Omtale
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 06/11/17

Guide: 13 gode restauranter tæt på Parken

  • Hotdog er populært, men hvor går man hen, hvis man gerne vil finde en god restaurant, inden man skal i Parken. Foto: LISELOTTE SABROE

    Hotdog er populært, men hvor går man hen, hvis man gerne vil finde en god restaurant, inden man skal i Parken.

    Foto: LISELOTTE SABROE
Hvor skal man spise inden en tur i Parken? Parken lokker med fodbold, koncerter og alt muligt andet, men hvilke gode restauranter skal man egentlig besøge inden en tur i Parken?

Lyst til burger? Så scroll ned til bunden af guiden.

PS Bar & Grill Østerbro

Østerbrogade 106
2100 København Ø

PS Bar & Grill Østerbro

PS er kendt for sine lækre delevenlige retter. Foto: Christian Hoyer

Indre Bys sangria-favorit har knopskudt med afdeling på Østerbrogade, et stenkast fra Parken.

Menukortet dækker over en række snacks eller større retter så som rib-eye, oksemørbrad eller et stykke fisk. Dertil en række sideorders og saucer, så du selv kan sammensætte måltidet, efter hvad du har lyst til.

Restauranten har også masser af udendørspladser på den altid hyggelige Skt. Jakobs Plads.

Tony's Østerbro

Østerbrogade 79
2100 København Ø

Tony's Østerbro

Foto: Kaspar Mørk

Madklubben er skam også repræsenteret.

Tony's Østerbro ligger ud mod Østerbrogade i den ikoniske Park-bygning. Den nyistandsatte restaurant har en omkringliggende balkon med plads til omkring 150 gæster - og som nok skal blive godt fyldt, når musikere og andre verdensstjerner lægger vejen forbi Parken.

Menukonceptet er en tro kopi af den oprindelige Tony’s i Havnegade med 3 valgfrie retter fra 200 kr. Ønsker man at opgradere med små tilkøb hen ad vejen, kan det også sagtens lade sig gøre, og der er rig mulighed for at møde gamle kendinge på menukortet - som vitello tonnato, insalata caprese, lasagne, risotto og tiramisu.

Le St. Jacques

Sankt Jakobs Plads 1
2100 København Ø

Le St. Jacques

Foto: Jakob Boserup

Ejeren af Le Saint Jacqueser den legendariske franske kok, Daniel Letz. Manden, der om nogen fik sat Kong Hans på det kulinariske verdenskort.

Køkkenet er præget af det franske landkøkken med retter som confit af andelår, og når der er store arrangementer i Parken laver de typisk en særlig tre-retters menu.

Maden og vinen er fransk, og selvom priserne ikke er helt lave, kan stemningen godt være afslappet og vi-kom-lige-forbi-agtig.

Gourmandiet

Rosenvængets Alle 7 A
2100 København Ø

Gourmandiet

Byens smukkeste slagterforretning: Gourmandiet i Rosenvængets Allé Foto: Else Bjørn
Gourmandiet i Rosenvængets Allé er ikke blot byens smukkeste slagter- og delikatesseforretning, men også et lille spisested, som har åbent torsdag, fredag og lørdag aften. Herinde i en af byens bedste slagtere, står menuen selvfølgelig på økologisk kød. Så hvis I har lyst til proteiner inden Parken, så er det her, I finder T-bone, Côte de Boeuf, Rib-eye, Entrecôte og Tournedos.

Brasserie Barner

Århusgade 1
2100 København Ø

Brasserie Barner

Foto: PR

Hvis man er til afslappet stamgæst-restaurant med et køkken, der værdsætter den franske hverdagsgastronomi, så er det Barner, der gælder.

Priserne er meget rimelige, og en et par retter kan sagtens gøres for 200 kr.

Her er relativt højt til loftet, hvorfra klassiske runde lampet understreger den franske stemning, ligesom de mange grønne planter, spejle og levende lys hjælper til med.

