Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 05/01/11

Godt håndværk på herregården

  • Foto: Liselotte Sabroe Foto: Liselotte Sabroe
Køkkenet på Mikkelgaard fungerer fint men ikke helt uden skønhedsfejl.

Mikkelgaard er lidt af en klassiker i den nordsjællandske gastronomi. Først i 1990erne huserede eksempelvis den navnkundige Jan »Cocotte« Pedersen her på Strandvejen mellem Rungsted og Kokkedal – i dag hedder køkkenchefen Søren Gammelgaard.

Og bygningen er da også i sig selv attraktiv, en lille firelænget »herregård« i engelsk stil opført i 1915-16 af arkitekten Poul Baumann som sommerhus for komponisten Hakon Schmedes. Placeret midt ude i Øresund og forbundet med fastlandet med en lille bro.

Priserne ligger i det højere mellemleje. En treretters menu koster 325 kroner og fem retter står i 450 kroner. Vi valgte nu at gå strandhugst i a la carte-kortet, hvor hovedretterne ligger omkring de 200 kroner.

Først fik vi en appetizer, en relativt stor én af slagsen, god kraftig, flødemættet bisque på slethvar med fyld af fennikel. Hertil nød vi et glas Ayala-champagne (95 kr.). Og så fulgte forretterne: Jeg fik en carpaccio af tynde skiver af rå havtaske belagt med et smulder af halvfrossen, saltet, rå foie gras og rugbrødscroutoner.

Det er muligt, at kombinationen af rå foie gras og rå fisk kan synes pervers på papiret, men den fungerer fint – som før set på f.eks. den nu lukkede Michelin-restaurant MR, der serverede den rå andelever med rå jomfruhummer – og det gjorde det også denne aften. Dog var jeg nødt til at gå udenom en ordentlig skefuld hybenkompot, som i sig selv smagte fint nok, men var alt for sød og kraftig til at harmonere med resten af retten.

Medspiser ét fik et lille konfiteret gråandelår garneret med en lille stegt vildtpølse, stuvet spidskål med syltet citron og en ditto citrontilsmagt sauce. Med sit rustikke, husmandsagtige tilsnit en meget hovedretsagtig forret, men serveringen hang ganske fint sammen.

Min anden gæst fik en uhyre klassisk servering af to stegte kammuslinger med porrer, gulerødder i små tern og en klassisk, smørmonteret fransk fiskesauce sauce nage. Ikke ligefrem nogen vovet servering, men dog velsmagende i al sin sikkerhed.

Til forretterne drak vi 2007 Bourgogne blanc fra det lille négocianthus, Frederic Magnien (425 kr.), en udmærket, relativt slank sag med et mineralsk strejf.

Se også hvem der har fået flest stjerner i 2010

Til hovedret fik jeg et meget stramt tilskåret stykke af fint, letsaltet kalvebryst, bagt så det næsten faldt fra hinanden i trevler. Garnituren var ikke helt så skarp, lige på grænsen til at blive rodet, men dog absolut inden for rammerne af det spiselige: stegte kalvebrisler, saltbagt selleri, æble og en kartoffelgratin.

Første gæst fik en ribeye af amerikansk oksekød: Mør som altid fra de kanter, men snarere stegt medium end medium rare, som vi havde bedt om. Garneret med friterede løgringe, sprøde grove fritter og en glimrende bearnaise, som var fint varmt og ikke alt for sindssygt sur af eddike, hvilket er en fordel, hvis man skal kunne drikke rødvin til. Vi drak cabernet sauvignon fra Washington State (495 kr.), der er relativt sjælden at se på det danske marked og fint klarede udfordringerne.

Sidste hovedret var bagt torsk med en puré af jordskokker, belagt med friterede jordskokker, duske af dild, granatæblekerner og serveret med en soyatilsmagt sauce. Torsk og jordskokker er jo en megaklassiker, men resten af de eksotiske ingredienser fandt ikke helt hinanden i et meningsfuldt udtryk.

Jeg rundede af med fire oste, serveret med syltede nødder. Udmærkede ting uden at være uforglemmeligt – jeg husker den franske blåskimmel fourme d’ambert, frisk gedeost og italiensk rødkit tallegio.

De to andre tog sig af husets desserter: En gang kraftig chokoladefondant garneret med blommekompot og kugle vanilleis placeret på en nougatbar.

Dessert nummer to kørte på kombinationen af æble og karamel. En fin æbleterrine var toppet med kugle æblesorbet og strintet med lidt karamel. Ved siden af stod et shotglas med karamel. Udmærkede ting.

Køkkenet på Mikkelgaard fungerer fint for tiden, kunne vi således konkludere. Ikke helt uden skønhedsfejl denne aften, men generelt er der tale om gedigent håndværk af den slags, som takserer et sted lige midt mellem tre og fire stjerner. Med andre ord: Det er tre af de helt store denne uge.

Det spiste vi
Havtaskecarpaccio med hybenkompot og saltet foie gras 95 kr.
Stegte kammuslinger med sauce nage 95 kr.
Konfiteret gråandelår med vildtpølse og hvidkål. 85 kr.
US ribeye med bearnaise 225 kr.
Kalvebryst og –brissel 195 kr.
Bagt torsk med jordskok, soja og granatæble 200 kr.
Oste 100 kr.
Chokolade ganache 85 kr.
Æbledessert med karamel og mandel. 85 kr.

Hvad: Mikkelgaard
Hvor: Rungsted Strandvej 302, tlf. 45 76 63 13
Hvor meget: Vin 325 kr., hovedret 195 kr. Trerettersmenu 325 kr.
Hvornår: Tors-søn kl 12-15 og 18-22. Søndag kun 12-15.

Se også hvem der har fået flest stjerner i 2010

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester