Omtale
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 02/07/14

Guide: De 6 picnickurve

  • Foto: Mia Lundholm Foto: Mia Lundholm
Sommer i København er, når vejret tillader det, lig med hygge og god mad i byens grønne åndehuller. Vi guider til 6 steder, som pakker picnickurven for dig.

AOK giver dig seks tips til, hvor du kan købe dig til en færdigpakket madkurv, når du hellere vil slænge dig på stranden, hygge i parken eller gå tur i skoven end stå i køkkenet. Er vejret ikke til udflugt, kan du med fordel holde skovtur hjemme på stuegulvet eller omkring spisebordet.

Se også: Spar 20% på din picnickurv fra Il Senso med AOK

Il Senso

Gothersgade 87
1123 København K

Italiensk ved Kongens Have

Foto: Kristian Sæderup

Overfor indgangen til Kongens Have på hjørnet af Gothersgade og Landemærket ligger en italiensk vinkælderbar. Selvom Il Senso, som den hedder, kalder sig en vinbar, serverer de også gedigne, italienske specialiteter og anti pasti misto, der dækker over små lækkerier, som f.eks. lufttørret parmaskinke, kalvekød med trøffel, fennikelpølse, insalata caprese, hjemmelavet pesto, bløde og hårde oste med italiensk brød til.

Alle disse forførende delikatesser kan du få pakket i kurv med bestik og servietter som færdiglavet gourmetpicnic lige til at tage med i Kongens Have og spise, mens solen går ned bag eventyrslottet Rosenborg. Prisskiltet står på 399 kr. for to personer.

Aamanns

Øster Farimagsgade 10
2100 København Ø

Funky smørrebrød i Østre Anlæg

Foto: Kaspar Mørk

Elsker du dansk smørrebrød, hvor alt er lavet i eget køkken og af en kok, der er fuld af fantasi og smagfuld nytænkning, så slå et smut inden om Adam Aamanns deli, spisested og take away-biks på Østre Farimagsgade tæt på Sølvgade-krydset næste gang du skal på picnic.

Hos Aamanns kan du selv sammensætte din picnictaske online, som indeholder to stk. smørrebrød og en portion af dagens dessert - naturligvis pr. person. Herudover medfølger hjemmesaltede snacks, en vand, most eller øl, samt service og servietter. Hele herligheden inkl. praktisk taske koster 185 kr. pr. snude. Perfekt til en picnic i Østre anlæg, som ligger lige bag Øster Farimagsgade.

GoBoat

Islands Brygge 10-12
2300 København S

Picnic på vandet

Foto: Nynne Pedersen

Københavns havn er det ultimative trækplaster, når byboerne skal holde sommerfri midt i metropolen. GoBoat giver folk mulighed for at nyde byen fra vandsiden i stedet for at skulle svede med resten af byen på kajkanten ved Islands Brygge. De små både med plads til 8 personer er solcelledrevne, og med et bord i midten af jollen er det oplagt at kombinere cruiset med et måltid.

Heldigvis er GoBoat også leveringsdygtige i forskellige slags picnicboxe, som koster 99 kr. pr. næse. Vælg mellem en Tapas Box med charcuterie, oste og tilbehør til frokost og aften eller en Brunch Box med bl.a. laks, røræg, ost og pølse, som er oplagt til formiddags- og weekendsejladser. Det koster 395 kr. at leje en GoBoat i en time.

Meyers Deli på Gammel Kongevej

Gammel Kongevej 107
1850 Frederiksberg C

Meyers mad i Frederiksberg Have

Foto: PR Foto: Ikke oplyst

Meyers Deli er en kombination af delikatesse-forretning, kolonialforretning, kaffebar og et afslappet, men alligevel designlækkert spisested. Filialerne på Gl. Kongevej og Godthåbsvej er desuden leveringsdygtige i picnicmad uden sved på panden.

Meyers picnicbox indeholder et væld af lækre sager som f.eks. gravad okseinderlår, marineret kylling, vesterhavsost og ymerfromage. Du kan desuden spice boxen op med en håndfuld ekstra tilvalg. I den klassiske udgave står boxen i 175 kr. pr. mand, og bestiller du via JustEat, er det muligt at få den leveret lige til døren.

Fyrtøjet

Nyhavn 11
1105 København K

Klassisk kurv i Nyhavn

Foto: Kaspar Mørk

Hvis en picnic kan være eventyrlig, så er kurven fra Restaurant Fyrtøjet i Nyhavn et godt bud. Restauranten er nemlig opkaldt efter H.C. Andersens populære eventyr, og med en fyldt fletkurv fra den flotte restaurant kan du nyde sommeren på kajkanten eller tage den med ned til vandet ved Skuespilhuset.

I Fyrtøjets picnickurv finder du bl.a. røget laks, skinke, pikante pølser, gode oste, frisk frugt og masser af tilbehør, samt engangsservice. Du får lov til at beholde kurven, som desuden indeholder en rødternet stofdug i bedste skovtursstil. Som kronen på værket følger der også en flaske kold hvidvin med, og prisen står i 394 kr. for to personer.

 

Byens parker

Foto: Ikke oplyst
Nu bager solen på græsset og københavnerne befolker parkerne kun iklædt solskin og brunet hud. Læs AOKs guide til byens grønne områder her, og find din egen yndlingspark til picnic, kåde frisbee-spil og gåture. Læs AOKs guide til byens parker

 

Det mener brugerne..

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Log ind eller Register

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester