8. november kan Kong Hans-køkkenchef Thomas Rode Andersen fejre, at det er præcis ti år siden han overtog ansvaret for gryderne i landets mest prestigefyldte restaurant. Han er den kun tredje køkkenchef i de nu 30 år Kong Hans har været ved magten - det vidner om både gastronomisk særstatus og uhørt stabilitet i en ellers særdeles omskiftelig branche. Men selv jubilarer kan jo med tiden blive lidt trætte i det, og Kong Hans er ikke længere alene om at repræsentere gastronomi i luksusklassen. Så forleden aften besluttede medanmelder Søren Frank og undertegnede at underkaste begge jubilarer et kvalitetstjek for at se om byens uden sammenligning dyreste restaurant lever op til renomméet. I anledning af 30 års-jubilæet fås den sædvanlige seksretters innovative menu (normalt 935 kr.) også i en »retrospektiv« version, hvor Thomas Rode har tilføjet en ret fra hver af sine forgængere, som sammen med tilhørende vinmenu samt mineralvand, kaffe og en lille avec sælges for små 2500 kroner pr. person! Det er jo også en slags penge, som medanmelder Frank og jeg blev enige om, da vi sad i loungen til en trods prisniveauet propfyldt restaurant, mens vi nød en ganske ordinær omgang snacks, sippede champagne og spidsede kritikerpennen.

APPETIZEREN, KOMPONERET til en potent Clos de Goisses-champagne fra 1996, kunne der dog ikke klages på. Et pocheret vagtelæg lå på en brandade af torsk, piftet op med en røget majonæse, og var ledsaget af en chip med lidt caviar. Smukt afstemte smagsindtryk, der blandede det salte, syrlige, bitre og fede. Samme sikre fornemmelse for at balancere de delikate smage genfandt vi i næste ret, der typisk for Thomas Rodes stil igen var sammensat af mange små elementer: to rå »ravioli« bestående af tynde skiver tun pakket om hver sin portion wasabiblandede østers kom med brøndkarsepurée og en lille salat bestående af spæde rødbedeblade og syltede strimler glaskål, dækket af en luftig østersskum. Nu er det ikke af Kong Hans, man skal forvente sig de vilde eksperimenter, men her viste Thomas Rode tydeligt, at han trods sin ultraklassiske opdragelse også forstår at følge med tiden og inddrage modernistiske elementer, så længe det ikke går ud over stedets ånd og stil.

Så var næste ret straks mere traditionel - et stykke perfekt stegt pighvar var toppet af ristede trompetsvampe og et stykke pebersaltet ventreche-brystflæsk, og blev serveret med 'æblegarniture' i form af en kompot af syrlige coxorangeæbler og en sauce lavet på cider, pighvarfond og æblesaft. En svær ret at sætte vin til, men et glas moderne Mosel-riesling i superårgangen 2005 gjorde tricket. Det kunne man desværre ikke sige om vinen til næste ret, også en riesling fra Clemens Busch, som slet ikke kunne følge med hverken sin navnebror eller maden, der var Rode-forgængeren Daniel Letz's legendariske »Hummer Tiger Lee«, hvor de råstegte hummerstykker lynsteges i vindruekerneolie, inden de serveres i en sauce lavet på hummerfond, soja, hvidløg og to slags ingefær. Her kom hummeren dog, i Rodes opdaterede version, med syltede shiitakesvampe, jordskokkekompot samt en bisque med syltede jordskokker, og det var et lidt skuffende bytte, hvor jordskokkerne fik retten til at fremstå retro og firseragtig. Læg dertil at køkkenet (hvad vi dog blev orienteret om ved bestillingen) var løbet tør for hummer og i stedet serverede retten med tre helt klart for hårdt stegte og derfor langt fra saftige jomfruhummerhaler.DENNE FORELØBIG ENESTE mislyd blev der nu hurtigt rettet op på, først med en enkel, men rent ud sagt genial, stegt foie gras, serveret med syrlig hindbærvinaigrette og en ande/majsskum iblandet majskorn og friterede vildris, der gav en fin sprød tekstur til den lette skum. Et usædvanlig fyldigt glas rød Marsannay fra den nyligt afdøde Bourgogne-kultproducent Denis Mortet var fremragende som ledsager. Såmænd også til »hovedretten«, ryg af rådyr, hvor den efter min mening var et bedre match end den 2001-brunello fra Coldisole, vinmenuen tilbød. Især fordi den møre og saftige rådyrfilet (toppet af en »muësli« af ristede græskarkerner og flager af spelt og hollandsk maltbyg) blev serveret med et udvalg af ristede svampe, en sauce på vildtfond og Guanaja-chokolade, samt ikke mindst en pastilla, en gyldenristet pakke af filodej med fyld af rådyrrillette og berberisbær. I det hele taget imponerede vinmenuen ikke; alle kom fra samme importør, nemlig det-bliver-i-familien-Løgismose. Selvom de langt hen ad vejen passede fint til maden og Kong Hans's sommelierer traditionelt er med til at finde vine til Løgismose-kataloget, så virker det, i lyset af hvad konkurrerende toprestauranter ofrer på deres vinmenuer, tamt at lade sig begrænse af udvalget fra en enkelt importør, når man ved hvilke perler der gemmer sig på restaurantens ellers imponerende vinkort. TIL OSTEVOGNEN HAVDE man valget mellem tre vine, et glas rød portugisisk Cortes de Cima fra danskfødte Hans Kristian Jørgensen, der helt ærligt ikke stod distancen; en ligegyldig 10-års tawny portvin fra selv samme; og så perlen, et glas toplækker gewürztraminer fra alsaciske Bott-Geyl i 2002. Denne fremragende vin stod også fint til første dessert - en bund af knuste makroner og syltede og purerede kvæder, der var toppet af en varm hvid chokoladeskum fra sifonflasken, og blev serveret med en herligt frisk sorbet på fynsk fåremælksyoghurt samt et drys maldon-salt, der bekræftede tesen om at det salte giver fylde og karakter til det søde.

Sidste omgang var en hyldest til Kong Hans's første køkkenchef, den i sveskebyen Agén-fødte Michel Michaud: en varm beignetkugle fyldt af armagnac-gennemvædede sveskestykker, serveret med en blommeis.

Aftenen igennem var vi, som alle andre borde, konstant opvartet af to tjenere, og på intet tidspunkt fornemmede vi den travlhed, som det må give, når en fyldt restaurant pludselig alle sammen skal have hovedretter. Det er måske Kong Hans's største force: der er altid et gear til, og selvom motoren presses til det yderste, opfatter man som gæst aldrig andet end en velsmurt summen. Kong Hans er som en Rolls Royce - der findes både nyere og mere flashy modeller, men de kommer ikke udenom at det er Kongen, der med sit overblik og overskud sætter den standard, alle andre måles efter, og derfor regerer Hans stadig på 30. år. Om det så er nok til at berettige den samlede regning på 5000 kr. for to er en smagssag, men det er absolut sine seks stjerner værd.