Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 10/12/08

Giv blenderen en fridag

  • Foto: Michael Bothager Foto: Michael Bothager
Il Gallo Nero har et højt ambitions- og prisniveau, men kunne med fordel forenkle sit køkken.
l Gallo Nero – den sorte hane – er logo for sammenslutningen af Chianti Classico-producenter. Da vi lagde vejen forbi restauranten i Landemærket, var det således i forventning om et spisested med et vinkort spækket med fristende flasker til drikkevenlige priser.

Førstnævnte blev til dels opfyldt: Gallo Nero’s vinkort er udmærket, uden dog at være prangende, til gengæld er prisniveauet deciderende afskrækkende. For at nævne et af mange eksempler koster Casanova di Neri’s Brunello Tenuta Nuovo 2001 2.000 kr. Vi taler her om en vin, som har jeg liggende hjemme i kælderen indkøbt i Gobi/SuperBrugsen for 250 kr.

Vores lyst til at boltre os i vin var med andre ord effektivt demonteret, så vi valgte i stedet husets vinmenu til 495 kr. som ledsager husets 4-rettersmenu til samme pris og fås i både kød- og fiskeudgave. Gallo Nero har også a la carte servering med hovedretspriser fra 259 kr. til 329 kr., hvilket placerer stedet i den dyrere ende, hvad angår italiensk mad.

Til gengæld er køkkenchefen italiensk: Restauratør Claus Pichner, der overtog restauranten for et år siden, har installeret Davide Capezzali, som jeg kan forstå er fra Calabrien, som køkkenchef. Læsere, som har fulgt denne anmelder gennem tiden vil vide, at jeg nærer en stor kærlighed til den italienske gastronomi. Jeg opfatter Støvlelandet som verdensmester i det enkle råvarefikserede egns- eller terroirkøkken.

Der eksisterer dog også et andet italiensk køkken, som jeg vil kalde »Det fimsede køkken«: De stolte latinere har som bekendt en forkærlighed for formen, »La Bella figura«, som desværre til tider kan give sig udslag i det overpyntede. Det er et køkken, hvor man i bestræbelserne på at være fornem har glemt at servere råvaren i sin mest enkle form. Grøntsagerne optræder i blendet udgave som diverse små puréer og mousse bl.a. i form af sformatino, der mest af alt ligner en lille skumpude, der har fordel af, at den kan laves i god tid og lunes i ovnen under service.

»Det fimsede køkken« er heldigvis på retur, men af og til løber man dog ind i denne anakronisme, som f.eks. på Gallo Nero.   
Først kom en lille tallerken med tre små bidder flankeret af en stribe indkogt balsamico som appetizer. Lidt sprødt fiskeskind, en grøntsags-sformatino placeret på en skive squash og noget som mindede om en rejechips – alle tre toppet med lakserogn og sortfarvet stenbiderrogn – ikke hver dag, man løber ind i denne forhistoriske falske danske »kaviar«.

Antipasto’en bestod af tre lidt større bidder serveret i en aflang fadagtig sag: Først en terning af laks, som desværre var stegt helt tør, lagt på en stribe rødbedepuré, og toppet med en lille salat af grøn tang af den slags, man køber konserveret fra Japan. Den næste bid var markant bedre, et stykke perlehønebryst lagt på gulerodscreme, polenta, og så endelig en sformatino-skumpude med vintergrøntsager sat på en broccolipuré og pyntet med lucernespirer. Hertil et glas hvidvin Colbardia fra Umbrien.

Kødmenuen bød på en cannelone fyldt med grøntsagsfyld lagt i en blendet svampecreme, som var dyppet med blendet grøn og rød olie og pyntet med dild og cherry-tomat. Her til Costalago ripasso fra producenten Zeni. Jeg er ærligt talt træt af ripasso-teknikken, som involverer tørrede druer, men her var heldigvis tilsat lidt cabernet, så vinen ikke smagte alt for meget af amarone.

Til fiskemenuens pastaret var det aflange tredelte fad igen i brug, denne gang til tre ret store ravioli pakket i forskellig dej, men med ens fyld af skaldyrsfars: Den ene orange, den næste hvid og den sidste koloreret med blæksprutteblæk. Ravioli’erne var lagt i safransauce og pyntet med dildkviste og halve stegte kammuslinger og en stor reje, som smagte underligt. Vinen var en 2006 Serole soave.

Min hovedret bestod af en godt rød tournedos, marsalsa sauce, kartoffelgratin, grønne bønner og en tydeligvis opvarmet skumfidus, her kaldet broccoli-flan. Vinen, en barolo fra en for mig ukendt producent, men i den gode årgang 2004, var denne serverings mest oplivende moment.
Min gæst fik skindstegt guldbars, garneret gratineret kartoffelpure, jordskokke-flan, en ligegyldig chips af blæksprutteblæk, pure af rød peberfrugt og asparges (og så i december). Vinen, en hvid Le Lave fra Bertani i Veneto.

Desserten foregik endnu engang i det aflange tredelte fad: Panna cotta med en stribe rød bærpure. En brunlig nøddekage med pure af kiwi og mange og endelig en chokolademousse med vanillecreme. Her til et glas sød rød recioto della Valpolicella fra Zeni. Endnu engang ville vi have foretrukket én god anretning frem for al den lir og blær.

Man mærker tydeligt de positive hensigter på Gallo Nero og ville således gerne kunne anbefale stedet. Det er dog ikke til at komme uden om, at hvor retternes hovedemner forekom tålelige, var tilbehøret generelt ikke bifaldsfremkaldende – hertil var der alt for mange overflødige pyntegenstande og babymad og for lidt fokus på smag. Selv med lidt god vilje kan det desværre ikke blive til mere end tre stjerner.
Javascript is required to view this map.
Kort

AOK Tjenester