fra new zealandske Konrad (80 kr.) samt en flaske spätlese riesling fra Prinz von Hessen i Rheingau (325 kr.), der med sine ti år på bagen udstrålede al den underspillede myndighed, som passer perfekt til japansk mad.

Konceptet og flere af retterne er velkendt fra London og New York (bl.a. steder som Zuma med diverse aflæggere), men Hero har – især på de varme retter – meget svært ved at leve op til forbilledernes kvalitet og skarphed. Det bumper overordentligt ujævnt afsted, måske fordi ’samurai-helten’ ikke helt har gjort op med sig selv, om man vil satse helhjertet på ’fisk eller smukke drinks’. Det er ærgerligt, for som sushien viser, så er både ambition og evner til stede. Men måske skulle man netop lade sig inspirere af de gamle samuraier – der aldrig tjente mere end én herre ad gangen. De tre stjerner går først og fremmest til den rå afdeling.

Hvad: Hero Kitchen & Bar
Hvor:
Hotel Fox, Jarmers Plads 3, 1551 København V, tlf. 69 69 60 00
Hvor meget:
Vin fra 285,- Hovedretter fra 125,- Nigiri-sushi 2 stk.45,-

Det spiste vi:
Marineret blækspruttesalat 75,-
Grillet oksekød 85,-
Kammuslinger kataifi 85,-
Tangsalat 40,-
Fiske- og skaldyrs tempura 90,-
Grillede rejer 65,-
Grillet andebryst 125,-
Kaburimaki-rulle m. rejer 120,-
Uramaki-rulle m rejer 85,-
Kingfish sashimi 90,-
Div. nigiri (tun, makrel og laks) pr. par 45,-
Umeboshi m. grøn te-skum 55,-
Samlet pris ekskl. drikkevarer: 1.050 kroner

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Elendig mad og dårlig service.

Jeg var i går med min kæreste på Hero. Det var på alle måder en skuffende oplevelse. Vi havde på forhånd bestilt bord, hvilket tydeligvis ikke var nødvendigt for da vi kom ind ad døren kunne vi straks se at stedet var halvtomt - den første indikator på at stedet ikke er så heroisk som navnet. Vi blev modtaget af en ikke særligt imødekommende tjener der viste os hen til vores bord - et bord der var helt fedtet ind i soya og madrester efter de sidste gæster. Tjeneren bed dog ikke mærke i dette hverken da vi satte os til bordet eller da vi bestilte og vi var derfor selv nød til at bede om at få det tørret rent så vi ikke fik beskidte ærmer. Maden var uinspireret - specielt den grillede ret vi fik der bestod af nogle få skiver tørstegt and overhændt med teriyaki og med en skål helt ferske brune ris ved siden af - den kedeligste ret vi længe har fået! I det hele taget var maden bare kedelig og der var ikke ret meget af den. Dårligt sted.

 

God oplevelse

Vi var på Hero en lidt travl aften og havde en rigtig god oplevelse. Synes langt det meste af det vi fik var lige i øjet.

Næsten alle vores retter overraskede med virkelig meget smag. Vi savnede vores favoritrulle fra vores stamsushisted, men ellers var blandingen mellem nogle små retter og sushi virkeligt lækkert.

Også god sammenhæng mellem pris og kvalitet, 4-5 stjerner herfra.

 

What - det kan I da ikke mene :-)

Jeg har selv været gæst på Hero op til flere gange allerede! En oplevelse for flere sanser! Det er et suverænt, modigt og nytænkende køkken, en fantastisk betjening - virkelig søde :-) jeg kan simpelthen ikke forstå at vi har været samme sted!!

Jeg har ikke i København før oplevet detslige Pris, Kvalitet og innovation!!

Tag på Hero, hvor de tør :-) og få en fantastisk oplevelse.

/Samuraien

 

Foto: Ikke oplyst

Ny Cirkus Festival - Clockwork

Ny Cirkus Festival - Sisters

Foto: Ikke oplyst

Ny Cirkus Festival - Oktobre

Ny Cirkus Festival - Oktobre

Foto: Ikke oplyst

Hyperaktiv vildskab under blafrende teltdug

Ny Cirkus Festival - Risque Zéro

Foto: Ikke oplyst

Flyvefærdigheder, en romantisk western og en forsvunden hest

Ny Cirkus Festival - Miss Dolly

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester