Omtale
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 25/10/16

Guide: De 5 gode indiske restauranter i København

  • Foto: Søren Bidstrup Foto: Søren Bidstrup
Her er et overblik over 5 gode indiske restauranter i København.

Englænderne var lidt smartere end danskerne, dengang det var moderne at erobre andre folks lande og kalde det kolonisering.

Vi sejlede til Grønland, hvor befolkningen levede af kogt spæk - englænderne tog til Indien og hjembragte eksotiske krydderier og en madkultur, hvor karryen var kongeretten.

Derfor har englænderne i dag et godt indisk spisested på hvert andet gadehjørne, mens vi danskere skal lede lidt længere – især hvis vi bevæger os uden for hovedstaden.

Har du først fået smag for det indiske køkken, udvikler det sig til en livslang, brændende kærlighed.

En tur til det sydlige Indien

Foto: PR

Midt på Vesterbrogade kan man komme en smuttur til det sydlige Indien og smage det lækre chettinad-mad. The South Indian har også en filial på Godthåbsvej, der er blevet så populær, at førstesalen her på Vesterbrogade altså også nu tilbyder den relativt velkrydrede mad.

Her er køkkenet autentisk og holder ikke tilbage på styrken, uden det dog på noget tidspunkt får det til at brænde helt igennem. Kortet har mange af de mere lokale retter som 65'eren (med 65 forskellige krydderier i blandingen), perotta-brød og masser af dosa'er - en slags pandekager med fyld i eller på, man sidder og nipper til, mens man dypper det i forskellige saucer.

Guru

Jernbanegade 3-5
1608 København V

Den designede

Foto: Rasmus Kramer Schou

Guru er ikke blot Københavns ældste indiske restaurant, den er i dén grad også en af de bedste. En komplet renovering i 2014 har tilmed også gjort den til en af de smukkeste. En designgruppe fra Henning Larsen Architects har nemlig fundet en ideel balance mellem nordisk minimalisme og indisk storhed.

Køkkenet fokuserer på det nordindiske gadekøkken, og alt, som i ALT bliver lavet fra bunden. Selv yoghurten er hjemmelavet. Den passion kan også smages på tallerknen, hvor man næsten bliver afhængig af de dybe smage. Mango-lassien er legendarisk og et must-try, ligesom den vegetariske Black Dal kan få alle kødspisere til at skifte religion.

Rasoi

Ørestads Boulevard 55
2300 København S

Den nordisk indiske

Foto: PR

Rasoi ligger i VM-bjerget i Ørestaden og er noget så utraditionelt som et miks mellem nordisk og indisk kultur. Her er stilfulde sorte stole, høje vinglas og ægte tæpper under nogle af bordene for at bryde stilen.

Retterne er skabt ud fra ældgamle indiske opskrifter, men med ingredienser, som er tilpasset de danske smagsløg. Ambitionerne i køkkenet er høje, men nogle gange må man bare stole på erfaringen. Sådan forholder det sig med stedets samosa, som ejeren Inams mor har 45 års ekspertise i at lave, så det er hendes samosa, man får.

Al-diwan

Vesterbrogade 94
1620 København V

Den traditionsrige

Foto: Ikke oplyst

Al-diwan betyder hyggestue til kongelige gæster, og hvis du er i tvivl om, hvad det er, findes der masser af illustrerende billeder på væggen.

Det er fire brødre fra Karachi, Pakistan, som kører stedet sammen, og deres inspiration skal hentes tilbage hos den postkoloniale kongefamilie Moghul.

Det er også kongelig pakistansk-indisk mad, der bydes på, og de er blevet kendte for deres Butter Chicken og Chicken Tikka Massala.

Maharaja på Strandboulevarden

Strandboulevarden 67
2100 København Ø

Den gode til begynderen

Foto: Maharaja på Gammel Kongevej fotograferet af Else Bjørn

Hvis man har det lidt stramt med chili i orkanstyrke, er Maharaja er rigtig godt sted at starte sit indiske mad-eventyr. De har et stort menukort med godt 60 retter, som restauranten understreger kan justeres i krydderi- og chilistyrke, så de passer til selv sarte danske ganer. 

En af husets specialiteter er thali, som betyder en samling af små retter, pappadams, dips og ris i stålskåle på en bakke. Ofte er thali vegetarisk, men på Maharaja indgår kødretter også i thali'en.

Thali er et godt bud, hvis I kun er to personer, men gerne vil spise, som inderne spiser. De bestiller ikke hver sin ret, men en masser retter, som hele selskabet spiser, så de kan smage mest muligt.

 

Skriv en kommentar

AOK Tjenester