AOK anbefaler
Brunch
Middag
Fransk/dansk

Gourmandiet er en slagterforretning med øko-kød fra dyr, der har haft et ordentlig liv før slagtebænken, en delikatesse, hvor du kan købe charcuteri og spiseklar aftensmad og desserter fra Markus Grigo og et lille, rustikt bøf-spisested.
I marts 2008 blev delikatessebiksen i det ene lokale forvandlet til en lille restaurant, hvor du kan spise brunch om lørdagen og få en god bøf om aftenen på onsdag til lørdag.
Kød fra økologiske stude
At priserne på de gode højrebsbøffer i Gourmandiets lille spisested ikke helt kan måle sig med byens billige bøfkæder, skyldes dels at Gourmandiets kød er økologisk, og dels af højrebet kommer fra 30 måneder gamle fritgående, sjællandske stude, som er tyrekalve, der bliver kastrerede. Fordi de kastredede tyre ikke producerer testosteron, vokser de langsommere og får mere velsmagende kød.
Rødvn til bøffen
Vinkortet består af et dusin flaske fra fem gode leverandører, som tæller Mads Rudolfs Petillant, Norma og Rosforth & Rosforth.
Spise her med hjem?
Vil du selv svinge panden eller tænde op i grillen, kan du købe højrebsbøfferne med hjem fra butikken, som de dage, hvor restauranten er åben, også lukker sent.
Tørrede vildsvineskinker
Vildsvine-skinkerne, der bliver saltet og sendt til Belgien, hvor de tørrer i grotter i ni måneder, kan du købe i skiver i butikken. Ofte har Gourmandiet også fersk vildsvinekød i kølemontren. Prøv de marinerede vildsvinekoteletter, der er billigere end bøffer og fantastiske på grillen.
Slagteren og kokken
Bag Gourmandiet stod ved åbningen slagteren Peter Steen, som vandt Slagterprisen 2006 og igen i 2011 og kokken Peter Mose Midtgaard, der var på gourmetrestauranten Ensemble. Kokken er nu væk, og Peter Aalbæk, som har Aalbæk specialiteter, ejer nu 50 procent.
Vægfrise med koens liv
Under istandsættelsen af cafeen Circus, som lå på adressen før Gourmandiet, dukkede bag adskillige lag tapet e frisemaleri op fra år 1900. Frisen viser koens vej fra mark over kødtorv til slagterbutik. Lokalerne var nemlig slagterbutik fra 1900 til 1908, hvorefter det blev til et værtshus. Frisemaleriet er fredet og giver sammen med glasfliselofterne en historisk kontrast til den strømlinede butik med en rund køledisk i glas midt i lokalet.
Jeg har lige været forbi Gourmandiet her til aften og købe de møreste bøffer vi nogensinde har smagt, Tak for en god kødoplevelse.
Frokost oplevelse af de mere tvivlsomme! Havde besluttet at jeg, sammen med min medspiser, skulle have en hakkebøf til frokost. Må regne med at de her ved hvad de har med at gøre. De kunne dog ikke finde ud af at stege den (havde bestilt rød, fik en gennemstegt!).
Dette er som sådan hvad der kan ske, men jeg regner med at man et sted som fremstår med megen faglig stolthed, ville finde det yderst uheldigt - nærmest pinligt.
Det blev dog modtaget med en let trækken på skulderen - du kan da få en kop kaffe på huset....
En sådan ligegyldighed (chefen var selv tilstede, men valgte at lade som ingenting) skuffer mig dybt! Har brugt slagteren meget og er mere end villig til at betale for gode ting. Det er slut nu.
Øv!
Min kone og jeg besluttede os for at prøve de berømmede økologiske bøffer, og vores forventninger blev ikke skuffet. Utrolig mørt og velsmagende kød, glimrende og enkelt tilbehør (kartofler og bønner + bernaise eller demiglace). Saucerne er virkelig gode, jeg har sjældent smagt så god en bernaise.
Vinkortet er måske i den dyre ende, men vi fandt en Chianti (Pacina 2006), som var et virkelig godt glas, og meget langt fra de anonyme Chianti'er andre restauranter tager overpris for.
Jeg har kun to anker.
1. Betjeningen var noget ujævn/ung. Vi ventede en rum tid på at kunne bestille, men da vi havde bestilt kom forret (og hovedret) hurtigt. Faktisk lidt for hurtigt med hovedretten, da vi ikke var helt færdige med forretten endnu.