Famo Metro

Øster Søgade 114
2100 København Ø

Famo Metro

Famo Metro 16. august 2010 Foto: Else Bjørn

Famo Metro ligger på Lille Trianglen og er en afslappet, moderne, italiensk restaurant, hvor prisen svarer til kvaliteten.

En menu med 5 retter koster 400 kr., men man kan også gå a la carte.

Vil du sidde i dæmpet belysning og med udsyn til den åbne grill, som bliver fyret op med brænde og spreder en liflig duft, skal du gå efter et bord i kælderen. Første sal er lys og med højt til loftet, og hvis du er heldig, får du et bord, hvor du se løbere halse rundt om Søerne, mens du nyder livet med et glas vin i hånden og udsigt til dagens sidste solstråler, der spiller i kastanjetræerne ved Sortedamssøen.

Restaurant Metier

Blegdamsvej 70
2100 København Ø

Restaurant Metier

Foto: David Lundbye, www.L2-Lab.net

Der er tale om noget af et sceneskift, når man fra Blegdamsvejs tunge trafik og udsigt til "Riget" træder direkte ind i en bid af Paris.

På Restaurant Metier har man for alvor gjort noget ud af at skabe den rette atmosfære komplet med afskallede vægge, rustikke træmøbler og gamle messinglamper.

Kortet serverer delevenlige retter, hvor man sagtens kan række over bordet, uden nogen rynker på næsen. Man kan kaste sig ud i 3 eller 5 faste retter (ca. 275 og 375 kr.)

Her er fuld fokus på biodynamiske grøntsager, økologisk kød eller friland, og fisken er fanget bæredygtigt, og når det kan lade sig gøre, har de valgt lokale leverandører.

Guldkroen

Fredensgade 11
2200 København N

Guldkroen

Foto: Rasmus Kramer Schou

Guldkroen ligger på Fredensgade 11, hvilket betyder der egentlig kun er en gåtur igennem Fælledparken, før man når Parken.

Og Guldkroen er et stort dansk brag, hvor man kan komme ind og blive mættet på klassisk mad med masser af sovs og kartofler og hjemlig stemning. Herinde er der altid festdag for fans af klassisk dansk mad.

Guldkroen er indrettet præcis som en traditionel dansk kro, hvor man kan slå sig ned og føle sig hjemme. Tænk rejecocktail, tarteletter ad libitum, wienerschnitzel, engelsk bøf, krebinetter og kroens eget hjemmelavede regnbueis til dessert.

Nørrebro Bryghus

Ryesgade 3
2200 København N

Nørrebro Bryghus

Foto: PR

I en gammel fabrik i Ryesgade på Nørrebro åbnede i 2003 et bryghus med restaurant på 1. sal og ølbar i kælderen. Der er 1,6 km til Parken herfra.

Foruden god øl fra egne haner, har Nørrebro Bryghus et godt køkken.

Køkkenchefens ambition er et afslappet brasseriekøkken, som har ladet sig inspirere af det nordamerikanske køkken.

Menukortet er komponeret af retter, som gør sig godt til øl, og ofte vil øllet også være at finde som en central ingrediens i maden.

Fischer

Victor Borges Plads 12
2100 København Ø

Fischer

Foto: Ikke oplyst

Hos Fischer regerer David Fischer, en sindssygt dygtigt kok, som i to år har arbejdet på Roms eneste trestjernede Michelin-restaurant, La Pergola, hvor han stod ved pastagryderne fem dage om ugen fra klokken 11 formiddag til klokken 01 om natten. Det er vist det, man kalder at lære det på den hårde måde.

Da han i 2007 vendte hjem igen, overtog han en gammel pub og åbnede i stedet det lille spisested, som serverer pastaretter på pubbens gamle egetræsborde med gode vine til overkommelige priser, og hvor spillemaskinerne stadig står ved siden af baren. Helt nede på jorden med andre ord. Og det er også der, i det enkle og uformelle, det italienske køkken skinner skarpest.

 

Det mener brugerne..

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Log ind eller Register