Omtale
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 21/02/18

Guide: De 8 når du ikke kan få bord på Noma

  • Foto: Rasmus Kramer Schou Foto: Rasmus Kramer Schou
Noma er populær som ingen anden restaurant, så det er mere end normalt svært at få bord. Her er de bedste alternativer.

Nomas venteliste er alenlang. Hele verden vil ind og spise på den restaurant, som blev kåret som verdens bedste i 2010, 2011, 2012 og 2014. Og de gør det jo ikke ligefrem lettere for os, når alverdens foodies stress-booker alle borde, så snart de bliver frigivet.

Der er kun én Noma i verden, men du skal ikke tabe modet, hvis du ikke vinder i booking-lotteriet. For her er restauranterne i København, som har tætte forbindelser til Noma, laver cirka samme type mad eller lader sig inspirere af det nynordiske køkken.

 

 

Amass Restaurant

Refshalevej 153
1432 København K

Nomas nabo

Foto: Rasmus Kramer Schou

Amass er en ulv i fåreklæder. Nemlig en super ambitiøs restaurant i super afslappede rammer.

Ejer og køkkenchef er amerikanske Matthew Orlando, som René Redzepi i sin tid trådte til side for at kunne gøre til køkkenchef på Noma. Nu har Matt altså åbnet sit eget sted to kilometer længere nede af vejen i kæmpe rustikke restaurantlokaler, som dækker to etager og 736 kvadratmeter - og egne højbede ude foran.

Madstilen er legesyg og uhøjtidelig og menuen består af seks retter og står i 650 kroner. Hvis man derudover ønsker en vinmenu til koster det 375 kroner ekstra.

Restaurant 108

Strandgade 108
1401 København K

Nomas lillebror

Foto: Ikke oplyst

Noma har gået sin sejrsgang verden over, og i 2016 skete det så endelig - de åbnede en lillebror-restaurant. Den ligger et stenkast fra den oprindelige Noma, nemlig i Strandgade 108 - deraf navnet.

Stemningen er afslappet, men maden læner sig op af samme stil som storebror, dog helt uden de samme stramme regler - her kan blandt andet sagtens være yuzu, søde kartofler og kombo på a la carte menuen.

Priserne på de mindre retter starter ved 100 kr., større retter ligger omkring 135-180 kr. og desserter omkring 80 kr., og det er ofte kokkene selv, der præsenterer maden ved bordet.

Restaurant Radio

Julius Thomsens Gade 12
1632 København V

Nomas fætter

På den første menu på Rado er en af forretterne kammusling, broccholi i flere stadier og grønne hyldebær-kapers. Foto: Else Bjørn

Syv år efter tv-kok og den gastronomisk iværksætter Claus Meyer var med til at give København Noma, åbnede han i 2011 sin fjerde restaurant, nemlig Radio på Frederiksberg.

Her kan du prøve ny gastronomi på et lidt mere jordnært plan end Noma, og uden at skulle have et møde med din bankrådgiver først. På Radio kan du få 3 retter til 300 kr. eller 5 retter til 400 kroner. Stilen er nynordisk og henter sin inspiration i de 2 hektar land med økologiske grøntsager, som de selv dyrker udenfor København. Her høster man 80 forskellige afgrøder.

En af køkkencheferne, Jesper Kirketerp, har for øvrigt tidligere været souschef på Noma.

Studio

Havnegade 44
1058 København K

Nomas genbo

Studio ligger hævet i 1. sals højde med direkte udsigt til kanalen og Noma på den anden side. Det er svært ikke at blive lidt forelsket i den her udsigt. Foto: Rasmus Kramer Schou

Lige overfor Noma ligger Studio. Åbnet af køkkenchef Torsten Vildgaard, tidl. kreativ chef i otte år på Noma og nu tilbage.
På tallerkenen har den nye køkkenchef, Damian Nicolas Quintana, et ønske om at præsentere gæster for ting, de ikke har smagt før, men meget gerne ville ønske at smage igen og hans chilenske ophav kan også spores. Cevichen har f.eks. gennemgået en klar opgradering og bliver pludselig gourmet i sarte hvide nuancer på førstesalen i det smukke gamle pastelgrønne Toldkammer med smuk udsigt til havnen.

Kadeau København

Wildersgade 10
1408 København K

Nomas bornholmske ven

Foto: Rasmus Kramer Schou

Kadeau på Christianshavn et både knivskarpt og nytænkende køkken i den snart verdenskendte nordiske stil, og så har de vundet AOKs pris som Byens Bedste Gourmet 3 år i træk. Kadeau er en bornholmsk forpost i København med superambitiøs Michelin-gastronomi og bornholmske råvarer som omdrejningspunkt.

Her er ikke så meget at rafle om, man kan kun bestille en omgang bornholmerbank, som er bornholmerdrengenes slang for ca. 20 retter til 1.700 kr. for maden, 1.400 for vine eller 700 kr. for en juicemenu.

Restaurant Relæ

Jægersborggade 41
2200 København N

Nomas gamle komfur

Vegetarhovedret på Relæ fotograferet i september 2010 Foto: Else Bjørn

Relæ ligger i en høj kælder på Ydre Nørrebro og har billigt bestik, genbrugsstole - og en stjerne i Michelinguiden. Desuden er Relæ blevet landets første certificerede økologiske Michelin-restaurant. Ejer og køkkenchef er dansk-sicilianske kok Christian F. Puglisi, tidligere sous-chef på Noma, og han har endda taget det gamle Noma komfur med på Relæ.

Glem alt om comfort-food og tag din Dr. Livingstone-nysgerrighed på, for her bliver du en opdagelsesrejsende i nye smage. Her kommer man for at opleve nytænkt gastronomi og få en lufttur på tallerkenen. Fire retter koster 450 kr. I vinglasset får man skænket usvovlede bio-vine.

Höst

Nørre Farimagsgade 41
1364 København K

Nomas smukke kusine

Foto: PR

Höst er Cofoco-drengenes niende restaurant i København og klart den smukkeste. Den har da også vundet prisen som verdens flotteste af den amerikanske rejsebibel Travel Leisure for sin minimalistiske nordiske indretning.

De laver folkelig ny-nordisk mad anno 2016, helt uden dogmer. Det vil sige, de køber de bedste råvarer til prisen, så hvis den bedste and er fransk, så serverer de fransk and, men på ny-nordisk vis. Maden skal være tilgængelig, både hvad angår det man får på tallerkenen, og det man betaler. Tre retters menu koster 295 kr.

Dragsholm Slot

Dragsholm Allé 1
4534 Hørve

Noma på slottet

Foto: Niels Houkjær

90 kilometer vest for København ligger et af landets helt store gourmettempler - Dragsholm Slot.  Her hedder køkkenchef Claus Henriksen, og han har tidligere været souschef på Noma og har ladet sig inspirere af ’Det Nye Nordiske Køkken’ i fortolkningen af det lokale Lammefjords-køkken.

Køkkenstilen er nemlig  ’tilbage til rødderne’ i grøntsagsmarkerne, som bugter sig lige udenfor voldgraven, hvor kokkene henter lækre råvarer til menuen.

Dragsholms gourmetrestaurant findes i kælderen i slottets sydfløj, og her kan man få syv retter for omkring 900 kroner.

 

Skriv en kommentar