Geranium er lukket.
Men de to kokke bag restauranten Søren Ledet og Rasmus Kofoed er stadig sprællevende og vil lave mere mad.
"Nu skal vi lige gennem den her hårde periode, og det bliver ikke skægt, men så får vi nyt blus under gryderne, sådan er det jo, det er det vi vil," siger Søren Ledet:
"Vi vil bare lave noget god mad og gøre folk glade. Det er det, vi kan, det er det vil vil," siger han.
"Det har været så hårdt. Mandag havde jeg den bedste dag i mit liv, hvor jeg var til 12 ugers scanning med mit barn. Og i går var så den værste dag i mit liv, hvor vi måtte lukke restauranten," siger han.
Gourmet vigtigere end penge
Men uenighed med investor Rudolf Lassen tvang de to til at slukke for gassen og smække ovnlågen i i den hvide træbygning i Kongens Have. Han ville tjene penge, de to ville lave gourmetmad på verdensklasseniveau, og den slags bliver man ikke rig af:
"Alle ved jo, at man ikke tjener penge på at have en gourmetrestaurant. Min og Rasmus' ambition var at få Geranium til at gå i nul, og var det lykkedes, havde vi nok åbnet et brasserie på et tidspunkt, men sådan skulle det ikke gå," siger han:
"Nu skal vi lige gennem det her, og så åbner vi noget nyt."
Har I overvejet at gøre det hver for sig?
Man kan høre vantroen knitre gennem mobilnettet, da Søren Ledet forundret siger:
"Hvad? Hver for sig? Os? Nej da. Altså alle ved, at sådan.. jamen jeg tror, at alle andre end vores kærester tror, at Rasmus og jeg er gift med hinanden. Det er vi på en måde jo også fagligt. Vi åbner sammen. Selvfølgelig sammen."