2. Bøfferne var grillet lige til den hårde side. De var bestemt stadig møre, men havde i områder en lettere brændt bismag.
Betjeningen var måske ujævn, men meget venlig, og vi følte os velkomne på stedet. Står den på bøf, kommer vi bestemt igen.
Jeg havde inviteret min kæreste med ud at spise og glædede mig rigtig meget, til at sætte tænderne i Gourmandiet's bøffer.
Aftenen gik således:
Vi bestilte en snack-starter, som var utrolig delikat, da der bl.a. var vildsvine spegepølse, som virkelig var lækker & delikat! Vi bestilte derefter hovedretten; for mit vedkommende 300g Rib-Eye steak med standard tilbehør. Jeg fik bøffen serveret og dérfra gik det desværre ned af bakke! Bøffens kvalitet var langt fra acceptabel!! Den var fyldet med en stor fedt kerne og sener, som gjorde at jeg efterlod ca. 100g ren fedt og pus. Det er IKKE iorden, når det jo ligesom er bøffen der er trækplastret for Gourmandiet! Det lagde selvfølgelig en ærgelig dæmper på aftenen, da hovedattraktionen nu havde vist sig at være noget af en fuser.
Vi rejste os og betalte - men ingen tilkendegivelse fra ejeren over det utrolig dårlige stykke kød. Dog fik vi vores snack gratis (normal pris kr 75), så han vidste nu nok at det ikke var i orden.
Vi var ca. 20-25 gæster i hele restauranten og der var 1 tjener!!!!...Serviceniveauet taler derfor sit eget sprog - vildt hektisk og ukoncentreret og generelt ikke noget som gør, at man føler sig forkælet af personalet.
Konklusion: Meget velsmagende starter (snacks), rigtig god vin, men kødets kvalitet var LANGT under hvad man kan forvente af en restaurant, som ikke tilbyder andet end kød.
Mit råd: Spar et par hundrede kroner mere sammen og forkæl ganen med en kødoplevelse et andet sted i byen!
Jeg og to af mine venner var fredag aften taget til gourmandiet, for at prøve de berømte økologisk bøffer, I en fuldstændigt proppet slagter/bøfhus
fik vi serveret de bedste bøffer vi aldrig har smagt før, Vi takker for at havde fundte gourmandiet og glæder os til at komme igen. TAK
Ganske udemærket og dejligt kød - lidt pricy. Dog savner jeg Circus, der i sin tid lå på adressen. Det var godt nok en oplevelse!
Gourmandiet by night er virkelig kvalitetsbøffer. Super lækre og møre. Betjeningen er rigtig sød og vidende samt et rigtig fornuftigt vinkort. Gourmandiet ligger dog i den dyre ende prismæssigt, men de beviste også deres værd, den aften vi var der.
Mig og min ven var inde i gourmandiet i går og købe t-bone.
Vi har aldrig fået så møre og saftige bøffer før, Så mange tak for det gourmandiet. Vi kommer helt sikkert igen,
Kære Gourmandiet
Jeg er normalt rigtig glad for jeres butik, og synes i gør et godt stykke arbejde, samt leverer en god service, og et rigtig godt stykke kød. Men jeres brunch er noget af det ringeste jeg har prøvet længe! Min kæreste og jeg var nede og spise brunch hos jer, og var begge dybt skuffede over det, vi blev serveret. Lidt kedeligt frugt og en meget slatten omgang kartoffel tortilla, med forskellige kød til (skinke og vildsvinsbacon der dog var fantastisk). Alt i alt så det hverken særlig appetitligt ud, og var heller ikke en specielt begejstrende oplevelse. 175 for en brunch er jo ikke verdens dyreste brunch, men alligevel havde jeg forventet noget lækkert, fra et sted med normalt høj kvalitet som jeres. Jeres brunch får kun én stjerne - men jeg rater jer alligevel 5 over-all pga. jeres dejlige slagterbutik. Jeg er sikker på, hvis i kælede lidt for jeres brunchmenu, der også ville være andre end os to inde og spise sådan en lørdag formiddag (vi var helt alene ;).
Held og lykke
Forrygende! Engageret betjening, praktisk indpakket, let at transportere, let at varme up, simpel vejledning, bøfferne var overraskende store og var fantastisk mører og det hele smagte forrygende. Opvasken var hurtigt overstået og festen kunne begynde. Vores varmeste anbefalinger!
Gourmandiet har byens bedste bøffer! Vi var en gruppe på 8 mand der spiste på restauranten - super betjening, god vin og KANON bøffer!!! Jeg benytter også slagteren, og må sige at kødet er af fantastisk kvalitet, som jeg ikke vil være foruden - Gourmandiet kan klart anbefales!
Kødet i slagterforretningen Gourmandiet er vidunderligt - hvis du læser denne kommentar skal du gøre sig en tjeneste og lade din vej gå forbi dette unikke sted. Lad dig inspirere af af den smukke forretning, de mange kødvarianter og andre specialiteter til at gå hjem og lave en lækker middag.
Du kan også vælge at spise på den tilstødende restaurant hvor kødet er stegt til perfektion og deres saucer er smagfulde.
Vi var et selskab på syv personer der alle prøvede restauranten første gang. Alle (incl. 2 babyer) var i hopla over oplevelsen.
Betjeningen er yderst imødekommende og venlig.
Jeg har handlet to gange i Gourmandiet! Begge gange har det været en dårlig oplevelse... Overpris, virkelig dårlig betjening og en jævn kvalitet! Af den grund kan jeg ikke forklare hvorfor jeg gik der ind og spiste til aften for et par uger siden, måske fordi jeg ikke er ked af at give alle en chance til... Men endnu en gang følte jeg mig meget snydt, vi spiste to mennesker, fik hver en bøf, et glas hvidvin, lidt snacks, snacks vi kom til at betale for to gange, da vi jo var to (altså 150,- ! ), vi delte også en flaske rødvin (absulut ikke den dyreste) - Regningen blev næsten 1.800,- Til sammenligning er det også prisen for den store menu, samt vinmenu på en et eller to stjernet restaurant her i byen... Længe leve kvalitets kød, men ikke bondefangeri!! Jeg er færdig med det sted, de får en stjerne fordi det er det mindste man kan give...
Min oplevelse af Gormandiet er meget blandet. Vi var et selskab på syv personer, hvor af én af os var ret uheldig – en ud af syv – det er for meget når regningen ender op med at være på 3000 kr. for hovedret og to flasker vin.
Tre af os bestilte Rib Eye. To medium rare, en medium. Maden kom, og til min store fortrydelse bestod halvdelen af min bøf af fedt. Da tjeneren kom forbi og spurgte os, om alt var som det skulle, spurgte jeg forsigtigt, om det var meningen, at en rib eye skulle være så fed - mine medspisere bakkede op og sagde, at deres langt fra var så fede som min. Tjenerens svar var, at så havde de to bare været heldige!
Jeg studsede noget over det svar. Ret nedladende fulgte han dog op med: ”Du kan godt få en ny – hvis du insisterer”. Det gjorde jeg.
Da bøffen kom, var det en anden udskæring– men nu et meget mager stykke. Bøffen så meget appetitlig ud, men var blodrød. Igen kom tjeneren og spurgte, om jeg var tilfreds. Og NU var der pinligt! Meget trykket bad jeg om at få stegt kødet lidt mere. Tjeneren tog mopset min tallerken og sagde, at jeg da havde fået den stegt nøjagtigt som den første – medium rare, hvilket jeg jo kun kunne sige nej til, eftersom jeg bad om en medium stegt bøf.
Da en tallerken for tredje gang stod foran mig var bøffen perfekt! Men resten af selskabet var for længst færdige med deres mad – og jeg havde nu opnået at få samtlige gæster i lokalets opmærksomhed. Det var en yders ubehagelig oplevelse – og slet ikke hvad jeg forventer på et spisested i den prisklasse!
Friske råvarer, serviceminded betjening. Top!
Gourmandiet har exceptionelt lækkert kød. Jeg har handlet der flere gange og har været sjældent tilfreds med resultatet hver gang. De har desuden en god service, der giver kyndig vejledning i tilberedning af de indkøbte lækkerier.
Jeg har ikke prøvet deres madbar endnu, men der kan ikke gå meget galt med de råvarer de har til rådighed. Så den er sikkert et besøg værd.
De sælger desuden fonder og saucer, hvilket jo er rart de dage man ikke har seks timer og en grydefuld kalveben i overskud.
Det eneste minus er prisen. Du kommer hurtig til at betale 80 kr.+ for en enkelt bøf. Men hellere bøf een gang om måneden fra Gourmandiet, end det sålelæder de sælger i supermarkedet.